Kvotér mig, jeg er mand!

50 procentskvoter for kvindelige, rytmiske musikere er værd at overveje.

Henrik Marstal

Lad mig allerførst slå tre ting fast: 1) Rock- og popkulturen har altid været mandsdomineret på scenen såvel som bag ved den. 2) Der er kommet rigtig meget god, meningsfuld musik ud af denne mandsdominerede virkelighed. 3) Ingen har haft nogen aktiv interesse i at holde kvinderne ude af musikverdenen.

Mange vil sikkert tænke: 1) ”Ja – og hvad så?”; 2) ”Helt enig.” og 3) ”Nej, nu du siger det.” Og mange vil tilføje, at en skæv kønsfordeling i det rytmiske musikliv derfor ikke er noget problem, for kvinderne kan da bare selv komme, hvis de vil! Men hvorfor kommer de så ikke i samme grad som mændene? Og hvem prøver vi at hjælpe; kvinderne, mændene eller musikken?

For læsere uden for musiklivet kan dette indlæg snildt læses som et relevant supplement til eller perspektiv på debatten om kønskvotering i erhvervslivet. For læsere med interesse i musiklivet er der ingen undskyldning for ikke at læse videre.

Der kræves et realitytjek af måden hvorpå kvindelige, rytmiske musikere omtales på i medierne; det var hvad jeg skrev forleden dag. I dette indlæg vil jeg afrunde mit bidrag til debatten om køn og musik ved at tematisere en anden problemstilling, jeg finder omtrent lige så væsentlig at udfolde.

Er det nemt? Nej, men det er nødvendigt, og roden stikker dybt. I sidste uge blev udvalgsrapporten ’Kønsbalancen i rytmisk musik’ offentliggjort, og den viser, at kun en femtedel af de skabende og udøvende musikere samt branchefolk er kvinder. Og nylig offentliggjorte tal fra ORA – Organisationen af Rytmiske Amatørmusikere – viser, at kun hver tiende medlem af landets øvelokaleforeninger er en kvinde.

Det kunne tyde på, at pigerne og kvinderne bare ikke rigtig er motiveret til at spille musik på de betingelser, som gælder for rytmisk musikudøvelse. Såvel øvelokalekulturen som uddannelsessystemet er totaltdomineret af mænd og den mandehørm, der følger af det. Og sådan har det måske altid været.

Et eksempel på denne kønsmæssige selvforståelse giver Helen Reddington i sin bog The Lost Women of Rock Music fra 2007. Hun tematiserer her hvordan det i Englands punkepoke var et stort problem for kvindelige musikere, at bandet som institution var og blev unge mænds territorium. For kun de – og ikke kvinderne – havde tilsyneladende ret til udtrykke deres oprørstrang gennem musikfrembringelse.

Reddington citerer blandt andet et læserbrev fra 1976 bragt i musikmagasinet Sounds, hvori en ung kvinde beklager sig over, at hun ønsker at spille bas i et band, men at ingen er interesseret i at tage hende ind på grund af hendes køn. Det er svært at forestille sig det samme ske eller komme til at ske for en mandlig bassist.

Kønsbalancen er skæv, men hvad er konsekvenserne heraf? Jeg tror der er flere. Dels går det rytmiske musikliv og dermed musikforbrugerne glip af en meget stor talentmasse af kvindelige musikere, som alle opgiver før de overhovedet er kommet i gang. Dels går der – i hvert fald nogle gange – regulær drengerøvsklub i den, hvor musik lavet af mænd for mænd om mænd bliver favoriseret på bekostning af musik lavet for alle mennesker.

