Ekstra Bladet stinker af billig mandeparfume

Det er næsten ikke til at tro, at Ekstra Bladet nægter at tage et moralsk medansvar for tvangsprostitution og trafficking, når avisen henrykt annoncerer for sexkøb for omkring 50 millioner kroner årligt.

Henrik Marstal

Så tager vi den én gang til for en (heteroseksuel?) mandsperson ved navn prins Knud: Ekstra Bladets sexkøbsannoncer, som jeg skrev om i mit seneste blogindlæg fra den 22. maj, dækker med stor sandsynlighed over både handlede kvinder og mindreårige. Derfor bør annoncerne forbydes – eller som minimum underlægges klare, restriktive krav angående hvad og hvem der annonceres for. Og staten bør i den forbindelse grundigt overveje hvorvidt den årlige mediestøtte til avisen på omkring 10 millioner kroner bør inddrages, indtil det kommer til at ske.

I går aftes deltog jeg i en debat i DR 1’s Aftenshowet, hvor jeg diskuterede pointerne i mit indlæg med Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen. Jeg refererede blandt andet til en situation fra 2006, hvor Fagbladet 3F indrykkede en række fiktive annoncer i Ekstra Bladet for purunge, handlede kvinder. En af dem var en litauisk ”sexprinsesse” ved navn Tanya.

Her er et uddrag af samtalen mellem annoncesælgeren og den journalist, som indrykkede annoncen: ”– Hvad så hvis hun ikke er 21, spørger Fagbladet 3F’s journalist. – Hun kan jo være 25, foreslår annoncesælgeren. – Hun er jo ikke 21, gentager journalisten. – Det ved jeg ikke noget om. Det må du jo vide, svarer annoncesælgeren. – Hun er kun 19, siger journalisten så. – Hvis du indikerer, at hun er under 21, så vil vi ikke optage annoncen, fastslår annoncesælgeren, der i øvrigt flere gange hjælper journalisten med at finde en velegnet formulering, som kan passere Ekstra Bladets filtre.”

De to blev dog enige om at ikke at skrive Tanyas alder, men journalisten fik til gengæld med i annoncen, at hun vejede 43 kilo – en vægt, man normalt kun har, hvis man endnu ikke er en voksen kvinde. Altså en vægt, der passede sig godt for forestillingen om en ”sexprinsesse” – og for en mindreårig, forstås. Annoncen blev i øvrigt bragt i avisen over flere dage og påkaldte sig et meget stort antal telefonopkald, hvoraf de fleste ifølge artiklen blev indledt med spørgsmålet: Hvor gammel er du?

Bemærk, at annoncesælgeren ifølge artiklen på intet tidspunkt forholdt sig moralsk til hvad han hørte eller så. Man forstår hvorfor: Det var ikke en del af vedkommendes instruks. For den handlede blot om at sælge annoncer for enhver pris. Men da den daværende ansvarshavende chefredaktør, Bent Falbert, blev konfronteret med fake-annoncen og annoncesælgerens kreative bidrag, måtte han alligevel medgive, at han rent faktisk ikke var klar over, at avisen fulgte denne praksis. Så lidt styr var der i hans tid på tingene. Moralsk forsvarligt? Afgjort ikke!

Under udsendelsen i går forsvarede Poul Madsen på trods af denne historie avisens annoncer med den samme, tamme papegøje-udtalelse, som Bent Falbert i sin tid konstant anvendte, når talen faldt på annoncerne: ”Vi følger blot dansk lovgivning.”

Det udtalte han til trods for, at det er kendt hvordan især handlede kvinder dagligt er udsat for fysisk/psykisk vold og dummebøder fra deres alfonser foruden trusler om fysisk vold mod deres nærmeste i hjemlandet, først og fremmest deres egne børn. Men nej: Sexslaveri (typisk med handlede kvinder/teenagepiger) og tvangsprostitution (typisk med narkoprostituerede) er to afskyelige fænomener, som Poul Madsen nægter at tage et medansvar for foregår. Der er jo gode penge i annoncelortet, lader ræsonnementet til at være, så hvad er problemet?

