Der er mange fejl i vores avis.
Nogle få har herlighedsværdi, men de fleste er bare irriterende. En ny undersøgelse viser, hvor vi med fordel kunne sætte ind for at få færre af dem: Det vil være en god ide at høre kilderne en ekstra gang, for at kontrollere at vi har forstået dem rigtigt, og at fakta er i orden. Som nogle læsere utvivlsomt husker, bragte vi 14. maj en analyse skrevet af medieforskerne Anker Brink Lund, Mark Blach-Ørsten og Rasmus Burkal på baggrund af en stor undersøgelse, de foretog i uge 46 sidste år blandt kilderne til tophistorierne på DR og TV 2, i de tre store morgenaviser og i de regionale dagblade Nordvestnyt og Lolland-Falsters Folketidende. Befolkningen er stærkt skeptisk over for medierne, viser det sig, hver gang nogen undersøger sagen. Heldigvis, vil jeg tilføje, for hvis befolkningen bare labbede alt i sig, ville jeg være bekymret.




























