En Kronik fik mig til at huske et møde i Vilnius. Få år efter Murens fald talte jeg i Litauen med en aktivist i den nationalistiske bevægelse Sajudis, der havde været den drivende kraft i uafhængighedsbevægelsen. Men både Sajudis og dens leder, Vytautas Landsbergis, blev hurtigt sat fra bestillingen – af vælgerne vel at mærke. I stedet kom nyomvendte kommunister til magten. Politikere, der havde tilbedt Lenin og praktiseret proletariatets diktatur, skulle styre Litauen fra diktatur og planøkonomi til demokrati og markedsøkonomi. Den kvindelige aktivist, der var fortvivlet over udviklingen, ridsede situationen op og spurgte, om jeg ville skrive det i Politiken. Jo, det havde jeg da tænkt mig. »Åh, jamen så kommer sandheden frem. Så bliver alt bedre«. Jeg kom til at tænke på hende, da jeg lørdag 22. marts læste professor Curt Sørensens Kronik ’Det forgiftede samfund’. Han har også en rem af huden: Bare medierne fortæller sandheden, så skal alt nok blive bedre. Curt Sørensens ærinde er bekymring for demokratiet. Han mener, at Danmark er truet af autoritære tendenser, der via Dansk Folkeparti har fået afgørende indflydelse på landets styre. Måske er det ikke ligefrem mediernes skyld, men det er tæt på. Nu er vi journalister slet ikke så sarte, som folk tror, men følgende salve fik alligevel morgenteen til at skvulpe i glasset: »Ingen, slet ikke medierne, tør nævne hovedårsagen til forgiftningen af den offentlige debat, udbredelsen af autoritære, intolerante holdninger og opfattelser, den vedvarende hetz mod anderledes værende og anderledes tænkende og den lige så forudsigelige ekstremistiske modreaktion. Hovedårsagen er naturligvis Dansk Folkepartis fremtrædende position i dansk politik. Vi har herhjemme en regering, der har gjort sig afhængig af et højrepopulistisk parti«. Og lidt senere: »Medierne forkæler i disse år højrepopulismen. Siden 2002 har medierne serviceret Dansk Folkeparti grænsende til det servile. Hvis Hitler havde fået en tilsvarende betjening af et lige så mægtigt og tjenstvilligt medieapparat, havde han ikke kun fået 37 procent af stemmerne ved et frit valg, men sikkert over halvdelen«. Forkæler medierne – in casu Politiken – Dansk Folkeparti? Ville danskerne stemme anderledes, hvis medierne gik hårdere til Pia & Co? Ville folkestemningen skifte, hvis medierne skrev ’sandheden’ om Dansk Folkeparti? Som jeg den efterårsdag i 1993 skånsomt forsøgte at forklare den ophidsede Sajudis-aktivist, så er det ikke nok, at medierne fortæller ’sandheden’. For hvad er en politisk sandhed? Kunne man ikke forestille sig, at Dansk Folkeparti er et resultat af folkestemningen og ikke årsagen? Ville det i så fald være mediernes opgave at svine folkestemningen til? Vi journalister møder ofte ’sandheden skal frem’-holdningen i en anden forklædning: Hvorfor går I ikke noget hårdere til Pia Kjærsgaard? (Her mindes mange nok et interview i DR 2’s ’De uaktuelle nyheder’ med Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt, hvor Mikael Bertelsen afsluttede alle sine spørgsmål med »dit højreorienterede røvhul«). Bag denne variant ligger en antagelse om, at højreorienterede er dumme, man skal bare få dem til at falde i vandet. Nej, de er ikke dumme, og de falder heller ikke sådan uden videre i. Dansk Folkepartis ledere har på vælger- og udvalgsmøder været i hård infight. De kan godt hamle op med en vaks journalist. Føler DANSK Folkeparti (DF) sig forkælet? Pressechef Søren Søndergaard slår en latter op ved spørgsmålet: »Bestemt ikke. Men heller ikke forfulgt«. »Medierne er blevet mere positive efter 2002 i forhold til alle de underlige fordomme om, at »I er ikke stuerene« og »DF er nok nazister i svøb«. Den slags er der langt imellem nu – primært nok på grund af øget viden hos folk og medier, øget seriøsitet hos DF og følgelig øget respekt. Men medierne er blevet mere kritiske i den forstand, at DF siden 2002 er en del af den magt, som enhver journalist har som opgave at sætte et udvidet spørgsmålstegn ved«. Søren Søndergaard tilføjer, at »man skal dog heller ikke i dag lede ret længe for at finde en artikel, der er kritisk eller direkte negativ over for os«. Hvad siger en politisk journalist som Matias Seidelin, der leder Politikens Christiansborg-redaktion: »Forkælelse? Ikke tale om. Det ville være et skråplan at behandle Dansk Folkeparti og dets ledere anderledes i den politiske reportage, end vi behandler andre partier. Vi skal følge dem tæt, holde øje med deres løfter og angreb og analysere deres forslag. Men sådan skal vi også holde øje med de øvrige partier«. »Dansk Folkeparti og hele resten af befolkningen kan jo i Politikens ledere se, hvordan avisen ser på partiet. Men vi skal i den politiske reportage følge, hvad partiet gør, hvordan det gør det, og hvorfor det gør det«. Så vidt to aktive parter i sagen. Min egen mening er, at Politikens journalister ville svigte deres opgave, hvis de udelukkende gik efter at jorde Dansk Folkeparti. Uanset om man bryder sig om det eller ej, er partiet en del af regeringsflertallet. Derfor skal der holdes grundigt øje med dets forslag og dets motiver. Selv om vi på Politiken satte alle kræfter ind på at bekæmpe Dansk Folkeparti, er det slet ikke sikkert, at det ville føre til det ønskede resultat. Medierne har indflydelse på den politiske diskussion. Men heldigvis kun indflydelse. Hverken SF eller Dansk Folkeparti – for slet ikke at tale om Enhedslisten – ville være i Folketinget, hvis medieomtalen i partiernes første år havde været afgørende.