Da jeg fremførte det moralske dilemma i, at avisen bragte disse dubiøse annoncer, samtidig med at den blev blåstemplet af staten ved at modtage 10 millioner kroner årligt i statsstøtte, slog chefredaktøren selvsikkert en lille latter op og replicerede, at de penge kunne avisen da sagtens undvære. En oplysning, som Folketingets medieordførere utvivlsomt vil finde interessant, og som hermed er givet videre.

Poul Madsen fremførte også den pointe, at avisen kunne leve uden de omkring 50 millioner kroner årligt i indtægter fra sexkøbsannoncerne – en oplysning, som både avisens medarbejdere og ejere må finde interessant, nu hvor dens oplagstal ifølge fagbladet Journalisten er faldende, og nu hvor samme blad for nogle uger siden kunne berette om en større sparerunde på avisen, der netop er sat i værk.

I udsendelsen fremførte jeg også den konstruktive pointe, at netop Ekstra Bladet i modsætning til stort set alle andre i sexindustrien rent faktisk har en enestående mulighed for at komme området til livs ved at begynde at påtage sig et moralsk ansvar for industriens kriminelle tendenser. For avisen har jo daglig kontakt med rufferne, altså bagmændene, når de henvender sig med deres annoncer. Avisen har altså mulighed for selv at tage affære og sætte mere restriktive betingelser op for hvordan der bør annonceres.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Desværre affejede Poul Madsen den mulighed som ren og skær blødsødenhed. Det var ganske enkelt ikke avisens opgave, hævdede han. Hans argumentet var, at vi jo også køber chokoladeprodukter, hvor vi principielt ikke kan vide hvorvidt der har været børnearbejdere involveret. Well, når man argumenterer på den måde, har har man i hvert fald fuldkommen fralagt sig ethvert ansvar for noget som helst. Og om verden bliver et bedre sted eller ej med Ekstra Bladets eksistens – det er noget, der åbenbart angår avisen selv mindst af alt.

Lad mig til sidst fremlægge tre facts fra debatten, som jeg i kort form nåede at fremføre, og som giver et indtryk af hvor god grund der er til at den nu er oppe at vende igen:

For det første: I 2011 problematiserede Pernille Vigsø Bagge (SF) sammenhængen mellem Ekstra Bladets mediestøtte og hvad hun kaldte avisens rufferilignende virksomhed. I 2009 gjorde B.T. opmærksom på sagen ved at stille stort spørgsmålstegn ved hvorvidt Ekstra Bladet rent faktisk bedrev rufferi med annoncerne for prostitution. I 2006 foreslog SF’s formand Villy Søvndal, at man pålagde aviser, der solgte sexannoncer, et krav om dokumentation for hvem annoncerne vedrørte. Og i 2002 anmeldte Kvindeligt Samfund Ekstra Bladet for rufferi, uden at de dog fik avisen dømt.

For det andet: I 2006 valgte Den Blå Avis, efter at den gennem nogle måneder havde bragt sexkøbsannoncer, at trække sig helt ud af markedet. Det skete i kølvandet på Tønder-sagen, som fik ledelsen til at vurdere, at det ikke var forsvarligt at bringe disse annoncer, når såvel annoncørernes som de prositueredes baggrund tilsyneladende var fuldkommen umulig at gennemskue.

For det tredje: I 2006 dokumenterede Fagforeningen 3F, at to rufferidømte bagmænds aktiviteter havde været 100 procent afhængige af, at de havde kunnet annoncere i rigt mål i Ekstra Bladet.

Hvad jeg ikke nåede at fremføre i udsendelsen, var det faktum, at FN placerer Danmark i kategorien "høj" på listen over destinationer for ofre for menneskesmugling. Måske det var endnu en årsag til, at Ekstra Bladet burde forholde sig lidt mere ydmygt til virkeligheden omkring avisen?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tilbage er der kun at sige: Ekstra Bladet er en tragedie i dansk presse. Føj for pokker, hvor den avis dog stinker af billig mandeparfume. Dens ædle forehavender om ‘at gå magthaverne imod’ og ‘tale den lille mands sag’ er og bliver komplet hykleriske, så længe den sætter annonceindtægter højere end menneskeliv. En skruppelløs, amoralsk avis med en virkelig dårlig sag.

Er det en situation, som avisens ejere kan blive ved med at lukke det ene øje for? That is the question.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce