24. februar: Intet er mere sårbart end ens børn. Alt andet bliver ligegyldigt, hvis ens søn eller datter har problemer. Som forælder gør man alt for at redde sit barn. Samtidig er ens følelser i kaos. Hvis nogen tilbyder en mirakelkur, er det nemt at gribe den med kyshånd. Ens naturlige skepsis er sat ud af kraft. Især hvis barnet har en fysisk eller mental diagnose, som det etablerede system ikke bare kan helbrede eller lindre. Derfor har alternative behandlere ofte nemme vilkår. Og nogle gange hjælper deres behandling faktisk. Uden at man nødvendigvis videnskabeligt kan forklare hvorfor. Og i andre tilfælde er der ingen virkning. Men det virkelig alvorlige er, når forældrene bliver fanatiske tilhængere af en bestemt metode. Så den bliver en religion. Det er jo ikke uden grund, at mirakler er beskrevet i religiøse skrifter om profeter, som kan få lamme til at gå og blinde til at se. Derfor er det altid en svær journalistisk opgave at beskrive emner, hvor traditionelle behandlere og alternative behandlere strides om alt. Lige fra videnskabelige undersøgelser til konkrete eksempler på lindring eller helbredelse. Denne problematik forsøgte journalist Michael Rothenborg at beskrive i artiklen ’Miraklernes tid er tilbage’ i avisen tirsdag (20.2.). Det førte til et bombardement af klager og læserbreve fra forældre, der er tilhængere af den såkaldte ABA-metode. Ifølge tilhængere en kur, der kan hjælpe børn med autisme bedre end de traditionelle tilbud. Men ifølge kritikerne en form for adfærdsterapi, som er blevet kritiseret for at minde om hundetræning. Ifølge Rothenborgs artikel accepterer metoden blandt andet ikke autisters naturlige behov for at undgå øjenkontakt. Hvis et barn vender ansigtet væk, bliver det drejet tilbage. Og når barnet gør, som ABA-terapeuten siger, får det slik eller en anden håndgribelig belønning. Det bragte følelserne i kog. Flere tilhængere af ABA skrev direkte til Rothenborg og skældte ham ud. Med kopi til redaktionsledelsen. Andre ABA-tilhængere klagede til mig som Læsernes Redaktør, mens debatredaktionen også modtog en stribe læserbreve. Sprogbrugen i de mange læserbreve bar præg af en nærmest hadsk stemning. Ord som ’rystende uvidenhed’, ’dybt manipulerende’ og ’usaglig’, ’sensationspræget’ og ’ensidig journalistik’ blev brugt i flæng. Samtidig var budskabet i læserbrevene fra ABA-tilhængerne enslydende. Men hvis vi ser bort fra de følelsesladede ord, har kritikerne så ret? Det mener flere andre forældre til autistiske børn ikke. De har udtrykt støtte til Rothenborgs artikel, fordi den påpeger problemerne ved ABA-metoden. Men mange tør ikke stå frem med navn, fordi de oplever, at ABA-folkene kører hetz mod forældre og forskere, der kritiserer den alternative metode. Men hvad så med de journalistiske krav til en baggrundsartikel, var de opfyldt? Langt hen ad vejen var de. De forskellige holdninger til behandling af autisme blev gennemgået, og de blev sat i perspektiv. Desuden blev hovedkonklusionen i den hidtil største danske sammenligning af den etablerede autismepædagogik og ABA-metode fremlagt: ABA udvikler børnene mere socialt på kort sigt, men de etablerede tilbud er bedre, når det gælder intelligens, sprogligt niveau og selvhjælpsfærdigheder. Samtidig blev det nævnt, at forældre og organisationer bag ABA – der har deltaget i undersøgelsen – forkaster konklusionen. Så langt, så godt. Men journalistisk set er der også problemer i artiklen. Ét er, at der var et par fodfejl, som blev rettet i avisen i løbet af ugen, men mere alvorligt er det, at artiklen præsenteres som en baggrundsartikel, selv om den har klare elementer af både analyse og kommentar. For eksempel nævnes det, at »med den nye danske undersøgelse vil det være sværere for kommuner at forsvare at bruge to-tre gange så mange penge på ABA-behandling i stedet for at holde sig til de traditionelle tilbud, der typisk koster 300-600.000 kroner årligt«. Hvem siger det? Organisationer eller kommuner? Eller er det journalistens egen vurdering/holdning? Læseren ved det ikke, fordi der ikke er nogen kilde. I en klassisk baggrundsartikel skal de forskellige parter høres. Især når der er en konflikt. Men der var ingen direkte citater i artiklen. Nederst på samme side var der korte interview med formændene for to andre foreninger for forældre til handikappede børn. Men ingen repræsentanter for ABA blev hørt, selv om det er en grundregel i journalistik, at den angrebne part skal have lov til at forsvare sig. Det rettes der nu op på, ved at Michael Rothenborg har interviewet en af fortalerne for ABA-metoden i debatsektionen 24. februar. Alligevel minder de mange mail, læserbreve og direkte henvendelser fra ABA-tilhængerne om en velkoordineret kampagne, der skal miskreditere en journalist på Politiken, fordi han har skrevet en kritisk artikel om ABA-metoden. Man kan sagtens forstå, at forældre, der har oplevet, at ABA har hjulpet deres barn, bliver frustrerede over, at metoden bliver kritiseret. Når de nu endelig har fundet en træningsmetode, som kan give deres barn og dem selv et mere ’normalt’ familieliv. Men den hadske sprogbrug, de mange gentagne beskyldninger og forsøget på at miskreditere journalisten minder mere om en desperat nyreligiøs sekt, der ikke kan klare den mindste kritik. Det er ærgerligt. For dermed reduceres den nødvendige pædagogiske og videnskabelige diskussion om, hvordan man bedst kan hjælpe autistiske børn, til en skyttegravskrig. Og taberne bliver som altid børnene.