Knippelgodt gået?

Politiets udøvelse af dets voldsmonopol er ikke et frynsegode.

Henrik Marstal

Politiets anvendelse af stave, pebersprays og knytnæveslag ved visse demonstrationer og anholdelser er massiv. Det er ikke ligefrem betryggende for retssikkerheden, at danske betjente og deres foresatte tilsyneladende forvalter deres statsgivne voldsmonopol helt som det passer dem. Og det er heller ikke betryggende, at der i retslige kredse historisk set har været og fortsat er så lidt fokus på dette problem.

Det seneste eksempel er demonstrationen tidligere på ugen i forbindelse med Venstres Ungdom i Københavns dialogmøde med det stærkt nationalistiske Danskernes Parti. Ifølge Politiken var omkring 100 personer fra det antifascistiske miljø mødt frem for at markere deres utilfredshed med, at et demokratisk indstillet parti gik i dialog med så højreradikal en organisation.

Politiet stod klar til at sikre dialogen, efter at Danskernes Parti ifølge en partiets hjemmeside på forhånd selv havde taget kontakt til ordensmagten. En deltager hævdede, at ikke færre end 25 betjente var mødt op. På et tidspunkt begyndte de – uden at årsagen blev nærmere angivet af deltageren – at uddele knippelslag til højre og venstre. Ifølge en anden artikel i avisen fik en ung kvinde en blodig flænge i baghovedet efter slag med en politistav. En ung mand fik flækket en læbe efter et tilsvarende slag. Og adskillige blev udsat for politiets pebersprays, vel at mærke uden forvarsel.

Jeg var ikke selv til stede og kan derfor ikke vide om disse voldsmidler blev taget i brug efter reglerne, og om politiet reelt følte sig truet eller af andre rimelige årsager fandt det nødvendigt at få demonstranterne pacificeret. Men hændelsen ligner efter øjenvidnebeskrivelserne at dømme endnu en situation, hvor politiet har taget ikke blot urimelige, men også decideret forkerte voldsmidler i brug.

For nu er det sådan, at politiet ifølge reglementet ikke under nogen omstændigheder må slå personer i hovedet med deres jernhårde stave, da det kan føre til svære lemlæstelser eller i værste fald manddrab. Og i dette tilfælde bar demonstranterne efter alt at dømme hverken våben eller optrådte livstruende over for nogen. Hvordan kan det så være, at én under demonstrationen fik en flænge i baghovedet og en anden en flækket læbe?

Eksemplet er blot ét blandt mange i de senere år. Jeg husker ikke mindst episoden ved rydningen af Brorsonkirken i august 2009, hvor sympatisører med de irakiske asylansøgere i kirken blev brutalt behandlet. På en amatøroptagelse lagt på YouTube kunne man for eksempel se en ung kvinde siddende på fortovet i en sit down-protestaktion blive gennemtæsket på ryggen af en politimand, der kom løbende bagfra mod hende, uden at hun havde set ham. Han nåede at tildele hende en række kraftfulde slag, før hun skrigende fik rejst sig. Man spørger sig selv: Hvor lumpen en opførsel tillader politiets beføjelsesrammer egentlig?

Og vi husker alle den famøse episode fra april sidste år, hvor forfatteren Johannes Møllehave blev udsat for en usædvanlig hårdhændet arrestation efter en lidt for våd aften på D’Angleterre. Undskyld mig, men hør nu her: Fire kampklædte betjente til at anholde en alt andet end voldelig anlagt mand midt i halvfjerdserne? Og en særlig tjenstivrig betjent siddende på Kgs. Nytorvs fortov oven på Møllehave, der liggende på maven bliver slået med knyttede næver mellem skulderbladene, mens betjenten råber: ”Jeg skal lære dig, Johannes!”? Københavns Politiklagenævn slog for nylig fast, at der blev anvendt ”unødig magt” under anholdelsen. Det behøvede man ikke at være Politiklagenævn for at kunne se. Men nu er der i det mindste en sag mindre for de utvivlsomt travle nævn at tage sig af.

Det er spørgsmålet om danske politifolk egentlig er tilstrækkelig godt trænet i at håndtere konflikter. Det er også spørgsmålet om politikorpsets medlemmer i lighed med det øvrige samfund ligger under for en tendens til at have udviklet en stadig kortere lunte over for andre mennesker. Og endelig er det spørgsmålet om politiet har udviklet en alt for stereotyp opfattelse af de mennesker de møder i form af demonstranter og andre borgere.

Det var gamle Euripides, der fastslog, at autoriteter aldrig er uden had. For de, der har magten, vil altid afsky dem, der betvivler deres ret til at handle i overensstemmelse med denne magt. Denne iagttagelse kunne også gælde for betjente på arbejde: Enhver samfundsborgers modsætten sig magtmonopolets lingo eller fysiske dominans får dens udøvere til at reagere ved at forsvare deres ret. Og den forsvares bedst ved spontant at performe deres magtmonopol lige på stedet i form af organiseret vold.

Vi ved fra socialpsykologien, at blandt andet hooligans får et kick ud af at udøve fysisk vold. Og det amerikanske Stanford Prison Experiment fra 1971, hvor en række studerende agerede henholdsvis fængselsindsatte og fangevogtere, viste noget lignende: Forbavsende hurtigt og villigt fik ’fangevogterne’ her indarbejdet rutiner, hvor det at straffe de indsatte for straffens egen skyld blev normen. Også helt almindelige mennesker kunne altså få et kick ud af at udøve vold, vel at mærke også når det foregik inden for rammerne af et fiktivt voldsmonopol, der legitimerede deres handlinger og derved fritog dem for personligt ansvar.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Mon der blandt politiet kunne befinde sig ansatte, som på lignende vis har udviklet en afhængighed af at udøve vold, vel at mærke uden at det personlige ansvar har fulgt med? En sådan afhængighed og ansvarsløshed lader sig i et retssamfund i hvert fald kun praktisere med et betroet voldsmonopol. For her kan afhængigheden plejes og dyrkes forklædt som nødvendighed, som selvforsvar eller ganske enkelt som pligt.

Selvfølgelig kan betjente komme i situationer, hvor udøvelse af voldsmonopolet er den eneste rigtige og fornuftige løsning. Og selvfølgelig skal betjente til enhver tid være i stand til at kunne benytte sig af monopolet for at beskytte enten sig selv eller borgerne. Men meget tyder på, at fristelsen til at gøre magt til ret i alt for mange tilfælde er alt for stor.

Lad mig stille et par troskyldige tillægsspørgsmål: Kunne det også hænge sammen med, at det internt i korpset giver status at udøve vold? At være en koldblodig satan, når det ind i mellem tager én? Fra tid til anden tæske og ydmyge en demonstrant eller en fulderik, fordi enhver betjent ved, at det er komplet gratis, når handlingen alligevel altid rutinemæssigt kan bortforklares med at være foregået i kampens hede eller for at pacificere anholdte? Og når alle betjente i øvrigt følger en indforstået, nedarvet konsensus om aldrig at sladre om hinanden? Jeg kender ikke svarene. Jeg spørger bare.

Episoderne ved demonstrationen tidligere på ugen er en oplagt anledning for justitsministeren, ombudsmanden og også Politiforbundet til at få afdækket denne blinde vinkel i retssystemet og give borgerne klarhed om hvorvidt en egentlig voldskultur næres, trives og legitimeres i det danske politi.

Her er et forslag: Vi ved, at ethvert pistolskud løsnet af en betjent efterfølgende skal undersøges, og at den pågældende betjent skal kunne redegøre for hvert eneste af disse skud. Det er en god, fornuftig ordning, der sikrer kontrol over det mest ultimative magtanvendelsesmiddel af dem alle.

Tilsvarende bør hver eneste voldshandling begået med stave, knyttede næver eller pebersprays fremover afrapporteres og registreres, ligesom den pågældende betjent skal kunne redegøre for hver eneste af disse handlinger. Desuden skal enhver betjent have indberetningspligt såfremt en kollega skønnes at gå for vidt. Endelig skal menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch have mulighed for at kontrollere politiets handlinger i forbindelse med alle anholdelser og demonstrationer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For det er grotesk, at almindelige borgeres helbred og psykiske velbefindende til enhver tid kan sættes på spil, blot fordi politiet ’vurderer’, at det er nødvendigt. Også når borgerne møder op til grundlovssikrede demonstrationer eller i banal fuldskab bliver lidt højtråbende. På den måde er vi alle, unge som ældre, rige som fattige, store som små, faglærte som ufaglærte, i princippet konstant i fare for at få tørre tæsk af lovens lange arm.

Jeg vil gerne gøre det helt klart: Retten til at udøve vold er ikke og må aldrig være et arbejdsrelateret frynsegode. Så lad os få kigget på den blinde vinkel nu.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce