Klangen af en åndsaristokratisk loge

Hetzen mod det klassiske musiklivs eksperimenterende koncertformer er uklædelig, og den gavner ingen, ikke engang hetzens bannerfører, Politikens egen Thomas Michelsen.

Henrik Marstal

Det er som om debatten om den klassiske musiks status aldrig stopper. Sidste efterårs debat om hvordan og hvorfor landsdelsorkestrene skal støttes, var heftig og intens. Den involverede både brancheaktører og kulturpolitiske ordførere, og de heftige forsvar for uændret støtte til landsdelsorkestre og basisensembler bragte undertiden så bedagede og floskelagtige argumenter til torvs, at man måtte undre sig.

Først da kulturminister Uffe Elbæks musikhandlingsplan i februar blev præsenteret, og det viste sig, at de statslige støttebeløb til orkestrene rent faktisk forblev intakte, ebbede de skingre debattoner ud.

Men ikke længe. For Politikens klassiske musikredaktør Thomas Michelsen ønsker åbenbart at polemisere mod tiltag, der begrundet og respektfuldt stiller spørgsmål ved den klassiske musikinstitutions vaner og normer. Det fremgår af hans anmeldelse i forrige weekend af DR SymfoniOrkestret og DR KoncertKorets opførelse af Brahms’ Ein deutsches Requiem med legenden Herbert Blomstedt som dirigent.

I anmeldelsen benytter Michelsen lejligheden til at hævde, at hvor DR’s ypperlige kor og orkester præsenterer den rette musik i de rette omgivelser, træder et andet københavnsk orkester, landsdelsorkestret Sjællands Symfoniorkester, helt ved siden af. Han skriver: ”En konkurrent som Sjællands Symfoniorkester er i gang med at løse den klassiske musiks problem ved at prioritere form over indhold.”

Michelsen uddyber dog ikke udsagnet og skriver hverken hvordan denne prioritering udmønter sig, hvor længe den skulle have fundet sted, eller hvad argumenterne er for, at det overhovedet skulle forholde sig sådan. I stedet tilføjer han som en slags forklaring: “Men de har fat i et problem, der ikke eksisterer. Der er masser af klassiske koncerter. Hver evig eneste uge. Og der er masser af publikum til koncerterne.”

Sætter Sjællands Symfoniorkester “form over indhold”, fordi der skulle være masser af publikum til masser af klassiske koncerter i det hjørne af landet, der hedder Storkøbenhavn? Svaret ville blæse i vinden, hvis ikke man var klar over, at Michelsen i efteråret var stærkt skeptisk over for koncertkonceptet 60 minutes, som netop dette orkester lancerede i den forgangne sæson.

Under den meget lidt appetitvækkende overskrift ’60 minutes of shit’ skrev Michelsen i efteråret en klumme i avisen, hvor han stillede sig afvisende over for konceptet, vel at mærke på et tidspunkt, hvor blot én af fem programsatte koncerter var løbet af stablen.

Konceptet bestod af en række tematisk orienterede koncerter, opdelt i et tredelt forløb med opvarmningskoncert, hovedkoncert og nachspiel med klassisk musik-DJ og bar. Hertil kom, at man kunne købe mad før koncerten og altså få en god, lang temaaften i den klassiske musiks tegn fremfor blot en traditionel koncert.

Jeg var af orkesterchef Uffe Savery selv inviteret med i den arbejdsgruppe, der udtænkte konceptet for 60 minutes-koncertrækken. Og jeg mener, at vi fik skabt et godt og bæredygtigt bud på en alternativ koncertform, som havde flere fordele: 1) den ville kunne præsentere klassisk musik på nye, spændende og uventede måder; 2) den ville være en platform for kreative møder mellem den klassiske musikinstitution og andre musikformer som fx tango, klezmer, electronica og pop; 3) den ville med sin mere uformelle karakter kunne tiltrække et alternativt publikum til gavn for både orkestret, publikum selv og koncertlivets generelle dynamik i hovedstadsområdet samt 4) den ville kunne være et konstruktivt bidrag til den løbende debat om den klassiske musikforms formidlingsmuligheder.

At konceptet skulle få nogle begyndelsevanskeligheder, sådan som det rent faktisk fik ved et par af koncerterne (inklusive den anførte, som Michelsen var til stede ved), var noget vi alle var forberedte på. Vi var til gengæld lidt mindre forberedte på musikkritikere, der enten forholdt sig nådesløst afvisende til konceptet eller ganske enkelt ignorerede det, ligesom de tilsyneladede ignorerede den debat om den klassiske musikinstitutions status i det 21. århundrede, som 60 minutes var det hidtil mest ambitiøse indlæg i. Vi troede, at der ville blive lyttet noget mere, og lyttet mere åbent.

Politiken bragte i sidste uge et debatindlæg af ensemblechef Erik Kamp Hansen, hvori han blandt andet reflekterede over den klassiske musikinstitutions markante tab af flyvehøjde gennem de seneste årtier. Han bemærkede her: ”Der er for mig ingen tvivl om, at den gammeldags koncertform har overlevet sig selv, og den opfattelse er jeg heldigvis ikke ene om. I masser af orkestre og ensembler gør man sig store anstrengelser for at finde en mere tidssvarende ramme.” Og han tilføjede: ”Man skal forstå, at publikum til klassiske koncerter ikke længere automatisk suppleres gennem en fødekæde af yngre koncertgængere.”

At koncertformen langt hen ad vejen har overlevet sig selv, har blandt andet at gøre med dens meget lidt oplevelsesvenlige måde at fungere på: Det hele fungerer primært på udøvernes præmisser, og publikum, det billige skidt, befinder sig nederst i hierarkiet (Gud nåde og trøste den ulykkelige, der kommer til at hoste én gang for meget, eller hvis mobiltelefon kommer til at give et forrædderisk bip fra sig. Gud nåde og trøste den tøjlesløse, der i ren eurfori klapper ad musikerne mellem to satser. Og Gud nåde og trøste den stakkel, der kommer blot 30 sekunder for sent. For så ER dørene lukkede).

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men der er stor risiko for, at debatten om koncertformen fortsat vil blive tiet ihjel af parnasset. For som Erik Kamp Hansen også gør opmærksom på, vil der i landets to største byer endnu i nogle år være hvad han polemisk kalder ”en tilstrækkelig talstærk loge af åndsaristokrater til at kunne udgøre et alibi for fortsat intet at foretage sig.”

Mit samarbejde med Uffe Savery i arbejdsgruppen bekræftede mig i flere ting. For det første, at Sjællands Symfoniorkester i ham har en chef, der tager den klassiske musikinstitutions udlevede konservatisme alvorligt som et problem, der kan risikere at true institutionens muligheder for at være tidsvarende. For det andet, at hans mission er at gøre sit orkester relevant for et mangfoldigt publikum langt ud over den omtalte loge blandt andet ved at eksperimentere med måden at præsentere og formidle koncerterne på.

For det tredje, at han ikke kunne drømme om at støde kernepublikummet fra sig ved at sætte de traditionsrige abonnementskoncerter over styr, der fortsat udgør hovedparten af orkestrets koncerter. Og for det fjerde, at han naturligvis heller aldrig kunne drømme om at sætte ”form over indhold”, sådan som Michelsen kritiserer orkestret for. For i så fald ville det slet ikke være i stand til at tiltrække så mange gode dirigenter og musikere, som det har gjort i de seneste år – heriblandt den norske koncertmester Jon Gjesme, der kommer fra en tilsvarende stilling i Det Kgl. Kapel.

Det er derfor, at Michelsens hetz mod orkestrets dispositioner i almindelighed og debatten om den klassiske musikinstitutions fremtid er upassende, ikke mindst for en person i hans fremskudte position i det klassiske musikliv. Michelsen burde hellere glæde sig over, at ikke alle symfoniorkestre forsøger at gøre det samme hele tiden. Han burde glæde sig over, at der findes orkestre, som gør en ihærdig indsats for at tiltrække andet end det klassiske kernepublikum, til gavn for den kulturelle mangfoldighed på alle tænkelige niveauer.

Og han burde glæde sig over, at der findes orkesterchefer, ensembleledere, festivalarrangører og musikere, der har modet, lysten og kræfterne til på konstruktiv vis og i kunstens navn at eksperimentere med koncertformen og dermed udfordre konventionerne og vanerne, også selvom der af samme årsag ryger et par finker af panden i ny og næ.

”Den tilstrækkeligt talstærke loge af åndsaristokrater” er et dækkende, om end ikke særlig flatterende udtryk for den snobbede ende af det klassiske musikpublikum, der ikke ønsker forandringer af koncertformen, fordi de opfatter dens konventioner som værende hellige og givet af institutionen selv. Men ingen konventioner er hellige.

For også de er underlagt fuldt ud rimelige krav om forandring og tilpasning for også i det 21. århundrede at kunne sikre den klassiske musikinstitutions rolle som en seriøs, samtidig kulturbærer, der tager et medansvar for kunstens betydning og funktion i samfundet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg håber og beder til, at Michelsen ikke uforvarende ender med at blive præsident i denne loge, sådan som han lige nu bejler til. Det ville være problematisk for det klassiske musiklivs forandringspotentiale. Det ville være forstemmende for ånden på Politiken. Og det ville være så ærgeligt for Michelsen selv, der derved kun opnår at fremstå som en holbergsk Jeronimus, mistænksom over for alt, der ikke er som det plejer. Hvorfor ikke hellere fremstå som en visionær musikredaktør i stedet, der tager et positivt og indsigtsfuldt medansvar for den klassiske musikinstitutions fremtid?

Og 60 minutes-konceptet? Jo, det fortsætter fortrøsningsfuldt i den kommende orkestersæson. God fornøjelse til alle, der kommer til at opleve det.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce