Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

På litterær balancegang

Den angrebne part skal have lov at komme til orde. Gælder det også, når vi skriver om litteratur?

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

1. Det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte.

2. Kritik bør udvises over for nyhedskilderne, i særdeleshed når disses udsagn kan være farvet af personlig interesse eller skadevoldende hensigt.

3. Oplysninger, som kan være skadelige, krænkende eller virke agtelsesforringende for nogen, skal efterprøves i særlig grad, inden de bringes, først og fremmest ved forelæggelse for den pågældende. Forelæggelse bør ske således, at der gives den adspurgte rimelig tid til at svare.

4. Angreb og svar bør, hvor det er rimeligt, bringes i sammenhæng og på samme måde. Dette gælder i særlig grad krænkende eller skadelige udsagn.

5. Det skal gøres klart, hvad der er faktiske oplysninger, og hvad der er kommentarer. - Fra ’Vejledende regler for god presseskik’

Det var et velvoksent citat at indlede med, men det er uden diskussion den vigtigste del af de presseetiske regler – vil man se dem i deres helhed, findes de i øvrigt på pressenaevnet.dk.

De fem punkter siger på jævnt dansk, at vi skal tjekke vores oplysninger, at hvis nogen angribes, skal de have lov til at forsvare sig med det samme, og at vi skal gøre klart, hvad der er meninger, og hvad der er fakta.

Det er opskriften på kvalitetsjournalistik.

I maj foretog fagbladet Journalisten en tankevækkende gennemgang af, hvordan en lang række medier, deriblandt Politiken, havde interviewet forfatteren Daniel Dencik om romanen ’Anden Person Ental’.

I bogen skriver han, at de svenske myndigheder på grund af falske anklager har bestemt, at han ikke må se sine to børn, og – hvad der er afgørende, eftersom der er tale om en roman: i de efterfølgende interviews lod forfatteren forstå, at der ikke er tale om fiktion. Alligevel fik hverken myndighederne eller børnenes mor lov til at fremlægge deres version af sagen i de danske medier.

Fagbladet Journalisten stillede på den baggrund det yderst relevante spørgsmål: Er det i orden?

Politikens litteraturredaktør, Jes Stein Pedersen, svarede bladet, at »i forbindelse med et skønlitterært forfatterinterview, hvor en mand fortæller om sin roman, har vi ikke de samme krav i forhold til at undersøge påstande om det ene eller det andet. Der lader vi forfatteren stå på mål«.

Det er efter min mening for unuanceret.

Selvfølgelig må en forfatter selv stå inde for, hvad vedkommende skriver. Når vi skriver om ’Anden Person Ental’, skal vi selvfølgelig ikke ud i en omfattende gennemgang af en ulykkelig, konkret børnesag, for så afsporer vi artiklen, og det kan nemt ende i et underligt genre-miskmask.

Det er og bliver bogen, der skal være artiklens omdrejningspunkt. Men det er et problem, hvis vi fremstiller forfatterens udsagn som sagens fakta og ikke blot som hans opfattelse af virkeligheden.

Så er vi ude at skrabe mod de presseetiske regler, for de rummer ingen undtagelser om forfatterinterviews.

Det skal kort sagt fremgå tydeligt, at der er tale om et partsindlæg. Vi skal ikke bede om at få sagens akter eller i gang med omfattende research, men vi skal konfrontere forfatteren med det, hvis andre er uenige med ham om sagens rette sammenhæng.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det vil typisk ikke være vanskeligt, for modparten vil ofte allerede have tilkendegivet, hvad vedkommende mener. Det vil formentlig også nemt kunne føre til et langt mere spændstigt interview.

I det aktuelle tilfælde burde vi efter min opfattelse have gengivet, hvad de svenske myndigheder rent faktisk har foretaget sig, og hvad moderen mener om sagen – loyalt og tydeligt, men for min skyld gerne i form af en kort sammenfatning. For det er selvfølgelig stadig værket og ikke den sag, det beskriver, der er det centrale.

Jeg anerkender litteraturredaktørens holdning: at en bog er forfatterens ansvar. Forleden fik jeg følgende mail fra en læser, der havde læst vores omtale af bogen ’Fidel Castros hemmelige liv’, der er skrevet af en af diktatorens livvagter gennem 17 år:

»I avisen fra den 6/6 bringes en stor artikel om Fidel Castro, byggende på en bog skrevet af en tidligere medarbejder, der nu befinder sig i Miami (vel CIA-betalt). Det er da fint nok, at vi nu har navnet på den kilde, som Politiken bygger på, men er det ikke god journalistik, at man så vidt muligt dobbelttjekker sin kilde? Uden at være ekspert lyder påstandene i Politikens artikel dybt utroværdige. Hvis avisen kan underbygge påstandene fra andre end Miami-baserede kilder, er det måske fint, men ellers er det efter min mening uværdigt at bringe en sådan gang snavs«,skrev vor læser.

Man kan ikke med rimelighed forlange, at redaktionen skal tjekke oplysningerne i en hel bog. Jeg vil heller ikke kritisere, at redaktionen ikke fik ringet til Fidel Castro.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden