Kan man bestille et interview i Politiken? Nej. Det vil sige: Der er nogle få meget centrale personer, som avisen næsten permanent forsøger at få et interview med. De kan. Journalist og fotograf har overtøjet på i samme sekund, statsministeren, skibsrederen eller kronprinsen siger ja. I disse dage ville den tidligere direktør for Roskilde Bank, Niels Valentin Hansen, heller ikke ringe forgæves. Men ellers laver Politiken interview med de mennesker, avisens journalister selv finder interessante, og de tager selv initiativet. Jeg tager emnet op, fordi vi en fødselsdagsomtale af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla (»Esplanadens sky kronprinsesse« på side 9 i 2. sektion 2. juli) skrev, at »A.P. Møller-Mærsk i forbindelse med årets generalforsamling bestilte plads i TV-avisen til en seance, hvor Mærsk Mc-Kinney Møller og hans yngste datter stillede sig op foran rullende kameraer«. Udtrykket »bestille plads« er fast journalistjargon. Jeg bryder mig ikke om det, fordi det slet ikke beskriver det komplekse forhold mellem medierne og deres kilder. Journalisten på TV-avisen, der i tre-fire år havde arbejdet for at få det omtalte interview, føler sig da også desavoueret og klagede til Læsernes Redaktør. Han henvendte sig selv til Mærsk for at spørge, om årets generalforsamling i Svendborg kunne blive stedet for det interview, han længe havde ønsket. Det kunne det. Det blev til ærgrelse – håber jeg da – for Politiken, Berlingske og Jyllands-Posten en solohistorie. Sagen ser selvfølgelig anderledes ud fra den anden side. Politikens skribent researchede til brug for fødselsdagsomtalen i Mærsks hovedsæde i København og fik her det bestemte indtryk, at rederiet selv havde henvendt sig til TV-avisen med tilbud om et interview, fordi det passede ind i pr-strategien. Og at TV-avisen fluks stillede op med journalister og sendetid. Det lyder troligt. Er man i selskab med spindoktorer og pr-folk, får man heller ikke indtryk af, at der er megen selvstændig journalistik her i landet. De ringer, vi kommer. Det er bestemt rigtigt, at de ringer. Sjældent at vi kommer. Derfor er udtrykket at »bestille et interview« ikke på sin plads. Heller ikke for de få, vi kredser om for at komme til med båndoptager og kamera. Vi vil tale med dem, fordi de har oplysninger af stor værdi i den offentlige debat. Vi vil ikke tale med dem, fordi de gør sig kostbare, men fordi de har oplysninger, vi vil have ud til læsere, lyttere og seere. Hvad skal der så til for at tilhøre den særlige gruppe, der selv kan vælge tid og sted? I tilfældet Mærsk-familien er det koncernens størrelse og økonomiske indflydelse. Dertil kommer, at koncernen traditionelt har været meget lukket. Det ville være en dårlig journalist, der ikke rykkede ud, når muligheden for et interview med far og datter gav sig. For statsminister Anders Fogh Rasmussen (V ) er det både hans indflydelse i dansk politik og viden fra internationale forhandlinger. Fra min tid på Christiansborgredaktionen ved jeg, at Politiken nærmest permanent har en ansøgning om et interview. Det gælder derimod ikke andre ministre. Kronprins Frederik ville også få fri adgang til spalterne, hvis han skulle ønske at forklare sit kandidatur til Den Internationale Olympiske Komité. På kulturredaktionen hører jeg, at forfatteren Peter Høgh er så pressesky, at vi som regel går forgæves. Der er sikkert flere. Det gælder også internationalt. Ringede Nicolas Sarkozys kontor til vor Paris-korrespondent, Aske Munck, ville vor udsendte sidde i præsidentens forkontor få minutter senere. Bill Gates skulle også nok få en halv side eller mere, hvis han meldte sig. Mange interview med udenlandske skuespillere og forfattere får Politiken og andre danske medier kun via pr-folk. Når en stor amerikansk film får Europa-premiere, får vi måske – måske ikke – tilbud om interview med en af stjernerne. Vi kan sige nej, men ikke at det »ville passe os bedre om 14 dage«. Her er vi måske nærmere ved »bestille et interview« end i tilfældet Mærsk. Fælles for alle de nævnte personligheder er, at de har en slags monopol. Der er kun en skibsreder, en kronprins og en Woody Allen. Til mediernes store ærgrelse betaler det sig at være kostbar. Vi på Politiken vil gerne selv bestemme tid, sted og emne, så vi kan få oplysninger, når det er af interesse for offentligheden. Ikke når det passer skibsrederen eller statsministeren. Men kan vi ikke få dem, når vi vil, må vi nøjes med at få dem, når vi kan. I mange tilfælde vil den, der skal interviewes, gerne bestemme emnet – eller måske mere præcist meget gerne undgå bestemte emner. Nogle vil også gerne have spørgsmålene på forhånd. Principielt skal vi afvise at sende spørgsmålene på forhånd, men gerne gå med til at aftale hovedemnerne. Det indgår naturligvis i forarbejdet til et interview, at man aftaler emnet eller en ramme for samtalen. Interviewofre skal jo ikke overfaldes, men de må acceptere spørgsmål, de helst vil undgå. Jeg husker et tv-interview med den daværende tyske forbundskansler Gerhard Schröder (SPD). Han var til FN-møde i New York og henviste studieværten, Anne Will, til, at der var aftalt et interview om udenrigspolitiske spørgsmål. Anne Will svarede koldblodigt, at hun var sikker på, at seerne gerne ville høre hans mening om det igangværende indenrigspolitiske slagsmål. Den fik de så. Her har tv-journalister lettere ved at bryde en aftale. Det foregår live. Seerne kan følge med. Os fra den trykte presse kan kilderne slås med lige til deadline, og det gør de ofte. Nej, man kan ikke bestille et interview i Politiken. Men vi skal ikke lade som om, der ikke er et samspil mellem kilderne og os. Vi bestemmer ikke altid helt så suverænt, som vi gerne vil. Henrik Kaufholz Læsernes Redaktør