Foto: HAGLUND MARTIN KURT
Henrik Marstal

Danske musikere udslettes, når de fylder 35

Rytmiske musikere over 35 år er marginaliserede i Mediedanmark.

Henrik Marstal

Ved flere lejligheder har jeg slået til lyd for, at populærmusik ikke længere er ungdomskultur, sådan som den var tilbage i 1960’erne og 1970’erne.

For efterhånden som tiden er gået og dens indflydelse på lytternes musikalske liv er blevet mere og mere gennemgribende, har den ændret sig til at blive, hvad den også fortsat er i dag, nemlig både børnekultur, ungdomskultur, voksenkultur og ældrekultur.

Imidlertid har især medierne næsten ikke fulgt med. Populærmusik – rock, pop, hip hop, soul med videre – bliver her i al for ensidig grad fortsat betragtet som noget, der alene angår de unge, mens ældre brugere og udøvere er lette at afvise som patetiske romantikere.

Et aktuelt eksempel er deltagerne i dette års X Factor over 40-50 år, som programmets første runder for stort set alles vedkommende udstillede som komplet talentløse tosser. Om der rent faktisk stillede nogen op med talent, vides med en enkelt undtagelse faktisk ikke – i så fald blev de ikke vist på sendefladen.

Programmet har skamløst spillet på en medløberagtig præmis om, at voksne og ældre mennesker i det rytmiske musikliv er og bliver latterlige, med mindre de hedder Steffen Brandt, Anne Linnet eller Peter Belli. Skam få DR.

Et andet eksempel er anmeldelserne af den nogle-og-halvtredsårige Sanne Salomonsen, hvis livtag med ungdommmelige rytmer og toner på hendes seneste album blev slagtet af anmelderne, ikke blot da albummet udkom, men også da hun fremførte numrene live. For hun var åbenbart blevet for gammel til at lyde ung, og hendes forsøg på at virke ungdommelig blev derfor dømt ude som værende et fejlskud. Men hvad i alverden skulle hun gøre, når hun lever af at være stjerne i en verden, der i forvejen kun anerkender og hylder ungdommelige værdier? Det dilemma så anmelderne belejligt nok bort fra.

Forleden dag skrev den 46-årige sanger og sangskriver Trine-Lise Væring et tankevækkende debatindlæg i dagbladet Information, som peger på nogle ømme punkter i den måde, hvorpå det moderne samfund betragter rytmiske musikere over 30 år. Indlægget klandrede, hvad hun betegnede som musikorganisationernes og kulturpolitikernes ensidige fokus på vækstlaget; som det, der alene skal næres, støttes og udvikles.

Væring refererede blandt andet til kulturminister Uffe Elbæks (R) udspil til den nye musikhandlingsplan, som jeg for noget tid siden skrev om her på bloggen. Det viste sig, at ordet ’vækstlag’ – ifølge Væring et sandt mantra i musiklivet i disse år – i musikhandlingsplanen optræder ikke færre end 27 gange, mens udtrykket ’de garvede’ kun står at læse en enkelt gang. Som hun tilføjede: Man ser Tollundmanden for sig!

Det interessante er, at vi helt har glemt at fokusere på, hvad der sker med det talentfulde, unge vækstlag, når dets musikere ikke længere er purunge, men derimod over 30 år eller endda mere end 40 eller 50 år. Er de så stadig værd at satse på for samfundet? Det ser bestemt ikke sådan ud.

Hvad sker der, når musikerne bliver ældre og pludselig har deres lovende fremtid bag sig? Jeg kender utallige eksempler på, at de mere eller mindre elegant fader ud af musiklivet, sælger instrumenterne og fremover betragter sig selv som forhenværende, mens de fra tid til anden længes tilbage til dengang, de havde en kreativ platform at udtrykke sig på og blev regnet for nogen, der medvirkede til at skabe soundtracket for andre unges liv.

Nogle af dem stopper, fordi det er svært at fastholde en faglig-professionel musikinteresse med et almindeligt arbejds- og familieliv – for leve af musikken kan man jo ikke. Andre stopper i frustration over, at indtægtsgrundlaget er så ringe, som det er. Andre igen føler sig stadig mere marginaliserede, jo ældre de bliver, indtil de ikke længere orker det hele.

Denne form for selektion kendes også fra andre kunstarter – kun de, der føler sig mest kaldet eller er mest indædte, fortsætter udover ungdomsårene. Men det gør det bestemt ikke bedre, at de pludselig ikke længere kan søge essentielt vigtige pujler som fx Statens Kunstråds Musikudvalgs stort anlagte talentpulje Den Unge Elite, fordi de i forhold til dens præmis – at styrke den unge musik – nu har passeret sidste salgsdato.

Og det gør det ikke bedre, at musiklivets automatreaktioner går i retning af at begejstres for det unge og det nye, mens ældre bands eller solister også inden for musiklivets egne rækker hviskende bliver mødt med et: Er de ikke snart for gamle til det?

Det gælder ikke bare for Sanne Salomonsen, men også for D-A-D og en hel del andre. Jeg husker også hvordan Peter A.G. fra Gnags for et par år siden ytrede ønske om igen at spille på den Roskilde Festival, som bandet op gennem 1970’erne og 1980’erne var nærmest husorkester for. Reaktionen var nærmest venligt overbærende. For naturligvis var Gnags på forhånd diskvalificeret – de var jo for gamle!

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Musiklivets aktører er generelt set alt, alt for dårlige til at anerkende berettigelsen af den musik, der udføres af voksne og ældre musikere. I sit indlæg taler Trine-Lise Væring om, at det rytmiske musikliv har oplevet et regulært brain drain af talentmassen over 35 år, blandt andet fordi det er umuligt i længden at leve af at spille musik, når musiklivet som helhed bakker mindre og mindre op om én, jo ældre man bliver.

Men det har også at gøre med, at de sange, voksne musikere med livserfaring kan levere – det kunne være sange om eksistentielle spørgsmål, sange om at være midtvejs i livet, sange om døden set i lyset af, at man selv har fået børn – tilsyneladende ikke er tilstrækkelig attraktive for et medielandskab, der vanemæssigt foretrækker at dyrke og prioritere det ungdommelige, det ubekymrede, det ukomplicerede, det ikke-overvejede.

For et år siden foreslog jeg i et indlæg i dagbladet Information, at DR som supplement til den traditionsrige P3 Guld lavede et P4 Guld, der hyldede den mere etablerede musik frembragt af musikere over 30-40 år. Begivenheden skulle være et korrektiv til P3 Guld. For hvis man sidste år sad foran tv-skærmen og så P3 Guld uden at kende noget som helst til dansk pop, rock og hip hop, kunne man risikere at komme til at tro, at alle danske musikere er unge og allerhøjst har udgivet to album i deres korte liv.

De voksne og ældre musikere var i hvert fald ikke inviteret med til festen.

Man kunne også sige det med lidt andre ord: Næsten ingen musikere når at blive voksne, modne eller gamle, for langt de fleste – med få, autenticitetsprofilerede undtagelser – bliver nådesløst udslettet af mediernes glemselsmaskine på deres 35 års fødselsdag. Næsten ingen bands eller solister når af samme årsag at udgive mere end fem-seks eller for den sags skyld otte-ni album i deres liv.

Kun få af dem når at frembringe musik, der klinger af erfaring, levet liv og eksistentiel tyngde, og kun få af dem når at blive det, som man kalder veteraner. Jeg spørger mig selv: Er det sådan, vi gerne vil have det i dansk musikliv?

Vi mangler nogle mediepersoner i tv, radio og i aviser og dagblade, som tager ansvar for en musikkultur, der i højere grad anerkender musik frembragt af voksne. Vi mangler nogle kultur- og musikpolitikere, som i højere grad anerkender betydningen af at have kunstnerisk vægtig musik frembragt af voksne musikere. Og vi mangler nu også nogle flere voksne musikere, der som Trine-Lise Væring selv vil blande sig i debatten og fortælle om, hvor marginaliseret man let kan komme til at føle sig som seriøs musiker, der ikke længere har sit debutalbum som sin eneste bedrift.

Voksenkulturen er de for resten meget bedre til at dyrke i Sverige: Bare se på den succes som Thåström – der er på alder med Sanne Salomonsen – lige nu har med sit aktuelle album. Her bliver der lyttet, fordi musikken er vedkommende og nærværende. Og ingen taler om hans alder – for den er komplet irrelevant, netop sådan som det bør være: Værket kommer før kunstneren.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Voksenkulturen er også langt mere uproblematisk i amerikansk musik, hvor det at have solid erfaring rent faktisk bliver opfattet som et plus.

Kunne det begynde at blive sådan herhjemme – er der mod og vilje til det, Mediedanmark?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce