VI JOURNALISTER og redaktører hører regelmæssigt dette udsagn: at medierne bruger for megen spalteplads og sendetid på at dække hinanden. At vi er selvoptagne og selvsmagende. At vi for længe har været pakket ind i direkte og indirekte statssubsidier, licensmidler, distributionsstøtte og andre former for skatteyderfinansieret forkælelse. Og vi hører, at nu er markedskræfterne og de store internationale aktører på mediemarkedet ved at gøre op med de beskyttede værksteder i et trængt dansk medielandskab. Handler det kun om budgetter og arbejdspladser? Nej, det handler om meget mere. Det er ganske enkelt giganterne i kulturpolitikken, der er i spil. Jeg tænker naturligvis på de aktuelle krisetilstande på public service-stationerne TV 2 og Danmarks Radio. ’Krise’ er næsten for mildt et ord for det, der udfolder sig i disse dage. Nu er jeg hverken økonom eller jurist af uddannelse, men for mig som almindelig mediebruger ser det ud, som om tilstandene er noget mere alarmerende for stationen på Kvægtorvet end for konkurrenten i DR Byen på Amager. For DR’s vedkommende taler vi om nogle byggeregnskaber, der er overskredet, mens det for TV 2 er de fremtidige ejerforhold, der mildt sagt er uafklarede. Det kan man dog ikke sige om konkurrenten. FORGANGNE søndag tog Politikens mediemedarbejder hele TV 2-problematikken under kærlig behandling. Det skete under en overskrift, der var et citat af den ofte anvendte professor i medievidenskab Frands Mortensen: »Ikke engang en venstredrejet socialdemokratisk regering kunne have gjort noget i den her stil«. Frands Mortensens pointe er den skrigende modsætning mellem regeringens erklærede hensigt – at få staten ud af en betydelig del af mediemarkedet – og den realitet, at staten med en kredit på en halv milliard har gjort TV 2 til en møllesten om kulturministerens – og Folketingets – hals. Artiklen kommer detaljeret rundt i den komplicerede problematik. Ud over Frands Mortensen citeres en anden medieforsker, Per Jauert. Begge leverer skarpe, relevante pointer. Sagens egentlige hovedperson, den konservative kulturminister Brian Mikkelsen, kommer også til orde. To steder i artiklen citeres han for noget, han har sagt i P1-programmet ’Mennesker og medier’ i den udgave, der gik i luften fredag 13. juni. Her fik programmets redaktør, Lasse Jensen, et langt interview gennemført i ministerbilen på en tur mellem Nordsjælland og Greve. (Gå ind på DR’s hjemmeside og lyt til denne interviewperle). I artiklen nævnes P1-programmet som kilde, der hvor der er plukket de citatbidder, avisen har fundet relevante. Men Politiken har også selv været igennem til ministeren: »Vi har fået skabt et sundt og stærkere TV 2, end da vi tiltrådte. Der er ikke noget, vi kunne have gjort anderledes«, siger han. DER ER tale om et af denne måneds indenrigspolitiske hovedemner. Men det var lige ved, at jeg aldrig havde opdaget teksten i Politikens papirudgave – på politiken.dk har jeg selvfølgelig fulgt dækningen løbende. I papiret er den gemt for meget af vejen. Den var placeret på forsiden af den tabloidsektion i søndagsavisen, der hedder Økonomi & job. Helt ærligt: Dér hører den slet ikke hjemme: Økonomi & job er en kategori, der signalerer noget helt andet end kerneinstitutionerne i dansk kultur- og medieliv. I min optik hører Politikens tekst til på forsiden af den kultursektion, der som bekendt er i det broadsheetformat, hvor artiklen ville kunne udstyres med flere illustrationer, mere grafik osv. Bevares, Per Marquard Otzens tegning på forsiden af Økonomi & job er da glimrende. Men på en søndag morgen, hvor tømmermændene fra den irske afstemning om Lissabontraktaten var noget længe om at slippe helt ud af hårrødderne; ja, der havde jeg nær helt overset artiklen om det største mediepolitiske drama i det danske kulturelle landskab i lang, lang tid. Jeg havde troet, at denne melding ville være overflødig, men her kommer den altså én gang til for prins Knud: Medier er kultur , før det er kroner og øre, ekstraordinære kreditfaciliteter, retssager ved EF-domstolen og mere af samme skuffe. Nu er det ikke Læsernes Redaktør, der har indflydelse på journalisternes jobbeskrivelser, men som almindelig læser, lytter og seer vil jeg helst se en etiket på vores mediemedarbejder, der siger f.eks. ’kulturreporter’, før den siger ’erhvervsmedarbejder’. I øvrigt er Brian Mikkelsen ikke en af de ministre, der er svær at få i tale. Han melder tilbage og reagerer på henvendelser. Kulturministeren barrikaderer sig ikke bag en kinesisk mur. Han kan og vil gerne kommunikere, så det er til at forstå. Også når han er ude med en perle, som denne her, ikke om TV 2, men om konkurrenten: »Det står direkte i loven, at det er DR, der er ansvarlig for DR«. For hvad er det nu, ministeren kan med DR’s bestyrelsesmedlemmer? Dramaet om de to public service-stationer vil fortsætte længe endnu. Jeg er ikke i tvivl om, at medierne vil forfølge de ansvarlige – minister Mikkelsen og mediernes kulturordførere – som en jagthund, der forfølger et bytte. Mandag er der samråd i Finansudvalget, hvor kriselånet til TV 2 er på dagsordenen. Hov nej, nu handler det om penge igen ... Så måske stiller jeg og mine ligesindede i mediehavet sig først tilfredse, den dag Politikens kultursektion lader Brian folde sine retoriske talenter ud over mindst en helside. Mindre kan ikke gøre det. Vi kan ikke skrue nok op for medieblusset lige nu.