Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Tegning: Per Marquard Otzen.

Tegning: Per Marquard Otzen.

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Læsernes Redaktør: Hvorfor skal jeg vide det?

Virkemidler fra litteraturen kan løfte en retsreportage, men læserne skal kunne se meningen.

Læsernes Redaktør
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Hm – hvordan kommer jeg i gang med søndagens klumme«, tænkte Læsernes Redaktør, der var iført blå og hvid-ternet skjorte, blå cowboybukser, sorte Björn Borg-underbukser, sorte strømper af ubestemmelig oprindelse og sorte Reebok-sneakers med en karmoisinrød kant på pløsen.

Han sad uroligt ved skrivebordet på kontor D111 i bladhuset på Rådhuspladsen, kløede sig i sit kortklippede grå hår og skævede ned på sitTissot PRC 200, hvor viserne fredag formiddag arbejdede sig ubønhørligt mod deadline.

Klokken var 10.35.På den sorte urrem med butterfly-lukning sad bittesmå pletter af halvmat Jotun Lady-plastikmaling i farven soft mint og afslørede, at han tirsdag aften havde været i gang med malerrullen derhjemme. Han sukkede.

Nej, vel? Jeg skal forskåne læserne for mere. Dagens emne er fortælleteknik, for den seneste tids dækning af Se og Hør-sagen har affødt en del henvendelser fra læsere, som mener, at vores beskrivelser har rummet detaljer og elementer, der til tider har været lige så vidtløftige og fyldt med ligegyldige detaljer som min indledning: »I artiklen omtales advokat Michael Juul Eriksen som værende en ranglet, lidt ludende fyr med plysset hår. Jeg kan ikke se, hvad det har med sagen at gøre«, skrev en læser.

»Har Læsernes Redaktør muligvis en forklaring på, hvorfor det lige netop i denne sammenhæng er vigtigt at vide, at retsformand Mette Lyster Knudsen er klædt i »sorte habitbukser og denimbluse«, når det i reportagen overhovedet ikke fremgår, hvilken farve slips anklager Henrik Uhl Pedersen er iført? Af reportagen fremgår det i øvrigt, at tidligere nyhedschef Lise Bondesen er rødhåret, mens der ikke er nogen beskrivelse af Ken B. Rasmussens frisure«, noterede en anden læser.

Det var ganske vist ikke dommerens tøj, vi beskrev, men Lise Bondesens. Dommeren var »en lyshåret kvinde med et underspillet smil«, hvilket også fik en læser til at reagere.

Det kræver nærmest, at der er en stiltiende aftale mellem skribent og læser, hvis man bruger virkemidler fra litteraturen, men er der det, fungerer det ofte glimrende, hvis observationer og detaljer vel at mærke underbygger fortællingen.

Det kan løfte en reportage gevaldigt, selv om de enkelte elementer dybest set er irrelevante. Det var som at være der selv, da vi skrev, at: »Indimellem gabte tys-tys-kilden, inden han lagde ansigtet tilbage i venstre håndflade. Ken B. Rasmussen glattede sit skæg igen og igen for dog at lave noget, mens Qvortrup suttede lidt på sin brillestang, og Kim Henningsen strøg rundt på mobilen efter adspredelse«. Dermed fik man en ultrakort, men meget præcis beskrivelse af hele fire tiltalte i Se og Hør-sagen.

SE OGSÅ:

Det var efter min mening også fremragende, da vi beskrev journalisten, der med bogen ’Livet, det forbandede’ gav anledning til hele Se og Hør-sagen:

»Som vanligt ankom Ken B. Rasmussen som den lidt flossede ensomme hævner i en Dirty Harry-film. Med en tændt smøg i munden, øjnene skjult bag dråbeformede solbriller, kasket på toppen af det halvlange hår og i dagens anledning også en Harley-Davidson-læderjakke med snore i siderne. Ingen behøvede at løbe efter Ken B. Han stoppede af sig selv i solskinnet foran den murstensgule retsbygning og ventede på mikrofonerne«.

Redaktionen fortjener under alle omstændigheder anerkendelse for at arbejde med fortælleteknikken – det burde vi ofte bruge langt flere kræfter på

Mindre vellykket var det efter min mening, da vi noterede, at: »Tys-tys-kilden var den første af de tiltalte, der dukkede op ved retsbygningen en times tid før domsafsigelsen, klædt i Dolce & Gabbana fra top til tå og iført turkise strømper«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det kan være en tung opgave at skulle gøre en trist dag i retten levende – og gøre det fair og ordentligt. Redaktionen fortjener under alle omstændigheder anerkendelse for at arbejde med fortælleteknikken – det burde vi ofte bruge langt flere kræfter på – men vi skal være klar over, at det irriterer læserne voldsomt, hvis detaljer får dem til at spørge sig selv ’Hvorfor skal jeg vide det?’.

Læsernes vrede er ikke det eneste, man kan blive ramt af, hvis man kommer til at skrive blomstrende retsreportager. Under sagen om det store bogtyveri fra Det Kongelige Bibliotek for nogle år siden måtte vores udsendte medarbejder også se sig udstillet i At Tænke Sig – selvfølgelig:

»Anklager Helle Just justerer sin grå bomuldsnederdel med det diskrete, kongeblå mønster, som afslører, at den må vaskes ved højst 35 grader. Så kigger hun ned i sine papirer, der befinder sig i en mappe af lyst svineskind med ganske få fedtpletter på omslaget og randen fra et kaffekrus på bagsiden. Endelig løfter anklageren blikket og får hen over sine Gucci-briller øjenkontakt med vidnet,Margaret Ford Fairlane fra Agatha Christies auktioner i London, som i dagens anledning er iført en vissengrøn spadseredragt i kamgarnsuld, der under ingen omstændigheder må vaskes sammen med kulørte uldsokker« ...

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden