Det har været lidt af en oplevelse at gå rundt på dette års Roskilde Festival og betragte det publikum på festivalen, som forleden blev hyldet på Politikens lederplads som et publikum, der skabte dynamik ved hjælp af fællesskab frem for ulighed. Men det er nu engang et publikum, der ved Gud ikke kan kaldes andet end helt ualmindeligt almindeligt – så enormt et fravær af ulighed kan der nemlig spores.
Og da publikum i modsætning til for 10-15 år siden ikke længere har nogen udenlandsk profil af betydning – i landets største byer hører man betydeligt mere arabisk, tysk, engelsk, tyrkisk, fransk og spansk på gaden end på Roskilde Festival anno 2012 – er det altså et altovervejende etnisk dansk publikum, vi taler om. Ganske vist forsøger konferencierne med deres valbyengelske annonceringer at give indtryk af noget andet, men i virkeligheden kunne de lige så godt spare sig og bare tale pæredansk.
