INDRØMMET – overskriften er lidt af en provokation. Hvordan hænger begrebet design sammen med begrebet diktatur? Forklaring følger om et øjeblik. Her i mediehuset på Rådhuspladsen har redaktionerne adgang til et bibliotek. Ud over de traditionelle opslagsværker og elektroniske databaser rummer biblioteket et avisarkiv, hvor Politiken foreligger i samtlige udgaver siden første udgivelsesdag. Naturligvis ikke i originaludgaverne på papir, men på mikrofilm. For ikke så længe siden havde jeg brug for at studere nogle udgaver af Politiken så langt tilbage som i midten af 1970’erne. Inden jeg overhovedet fik sat teksterne under lup, kunne jeg ikke undgå at forbløffes over avissidernes udseende. Dengang hed det layout , på nudansk hedder det design . Sikke en forandring på en generations tid! Avisens udseende har ændret sig på næsten revolutionerende vis, naturligvis i konsekvens af de teknologiske nyskabelser, som alle i informationsindustrien har haft glæde og gavn af. Selv kolleger med en meget lang hukommelse vil være enig med mig i, at nutidens avis er en større æstetisk nydelse end de 1976-udgaver, jeg havde fat i for nylig. Helt ærligt: Ikke mange af datidens avissider var specielt kønne målt med nutidens standarder. Alligevel er jeg af sagkyndige udi avisdesign blevet mindet om, at Politiken også for en generations tid siden blev rost og berømmet i branchen for de koncepter, der lå til grund for 1970’ernes layout (1960’ernes bilister havde også mange jubelord tilovers for både Folkevognen og Morris Mascot). Mine studier af gamle Politikenudgaver på mikrofilmen har dog efterladt mig med et indtryk af, at gode designkoncepter ofte blev maltrakteret eller direkte ofret, sandsynligvis fordi de redaktionelle luner og journalistkollegernes uundgåelige tilbøjelighed til anarki og spontane løsninger ville det anderledes end det, som datidens ansvarlige for design ønskede det. I EFTERÅRET 2006 oplevede brugere af Politiken en radikal omlægning af hele avisens udseende og æstetiske opbygning. Tydeligst kom ændringerne i dette nydesign til udtryk i form af det såkaldte nyhedsbånd eller overbliksbånd, der er placeret i toppen af de fleste af siderne i avisens 1. sektion. Under ’båndet’ ligger de såkaldte indbliksartikler, karakteriseret af mere spalteplads og større frihed i journalistiske genrer. Dette grundkoncept er siden starten for snart to år siden blevet justeret en del. Personen, der er hovedansvarlig for både nyskabelserne i avisdesignet og de løbende justeringer, er ikke overraskende avisens designchef. Han og souschefen er nøglefigurer på redaktionen. Jeg røber ingen hemmeligheder ved at nævne, at kollegerne i perioder har tildelt dem øgenavnet ’Saddam Design’. Heldigvis sagt i en venlig og kollegial tone, for der hersker betydelig respekt om deres funktion. Men øgenavnet afspejler også den realitet, at designfolkene ofte må sætte deres afgørelser igennem i situationer, hvor de redigerende er blevet lidt for spontane og eksperimenterende. Selv ser designchefen sig som en person, der daglig tilstræber at overholde en slags kontrakt med redaktørerne. Kontrakten gælder de vedtagne principper for avisens præsentation og er resultatet af en intensiv proces af idéudveksling mellem redaktionens kreative kræfter. Designchefen må ofte konstatere, at han står over for kolleger med stærke meninger om avisens udseende. Uenighed kan gøre det nødvendigt at skære igennem i de situationer, hvor en deadline presser sig på. En nyhedsredaktion kan være domineret af hylende, amokløbende ulve, som førerulven nødvendigvis må sætte på plads! Efterfølgende kan designchefen vælge at bruge den kreative uenighed til at kanalisere ideer opad i det redaktionelle hierarki. OG NYSKABELSER er på vej. Ikke kun i avisens printudgave, også det hastigt voksende netmedie politiken.dk står over for det, der på nudansk hedder et redesign . Tiden frem mod årsskiftet bliver spændende for dem af os, der er optaget af de to mediers udseende. Designchefen mener ikke, at vi behøver at vente os en revolution, snarere endnu en fase i en gradvis fremadskridende evolutionær proces: Design fungerer nemlig allerbedst, når læseren slet ikke behøver at reflektere over, hvorfor han eller hun vælger at bruge tid og opmærksomhed på sidens indhold. En del af designchefens ovenfor nævnte kontrakt med kollegerne består i at fastholde vigtigheden af de stærke grafisk-visuelle elementer. Nogle skrivende og redigerende medarbejdere har en tilbøjelighed til at glemme, at den første og vigtigste indgang til en avisside er billedet – det stærke reportagefoto. Den kollega, der ikke anerkender betydningen af et foto, der rummer indhold nok til at fortælle sin egen historie og dermed giver læseren en indlysende lyst til at gå om bord i den tekst, der ledsager billedet, kommer hurtigt til kort. Her er det oplevelse i et splitsekund, der er afgørende for, om læseren overhovedet går om bord i en ellers nok så relevant tekst. Brugere af politiken.dk vil indlysende nok vide, at for netmedier gælder der nogle andre æstetiske logikker end for papiravisen. Sagt lidt firkantet er papiravisen egnet til at skabe et både komprimeret og selektivt overblik over verden og hverdagen med udgangspunkt i væsentlighed, indblik og oplevelse. Mens nettet i voksende grad er et næsten grænseløst, dynamisk univers, hvor interaktivitet og dialog er helt afgørende kriterier. På begge platforme er præsentation og æstetik helt afgørende for at nå de publikummer, vi ønsker at nå. Derfor må vi af helt nødvendige grunde lære at elske Saddam Design. Diktator af den milde slags, hvor klogskaben råder.