Og dels bliver den løbende udveksling mellem kønnene, som andre kunstarter kan trække på og hente dynamik fra, hindret i at udfolde sig, hvilket ikke ligefrem er til gavn for den kunstneriske mangfoldighed. Den nuancering og kvalificering af det skabende og udøvende aspekt, som flere kvinder ville kunne tilføre, er slet ikke i tilstrækkelig grad til stede. Dermed er kønsbalancen i sin nuværende form faktisk til skade for musiklivet såvel som for dets aftagere – forbrugerne.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lad os kigge på en oplagt parallel i erhvervslivet. Kvoter skal der til i børsnoterede bestyrelser, hævdede erhvervskvinden Stine Bosse i en artikel i Politiken den 29. februar. Hun er bestyrelsesformand for malingproducenten Flügger og den eneste kvindelige af slagsen i de 52 største børsnoterede danske virksomheder. Disse virksomheder har i gennemsnit knap 15 procent kvinder i bestyrelserne, hvoraf knap 9 procent er valgt ved generalforsamlinger, mens de resterende 6 procent er medarbejderrepræsentanter.

Mens ligestillingsminister Manu Sareen (R) ifølge artiklen ikke vil lægge sig fast på om kvoter er det rigtige, er Stine Bosse altså ikke i tvivl. Hun ønsker, at Danmark skal følge trop med Norge, Frankrig og flere andre europæiske lande ved at lovgive om kvoter. For flere studier påpeger, at ”det er den forskellighed, kvinder og mænd bringer ind, der hæver kvaliteten af bestyrelsesarbejdet.” Og som en norsk forretningskvinde har sagt det, er kvoter en accelerator for handling, for erfaringerne viser, at de er en genvej til hurtigere mangfoldighed.

Politikens Trine Ross anmeldte for nogle uger siden udstillingen ’Avantgardens kvinder’, der vises for tiden på Louisiana. I anmeldelsen anerkender hun den høje kvalitet, som disse kvinders kunst havde, og hun slutter sådan: ”Det er altså ikke kunsten, det er galt med, men åbenbart kønnet. Og det er beskæmmende. Og meget sørgeligt, fordi det har betydet, at vi i årtier ikke har oplevet den kunst, der vitterlig er at opleve. Hvad mon vi mere går glip af?”

Ordene om erhvervsbestyrelser og avantgardekunstnere kunne sagtens være sagt om det kønsdecimerede, rytmiske musikliv. For her handler det om at skabe bedre betingelser for en mere rummelig og inkluderende musikundervisning og skabe en mere åben tilgang til hvordan vi overhovedet taler om musik.

Og det handler om hvordan vi får et musikliv, hvor alle, der har lyst, kan deltage uafhængigt af fordomme og ekskluderende mekanismer.For hvem ved, måske en mere kønsneutral, musikalsk praksis også vil åbne for nye muligheder for de fyre/mænd, der heller ikke føler sig på bølgelængde med de traditionelle koder.

Som jeg ved en tidligere lejlighed har nævnt det, må vi have en rekrutteringspraksis, der inkluderer alle uanset køn. Vi må gøre hvad vi kan for at give flere piger mulighed for at gå ind i musiklivet, hvis de føler lyst til det. Ansvaret er vores, alle os der til daglig arbejder med rytmisk musik, ikke mindst i uddannelsessystemerne. Men ansvaret er også musikbranchens, ansvaret er mediernes, og ansvaret er bestemt også politkernes og embedsmændenes.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kulturminister Uffe Elbæk (R) har sat den skæve kønsfordeling på dagsordenen i sin nye musikhandlingsplan. Jeg tvivler dog stærkt på, at det er tilstrækkeligt med gode hensigter. Der må mere handlingsrettede metoder til – og her melder kvotetanken trods dens ulemper sig som en hjælp. På de videregående musikuddannelser og tilhørende forberedelseskurser bør vi i en forsøgsperiode på tre-fem år indføre kønskvotering, sådan at 50 procent af alle optagne skal være kvinder. Halvtreds procent, sagde jeg – ikke mindre.

Det skal ikke være for kvindernes skyld, men for musikkens skyld. Og for mangfoldighedens og innovationens skyld. Og hvem ved, måske det så slet ikke i samme grad bliver nødvendigt længere at tale om køn i forbindelse med rytmisk musik?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce