Hvad så, "Hvad så, Roskilde!"?

Roskilde Festival havde i 2012-udgaven det mest almindelige publikum man kan forestille sig. Men det er et publikum, hvis musikalske nysgerrighed giver festivalen sin drivkraft.

Henrik Marstal

Det har været lidt af en oplevelse at gå rundt på dette års Roskilde Festival og betragte det publikum på festivalen, som forleden blev hyldet på Politikens lederplads som et publikum, der skabte dynamik ved hjælp af fællesskab frem for ulighed. Men det er nu engang et publikum, der ved Gud ikke kan kaldes andet end helt ualmindeligt almindeligt – så enormt et fravær af ulighed kan der nemlig spores.

Og da publikum i modsætning til for 10-15 år siden ikke længere har nogen udenlandsk profil af betydning – i landets største byer hører man betydeligt mere arabisk, tysk, engelsk, tyrkisk, fransk og spansk på gaden end på Roskilde Festival anno 2012 – er det altså et altovervejende etnisk dansk publikum, vi taler om. Ganske vist forsøger konferencierne med deres valbyengelske annonceringer at give indtryk af noget andet, men i virkeligheden kunne de lige så godt spare sig og bare tale pæredansk.

I festivalens lidt yngre dage var publikum præget af skøre, bramfri, ekstatisk glade og opfindsomme individer, som med deres påklædning, bannere eller handlinger konstant mindede alle andre om, at verden kunne være ganske, ganske anderledes, og at alt i virkeligheden var muligt. Dengang kunne man som festivaldeltager i dagevis bagefter gå rundt med vidt forskellige indtryk i hovedet efter at have oplevet hvor vidunderligt vanvittige mennesker kunne være, når rammerne blot gav mulighed for det.

Men her umiddelbart efter at Roskilde Festival 2012 er overstået er det mig komplet umuligt at huske hvordan nogen blandt publikum egentlig så ud – dertil var de alt, alt for almindelige at se på. Især fyrenes påklædning (sneakers, jeans og poloshirt/t-shirt/hættetrøje en masse) og deres næsten identiske frisurer gør dem så ens, at man umuligt ville kunne kende forskel på dem, hvis man mødte dem til en fest. Behovet for at skille sig ud fra mængden er tæt på at være ikke-eksisterende også blandt Roskilde Festivals gæster. I sig selv nærmest tragikomisk i forhold til lederskribentens ytringer om, at fællesskab og ikke ulighed skaber dynamik.

Og hvor publikum dog opførte sig forudsigeligt: Selvom festival burde rime på vanebrydning, foretrak alle eksempelvis så langt den mad de i forvejen plejer at indtage. Derfor var køerne længst til burger- og pølseboderne. Og jeg bemærkede, at noget så hverdagsdansk som flæskestegssandwich kunne fås nærmest overalt. Desuden indtog publikum troligt, vedvarende og uden at brokke sig den ufatteligt kedeligt smagende, tynde Tuborg i fadølsversionen, som danskere gennem generationer jo er blevet opdraget til skulle være den bedste øl i verden.

På festivalen var det nærmest praktisk umuligt at købe andet øl end Grøn Tuborg på fad, hvis man ser bort fra de salgssteder, som i deres uendelige kulturelle mangfoldighed også solgte Tuborg Classic på dåse. Det hele minder unægtelig om den gamle Storm P.-tegning, hvor en mand sidder og stempler hele dagen, og nogen spørger ham: ”Bliver det ikke lidt kedeligt?”, hvortil han glad svarer: ”Ork nej, jeg har to stempler!” Spørgsmålet er om dette ølmonopol gavner nogen med dets forstemmende præg af konformitet og dets tilbud om smagsoplevelser af tvivlsom kvalitet.

Det medvirker ikke ligefrem til øge mangfoldigheden på festivalen, at andelen af danskere med anden etnisk baggrund fortsat er forsvindende lille. Det kan skyldes, at kodekset for hvordan danskere typisk fester er et altafgørende parameter for om man deltager eller ej. Eller det kan skyldes, at festivalarranghørerne ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på at gøre noget særligt for at tiltrække danskere med anden etnisk baggrund ved at tilbyde mad, musik og aktiviteter relateret til de kulturer, som i forvejen angår danskere med eksempelvis tyrkisk, pakistansk eller bosnisk baggrund.

Uanset hvad er det en problemstilling, der – som jeg fremførte i en ophedet debat her i avisen i kølvandet på Roskilde Festival 2010 – ikke harmonerer med det image, festivalen gerne vil give af sig selv som værende fremme i skoene i forhold til kulturel mangfoldighed. Og afstanden mellem festivalen og så de mange kulturinstitutioner herhjemme, der aktivt arbejder for at skabe en etnisk publikumsprofil svarende til den reelle sammensætning blandt danskerne – ja, den afstand bliver blot større for hvert år der går. På dette område sakker Roskilde Festival mere og mere bagud.

Oven på forårets store debat om publikums larmen og snakken under koncerter, som blev påbegyndt i Politiken, og som jeg også tidligere har blogget om, var festivalens tiltag mod dette problem imødekommet med en vis forventning. I dagene op til festivalen blev det annonceret, at der før koncerterne ville være remindere til publikum om ikke at snakke undervejs, nogenlunde som når man i teatre og biografer inden forestillingen beder folk om at slukke deres mobiltelefon.

Idéen forekom oplagt og er et positivt tegn på hvor alvorligt festivalen tager sin musikprofil. Men effekten af idéen var imidlertid lige så ringe som den opmærksomhed en stewardesse får fra passagerne, når hun kort før flyafgangen gennemgår sikkerhedsprocedurerne. Selv for en så musikorienteret festival som Roskildes er der åbenbart meget langt til at få foranstaltet den nødvendige mentalitetsændring, der kunne gøre det decideret uncool eller endda uacceptabelt at snakke løs under koncerterne.

For til koncerterne opførte publikum sig som de så ofte plejer: Konstant småsnakkende og typisk optaget af meget andet end lige hvad der foregik på scenen. For at være koncertgænger også på en musikfestival betragtes som anledning til hyggeligt samvær med vennerne, hvor musikken kun er en blandt mange bestanddele. Derfor kunne man under mange af koncerterne især på de største scener hele tiden høre den summende lyd af snak blande sig med musikken.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

At være til koncert er ikke noget, man behøver at koncentrere sig fuldt og helt om, lader det kollektive ræsonnement til at være. Enhver overvejelse om hvorvidt det er uhøfligt at snakke, når nogen spiller – uhøfligt over for såvel musikerne på scenen som de, der rent faktisk gerne vil lytte – lader til at være ikke-eksisterende.

Også på dette område opførte Roskilde Festivals publikum sig langt hen ad vejen som alle andre. Så til alle de, der hævder, at vi lever i en udpræget individualistisk tidsalder, er der blot at sige: Tag ud på Roskilde Festival! Og konstatér ved selvsyn hvordan også musikelskende festivalgængere snarere er pseudoindividualister, hvis kulturvaner angående mad/drikke, påklædning, fremtoning og opførsel næsten intet rum leverer for træk, der får dem til at skille sig blot en lille smule ud fra gennemsnittet.

Men når det er sagt, er det på den anden side tankevækkende, at musikprofilen på festivalen kun delvist fulgte rammerne for pseudoindivdualisering. Selvfølgelig var der flest mennesker til de mest mainstreamorienterede koncerter med navne som Bruce Springsteen og Malk de Koijn. Men der var altså også rigtig mange mennesker til de fleste af koncerterne med alle de skæve, underlige og bemærkelsesværdigt ikke-mainstreamorienterede navne, som programmet traditionen tro var fyldt med. Koncerter, som vel at mærke ville trække et meget lille publikum, om noget overhovedet, hvis de havde fundet sted i en koncertsal uden for København eller Aarhus.

Det er også tankevækkende, at festivalen i modsætning til de fleste andre danske festivaler havde en begrænset andel af hjemlige musikere – kun omkring hver fjerde koncert i år var med et dansk navn. Publikum på festivalen ønsker altså ikke kun at høre deres ’egen’ musik, men også musik fra alle mulige andre steder i verden, hvoraf USA og Storbritannien i år udgjorde en langt mindre andel end man umiddelbart skulle tro.

Publikum bestod måske nok altovervejende af de mest almindelige danskere, man kan forestille sig. Men det var i så fald nogle danskere, som rent faktisk satte pris på at få højst ualmindelige oplevelser, og som derved profilerede sig som ambassadører for den mere smalle, krævende og uventede musik. Uden dem var der slet ikke noget, der hed Roskilde Festival. Det var publikum, der ikke mindst bidrog til at give koncerterne væsentlighed – for ikke uden grund levede det også i år op til sit ry for at være engageret, taknemmeligt og befriende let at begejstre.

Festivalpublikummets musikalske nysgerrighed giver arrangørerne carte blanche til at finde frem til bands og solister fra hele verden, kendte som ukendte, nye som ældre, sådan at festivalens mange musikelskere hvert eneste år kan taget hjem fra Roskilde med en god dynge anderledes og uventede koncertoplevelser i hovedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det skete også i år. Tusind tak, alle I almindeligt udseende festivalgængere – men husk nu, at I ikke hele tiden behøver at ligne hinanden til forveksling, husk at I ikke behøver at spise svinekød hver eneste dag, og husk at bede jeres sidemænd m/k om at være stille til koncerterne. Og tusind tak, Roskilde Festival – men husk nu at gøre lidt mere for den kulturelle mangfoldighed, og husk at nuancere udbuddet af mad og drikke bare en anelse.

Vi ses alle sammen igen til næste år.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce