JEG VAR på nippet til at standse bilen torsdag morgen og sætte min kone af. Så kunne hun værsgo gå til stationen. Og det var Pressenævnets skyld. »Nå, den holdt ikke - jeres historie om de der højreorienterede ORG-folk«, sagde hun efter at have læst det resume af kendelsen fra Pressenævnet, som vi bragte samme morgen. JEG MÅTTE KÆMPE for at bevare herredømmet over bilen. At en så intelligent kvinde kan tage så grusomt fejl, bekræftede mig i, at der er et alvorligt problem med kendelserne - eller rettere med de resumeer, som vi bliver pålagt at bringe, når vi har trådt ved siden af. I sagen om den højreorienterede forening ORG - også kaldet Organisationen - overtrådte vi reglerne for god presseskik ved at bringe en serie private billeder af det, vi mente - og mener - var afbrændingen af en negerdukke. Men dels burde vi ikke have bragt billederne, dels gav vi ikke formanden for foreningen den fornødne mulighed for at forklare, hvad billederne viste. Det har Pressenævnet afgjort, så det er slet ikke til diskussion. Selvfølgelig skal vi klapses af, når vi overtræder reglerne. Vi er som regel den stærke part i en klagesag, og Pressenævnet må hellere end gerne tage hårdt fat i os. Det er også fuldstændig rimeligt, at loven pålægger os at bringe et resume af kendelsen uden kommenterende tilføjelser. Vi skal ikke have fordelen af altid at kunne få det sidste ord. Pressenævnets sammenfatninger gør muligvis, at de personer, vi har krænket, føler, at de får oprejsning. Det håber jeg. Men læserne står alt for ofte måbende tilbage. I værste fald får de opfattelsen af, at alt det, de har læst om et emne, bare var noget, avisen havde fundet på. Det er urimeligt. I DET AKTUELLE eksempel fylder selve kendelsen 40 sider, skrevet i et meget lidt tilgængeligt sprog, og den er der næppe mange, der går ind på nævnets hjemmeside, pressenaevnet. dk, for at studere. Men en del læsere stavede sig formentlig, ganske som min kone, gennem resumeet på side 2 i 1. sektion torsdag morgen. Det handlede udelukkende om de punkter, hvor vi overtrådte reglerne. De skal selvfølgelig også fremhæves, men sammenfatningen gav ikke et fair billede af sagen. Hvis en mand står tiltalt for fem lovovertrædelser, men bliver frifundet for de fire, har journalisten ikke gjort sit arbejde ordentligt, hvis han går tilbage til redaktionen og skriver en artikel, som udelukkende nævner det ene punkt, hvor den tiltalte var skyldig. Man skal selvfølgelig loyalt nævne, at den tiltalte var uskyldig i de fire andre anklagepunkter. Ellers skal jeg nok komme efter journalisten i ' Fejl og Fakta'. På samme måde må hovedformålet med en pressenævnskendelse vel være - ud over at lære medierne at opføre sig ordentligt - at læserne forstår, hvad der var rigtigt, og hvad var forkert. Hvad det angår, svigter Pressenævnet læserne groft. Mindre jura og mere formidling, tak. I torsdagens resume stod der blandt andet: »På baggrund af en rapport fra den venstreorienterede forening Redox beskrev Politiken, at den højreorienterede forening Organisationen arbejdede for et indvandrerfrit Danmark og bl. a. havde skjulte tråde til voldelige og racistiske grupper« - hvorefter Pressenævnet gik direkte videre til at nævne de billeder, vi ikke burde have bragt. Ja, det er rigtigt, at vi beskrev foreningen og dens synspunkter. Det kan læserne sikkert godt huske. Men var det sandt, hvad vi skrev, eller var det forkert? Det skal læserne åbenbart gætte sig til. DER STOD ikke et kvæk om, at Pressenævnet havde afvist langt de fleste af foreningens klagepunkter: Det var ikke en uberettiget krænkelse af privatlivets fred overhovedet at skrive om foreningen. Det var ikke en uberettiget krænkelse af privatlivets fred at nævne formandens navn. Det var ikke en uberettiget krænkelse af privatlivets fred at referere fra foreningens debatside på nettet. Det var ikke en uberettiget krænkelse af privatlivets fred at beskrive foreningens opbygning. Og Politiken undlod ikke at tjekke oplysningerne fra ORG's politiske modstandere ekstra grundigt. Det centrale i sagen er der ikke rokket ved: at avisen beskrev, hvordan ORG i det skjulte trækker tråde mellem Dansk Folkeparti, Den Danske Forening og racistiske og voldelige grupper. Vi beskrev, hvordan medlemmer af ORG har stået bag grupper som Dansk Front, Vederfølner med forbindelser til hooligangruppen White Pride og lokallisten Århus mod Moskeen, og hvordan der internt i ORG udtrykkes en vilje til vold mod indvandrere. MEDIEANSVARSLOVEN SIGER - helt rimeligt - at resumeet af en kendelse skal bringes uden kommenterende tilføjelser. Men havde chefredaktionen ikke valgt også at citere en passage fra selve den 40 sider lange kendelse umiddelbart inden selve resumeet, ville læserne have været helt hægtet af. Afsnittet lyder: »Nævnet finder, at beskrivelsen af grupperinger på højrefløjen og deres handlinger er et så væsentligt samfundsmæssigt emne, at det var berettiget at bringe artiklerne om samme, herunder at omtale formanden Jesper Nielsen ved navns nævnelse. Af samme årsag finder nævnet heller ikke grundlag for at kritisere avisen for at gengive citaterne fra foreningens interne debatside«. Det var det vigtigste i hele sagen. bjarne.schilling@pol.dk