Originalitet, ikke karaokekultur

Samtiden dyrker en karaokekultur, hvor det at kopiere originalerne er blevet en dyd, mens originaliteten selv er blevet bænkevarmer. En tidligere Sex Pistols-manager og en kroatisk debattør advarer mod tendensen.

Henrik Marstal

Kender nogen mon navnet Valentina Hasan? I foråret 2008 gik den dengang 29-årige kvinde til audition i tv-amatørkonkurrencen Bulgarian Idol, en pendant til American Idol. Iført et skrigende rødt satinkostume annoncerede hun over for jurypanelet, at hun ønskede at fremføre sangen ’Ken Lee’.

Et undrende, men årvågent jurymedlem – der pudsigt nok havde en slående lighed med sangeren Paula Abdul – spugte hende om der var tale om ’Without You’ (Badfinger-sangen fra 1970, som Mariah Carey i 1994 havde fået et kæmpehit med), men Hasan svarede benægtende på spørgsmålet.

Melodien i hendes friske, men temmelig pauvre a capella-fremførelse var ganske vist netop ’Without You’, men måske havde Hasan blot ikke genkendt sangens originale, engelsksprogede titel i jurymedlemmets spørgsmål. De kendte omkvædslinjer ”I can’t live/ If living is without you/ I can’t live/ I can’t give anymore” var i hvert fald fremført på noget, der allerhøjst kunne opfattes som fonetisk engelsk.

Det lød nogenlunde sådan her: ”Ken lee/ Tulibu dibu douchoo” – og hun fortsatte: ”Ken leeeeee/ Ken lee meju more”. Da Hasan et minuts tid senere havde fremført sin version, måtte det samme jurymedlem undrende spørge hende hvilket sprog hun egentlig havde sunget på, og hun svarede som det naturligste i verden: ”Engelsk!”

Episoden blev efterfølgende genstand for debat langt uden for Bulgarien, og selve tv-klippet fik efterfølgende mere end 12 millioner views på YouTube. Deltagerens mangel på talent, basale engelskkundskaber og ikke mindst selvkritisk sans havde i sig selv en høj underholdningsværdi, og den særlige kombination af vilje, mod og tåbelighed i Hasans performance var emblematisk for den amatørkult, som store dele af verden har dyrket siden årtusindeskiftet i realityprogrammerne på tv.

Beretningen står i destilleret form at læse i den kroatiske kulturkritiker Dubravka Ugrešićs essaysamling fra 2010, Karaoke Culture. Hun giver her en indgående analyse af verden som et sted, hvor en karaokementalitet tilsyneladende har taget over også på andre områder end blot de barer eller tv-studier, hvor enhver med lyst til at lege stjerne på de skrå brædder stiller op og enten synger eller mumler sig gennem et kendt hit.

Mange vil sikkert mene, at Ugrešić i sin bog fremlægger en både selvindlysende og fortærsket kritik af senmoderne populærkultur. Men det mærkelige er, at den til stadighed er aktuel og derfor nødvendig at fremføre. At jeg gør det i dette blogindlæg, skyldes min bekymring for hvorvidt hendes definition af karaokekultur som hvad hun betegner som ”frihed fra viden, fra fortiden, fra kontinuitet, fra kulturel erindring og kulturelle hierarkier” er en generel karakteristik af internettidsalderen med dens fokus på kopiering på bekostning af originalitet.

Ugrešić minder om, at karaoke oprindeligt opstod som en leg for personer, der inden for givne rammer og beskyttet af anonymitetens maske kunne udleve drømmen om at være popstjerner. Karaokedyrkere er alt andet end revolutionært og innovativt indstillede, hævder hun. Ud over at være tiltrukket af ønsket om at blive betragtet låner de under performancen en smule af et kendt nummers eller en kendt stjernes aura – og hylder nummeret eller stjernen, samtidig med at de nedgør selvsamme med deres ofte middelmådige præstationer.

At Ugrešić overhovedet har fundet det nødvendigt at identificere og problematisere karaokekulturen kan have at gøre med den konklusion, der ligger lige for (men som hun faktisk ikke drager), nemlig at den stræben efter originalitet, som altid har kendetegnet individer tilhørende samfund i organisk udvikling, ikke længere er værd at forfølge.

Paradoksalt nok er individualismens og selvrealiseringens gyldne tidsalder – altså de seneste 10-15 år – blevet en periode, hvor forventningerne til originalitet som kvalitetsparameter har været utroligt lave. For hvorfor knokle for at skabe noget originalt, hvis det ikke længere rigtig føles nødvendigt med originale frembringelser eller originale vinkler på det allerede kendte?

Ifølge Ugrešić er karaokekulturen produkt af en populærkultur, som i forvejen lever af recycling. Det er tankevækkende, at netop denne opfattelse har mødt solid støtte også hos andre kommentatorer de seneste år, hvoraf jeg her vil nøjes med at nævne to.

Den ene kommentator er den engelske musikjournalist Simon Reynolds. Hans bog Retromania fra sidste år, som jeg vil vende mere indgående tilbage til i et senere blogindlæg, fremfører den pointe, at populærmusikkulturen fra at se udelukkende fremad i 1960’erne er begyndt at se sig mere og mere tilbage over skulderen. Især efter årtusindeskiftet er netop det ifølge forfatteren nærmest blevet et mantra blandt artister, pladeselskaber, bookingbureauer, radiostationer – og lyttere.

Det er næsten som om, at gammelt nu er lig autentisk, mens nyt er lig besvær – til stor skade for kulturens evne til at udvikle sig, være selvkritisk og skabe modbilleder til det allerede eksisterende. Det er nemmest og mest kredibelt at gøre som man gjorde før i tiden, og det er for mange blevet for besværligt eller krævende at forsøge at sprænge rammerne ved at skabe eller lytte til noget uventet, noget ikke-konformt, noget originalt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den anden kommentator er engelsk musiklivs enfant terrible, den navnkundige Malcolm McLaren, der især er kendt for sin flamboyante periode sidst i 1970’erne som manager for Sex Pistols og iscenesætter af hvad han kaldte the great rock’n’roll swindle. I en forelæsning fra 2009, som kan findes på konferencesitet ted.com, diskuterer han samtidens tendenser til karaokekultur, som han sætter op mod hvad han betragter som dens modpol, nemlig autenticitet.

McLaren hævder, at populærkulturen fra Hollywood til popsangene gør hvad den kan for at promovere den opfattelse, at det er blevet cool at være dum. Begæret efter at blive berømt er blevet livets højeste mening, for det er ikke længere attraktivt at få erfaring eller knokle for at blive dygtigere, hvis ikke det sker for at begære øjeblikkelig succes. Ifølge McLaren er det tv-baserede talentshow blevet opfundet som et redskab til at realisere dette begær.

Resultatet er indlysende, mener McLaren: Verden i dag er blevet en karaokekultur, hvor livet er frigjort fra bagklogskab. For i en karaokeverden er man fritaget for ethvert ansvar, som ligger ud over ens egen performance. Mens autenticitet, hævder han, kun kan opnås gennem kamp eller stræben, er alt i karaokeverdenen noget, der kan købes eller sælges til højestbydende alt efter opmærksomhedsværdi og sensationskraft.

Hvis man i McLarens ræsonnement udskifter ”autenticitet” med ”originalitet” er vi tilbage ved karaokekulturens største problem: At den betoner kopierne på bekostning af originalerne. Og det er også den hovedpointe, som Simon Reynolds fremfører.

Min bekymring angår ikke så meget originalitet forstået som et kunstnerisk begreb, men snarere som et hverdagsmæssigt begreb. Originaliteten i detaljen, i den lille forskydning, i den enkle tankerække, i tilgangen til tingene – kort sagt alt det, som skaber mental fremdrift i privatlivet såvel som arbejdslivet, forekommer at være truet af karaokekulturens dominans.

Befolkningerne i adskillige lande er gennem mere end et tiår blevet et kollektivt vidne til hvordan amatører og kopister påkalder sig opmærksomhed blandt andet ved at afstå fra originalitet – og det kan ikke undgå at rokke grundlæggende ved forestillingerne om hvilken status begreberne kopi og original egentlig har i hverdagslivet.

For når det hele tiden er godt nok at holde sig til det genkendelige, at fokusere på form frem for indhold, at foretrække vanedyrkelse frem for vanebrud, så er der ikke langt til at ophøje karaokeprincippet til en norm, der regulerer al adfærd. Originalitet er blevet kompromitterende, usexet, kættersk – men karaoke er blevet alt andet end netop det.

Det er derfor, at karaokekulturen i stigende grad understøttes, sanktioneres og legitimeres ikke mindst i de elektroniske medier. Og i amatørkonkurrencerne på tv kan selv jurymedlemmerne opnå status ved at fremstå som tro kopier af kendte, amerikanske popsangere – sådan som det jo altså skete i Bulgarian Idol, hvor en wannabe-Mariah Carey fremførte sin sang foran en jury med en wannabe-Paula Abdul i panelet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så små verdener har vi ikke brug for. Hvad vi har brug for er ikke mere karaokekultur og kopimentalitet, men at der derimod igen bliver skabt grobund for en grundlæggende anerkendelse af originale tanker og originale handlinger - tanker og handlinger, som peger fremad, udad, henad, opad og nedad.

Karaoke, derimod, peger kun tilbage. Ken Lee.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce