Lørdag aften oplevede jeg den sidste af de tre koncerter i DR Koncerthuset med sangeren og sangskriveren Oh Land, hvor hun optråde som solist med henholdsvis et backingband, DR UnderholdningsOrkestret og DR PigeKoret.

Det var en medrivende aften, som gjorde det klart for mig hvilken demokratiserende kraft kunst udfoldet i eventyrlige rammer egentlig kan være, og hvor velgørende – intet andet end lige netop velgørende – en gennemarbejdet koncert som denne kan være.

Gennem nogle år har DR UnderholdningsOrkestret arbejdet med udenlandske og danske kunstnere med en særlig interessant profil og med et repertoire, der egnede sig til at blive udsat for symfoniorkester. Det begyndte allerede i det gamle Radiohus med et samarbejde med Under Byen, og siden har fulgt samarbejder med blandt andre Thomas Dybdahl, Anthony & The Johnsons, Choir Of Young Believers og nu altså senest Oh Land.

Denne koncertform har vist sig at være formidabel i sin evne til udfordre og stimulere både kunstnerne, orkestermusikere og publikum, og den har gjort det klart, at selv om modsætningerne mellem ’klassisk’ og ’rytmisk’ musik er åbenlyse rent institutionelt, forsvinder de som dug for solen, når musikken først spiller. Især når det som i går blev gjort med et friskt udseende symfoniorkester, der klogeligt havde nedtonet den klassiske fremtoning ved at spille uden dirigent, og som så ud til at nyde at dele scenen med rock- og popmusikere.

Men det handler ikke kun om musikken, også om måden den formidles på. Her har Jean Nouvels smukke og heldigvis ikke alt for finkulturelle koncertsal vist sig at være genial på den måde, at det er en sal, hvor publikum altså sidder hele vejen rundt om scenen, altså i en cirkel på 360 grader. Det kan sikkert føles lidt uvant for musikerne at blive kigget i nakken, og det kan føles akavet for solisterne at skulle sørge for jævnligt at vende sig rundt mod alle verdenshjørner for at se deres publikum.

Men det har den enorme fordel, at alle blandt publikum – 1800 personer, når der er udsolgt – rent faktisk kan se hinanden og fornemme hinandens tilstedeværelse. De kropslige og undertiden også følelsesmæssige reaktioner på musikken hos publikum over alt i salen kan rent faktisk registreres af alle andre.

Efterhånden som koncerten skrider frem, og efterhånden som oplevelserne sætter sig mere og mere i kroppen – og her taler jeg ikke kun om koncerten i går – kommer publikum ganske enkelt til mere og mere ikke blot at ligne, men også være en enhed. Ikke blot det sædvanlige forestillede kulturfællesskab, men derimod et reelt fællesskab, hvor følelsen af at være sammen med andre om noget meningsfuldt skaber synergi med den oplevede musik og, når musikken og scenografien ellers fungerer, får taget til at løfte sig. Nøjagtigt som det også skete lørdag aften.

Når Koncerthuset store sal bruges bedst, skaber den betingelser for et uventet sammenhold mellem kulturforbrugere, et uventet fællesskab om den pågældende kunstneriske oplevelse. I den forstand er salen et demokratiserende rum, hvor personer, der ellers intet har til fælles, rent faktisk får det – og hvor alle på tværs af generationer og sociale skel bliver mindet om, at de deltager i denne begivenhed her og nu sammen, også selvom de måske ikke nogensinde kommer til at møde hinanden igen.

Salen er også et demokratiserende rum i den forstand, at billetpriserne til i hvert fald en stor del af koncerterne er ganske, ganske rimelige. Havde man 150 kroner på lommen, og var man ude i god tid, kunne man have fået adgang til koncerten lørdag aften. Altså en billetpris, som jeg vil mene næsten alle har råd til, hvis de ellers prioiterer det højt nok.

Det er en virkelig god strategi fra DR’s ikke at sælge billetter til den pris de rent faktisk kan sælges til ud fra en almindelige kommerciel efterspørgselskalkyle, men derimod til en pris, som gør det muligt for danskere i alle samfundslag at få råd til at opleve både god musik og den særlige koncertsal live. Public service når det er allerbedst, kort sagt.

Kulturpolitisk og oplevelsesmæssigt er DR’s stor koncertsal på vej til stille og roligt at få betydning som et rum, hvor koncerter er mulige på en måde, der på nær få teaterrum i landet er unik herhjemme. Det har igen først og fremmest at gøre med publikums placering i en 360 graders radius. Det er ganske enkelt ikke noget der er muligt at gøre i langt de fleste koncerthuse, kongreshaller med meget mere.

Danmark er begavet med mange velfungerende og fine spillesteder og koncerthuse. Men næsten alle er de – deres indbyrdes forskellighed til trods – udstyret med et traditionelt koncertrum, hvor der er lige stolerækker i massevis placeret vandret med scenen på gulvet og lodret med scenen på balkonen. Eller der er placeret en scene langs den ene endevæg og så ellers et stort gulv, som publikum kan stå klumpet sammen på. I begge tilfælde ser alle i samme retning, og ingen ser på hinanden.

Koncertformen bliver i den klassiske musikverden udfordret i disse år med flere tiltag i retning af at nedtone de gængse vaner, blandt andet med den hensigt at afformalisere koncerternes ellers noget ritualiserede form. Den rytmiske musikverden har ikke i samme grad fulgt trop – her er koncertformen fortsat påfaldende ens, næsten uanset hvilken genre man befinder sig inden for.

Men i begge tilfælde må DR Koncerthusets succes med 360 grader-formatet få koncertarrangører og spillestedsledere landet over til at overveje hvordan man kan arbejde for at skabe endnu bedre betingelser for, at folk rent faktisk får ikke blot en stor musikalsk, men også en stor social oplevelse.

For hvis de får det, kommer de ikke blot igen næste gang. Den demokratiserende funktion ved koncerten som fænomen bliver desuden styrket. Og som social begivenhed kan koncerten derved få en måske endnu mere grundlæggende betydning som bogstavelig talt et sted, hvor modsætninger mødes, og sød musik opstår.