Dannelsesforandringen er en realitet

Marie Krarup debatterer som en ideologisk nostalgiker uden tilstrækkelig respekt for nutidige menneskers evne til at tænke selv.

Henrik Marstal

I et debatindlæg på Politiken.dk den 18. oktober reagerer Marie Krarup (DF) i kraftige vendinger mod mit blogindlæg fra dagen før, hvor jeg kritiserer hendes beklagelser over nutidens pågående dannelsestab for at være anakronistiske.

Marie Krarup benytter sig af den noget unfair metode at forvrænge eller fordreje sin moddebatørs præmisser og synspunkter i en grad, at de kun kan genkendes som karikaturer.

Det betyder, at jeg "ser det som en god udvikling", når "der er foregået et dannelsestab siden 1970'erne". Og det betyder, at jeg skulle finde enhver form for paratviden unødvendig, fordi Google-tjenesten findes. Denne manipulerende slagsordsretorik er et røgslør, der udelukkende tjener det formål at styrke validiteten af hendes egne argumenter, men som jeg må afvise som irrelevant i forhold til hvad jeg rent faktisk siger i mit indlæg.

I sin iver overser Marie Krarup helt, at vi ganske enkelt ikke er enige i præmisserne for hendes kritik. For hvad hun kalder et dannelsestab, ser jeg som en dannelsesforandring, hvilket også fremgår af mit indlæg. Siden 1970'erne er der nemlig foregået en sådan forandring fra en ukritisk-passiv til en kritisk-aktiv videntilegnelse, en omstændighed der er i tråd med de seneste 40-45 års øvrige udvikling fra industrisamfund til et informationsteknologisk kommunikationssamfund.

Og selvom Marie Krarup med sit modindlæg prøver at få det til at se ud som om debatten drejer sig om at være for eller imod den nutidige folkeskole, er det faktisk forkert. Både hendes blogs og min reaktioner på dem drejer sig nemlig om noget andet, nemlig om dannelseskulturens rolle før og nu.

Men også denne præmis er vi åbenbart uenige om. Derfor vil jeg her heller ikke forholde mig til hendes mange udfald mod samtidens folkeskole, om end jeg læser dem med en vis forstemmelse, fordi flere af dem er komplet underbyggede og beror på lige dele fordomme mod og desrespekt for lærerstandens evne til at formidle viden og lære fra sig.

Mit hovedsynspunkt er, at dannelseskulturen siden 1970'erne radikalt har ændret karakter i takt med, at en internetbaseret og multimedial verdensorden er vokset frem. Det betyder, at det traditionelle dannelsesideal, inden for hvilket blandt andet paratviden havde en høj status, er blevet et mindre relevant parameter at forfølge i uddannelsesmæssige sammenhænge.

Det er det, som jeg kalder kulturel frisættelse, hvilket har at gøre med ikke at være tynget af de forpligtelser, som man før i tiden var underlagt for at kunne blive accepteret som et dannet menneske. Dannelse - hvad angår ikke blot en grundviden om verden, men også en evne til at forstå verden som et sammenhængende hele - kan i en så videnstilgængelig tidsalder som vores nemlig godt praktiseres ud fra et kendskab til nutiden snarere end fortiden, det vil sige uden videre kendskab til klassiske dannelsesfænomener.

Med andre ord kan man i dag sagtens have et ganske solidt dannelsesniveau uden at kende noget videre til hverken Leonardo da Vinci, Goethe, Oehlenschläger, trediveårskrigen eller kristendommens indtog. I stedet kan man have dannet sit verdensbillede ud fra film, populærmusik og nyhedsformidling i tv samt selektive fænomener inden for billedkunst, artiktektur, design og teater, stort set alt sammen frembragt siden 1955. Det er en dannelsesform, der i tråd med en gældende hverdagspraktik relaterer sig til samtiden og den umiddelbare fortid snarere end til ældre tider, og som i højere grad er præget af aktive, kritiske videnstilvalg end af passiv vidensoverdragelser.

Om det er godt eller skidt, er faktisk ikke noget jeg forholder mig til i mit blogindlæg. Jeg konstaterer blot, at det er blevet sådan, og at det derfor er den realitet, som ikke mindst de folkevalte politikere på godt og ondt bør tage afsæt i, når vi taler om dannelsesbegrebet i det 21. århundrede.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I stedet for at tale om dannelsestab bør vi hellere tale om dannelsesforandring, skrev jeg. Derfor stiller jeg i mit blogindlæg spørgsmålet om hvorvidt nutidens dannelses- og vidensbegreb i sidste ende ikke er at foretrække frem for en rigid insisteren på, at en ældre tidsalders forestillinger om paratviden partout skal presses ned over samtiden. For den sorte skoles dannelsesforståelse er kun blevet mindre tidssvarende med den internettidsalderens opkomst.

I Marie Krarups verden er 68'erne et nødvendigt fjendebillede, uden hvilket hendes legitimering af nedgørelsen af nutidige værdier ikke ville kunne realiseres på en blot nogenlunde troværdig måde. Men jeg vil på ingen måde være med til at give en meget løst defineret gruppe af intellektuelle, altså 68'erne, skylden for dannelsesbegrebets forandring.

For årsagerne til forandringerne har med grundlæggende samfundsændringer i det moderne, vestlige samfund at gøre, og det er derfor et langt mere omfattende projekt end hvad nogle få, venstreorienterede intellektuelle i 1970'erne overhovedet kunne være i stand til at udrette på et helt samfunds vegne.

Marie Krarup afslører i sit indlæg desuden en manglende anerkendelse af nutidens dannelsesmæssige udfordringer ved at kalde 50'erne for en "stærk og livskraftig" kultur, mens tiden i dag - i visse kredse, understreger hun - derimod er "diffus og løs og fyldt med uro og selvforagt".

Well, selvforagten er vist helt og holdent Marie Krarups egen, når hun opfatter sin egen samtid som værende så afsvækket. Tilværelsen er ifølge hendes verdensbillede én lang, indædt kamp mod nutidens forfald. Man må unægtelig sige, at det er en uendelig trist måde at ville forstå sin egen samtid på - og en måde, som ikke just øger troværdigheden af hendes vrede udfald mod den.

I forhold til dannelse er det et både farligt og kritisabelt projekt at ville føre nutiden tres år tilbage til dengang velfærdssamfundet endnu kun var en forhåbning, globaliseringsprocesser unødvendige at forholde sig til og vidensproduktion og -anvendelse en langt mere entydig størrelse. For derved bringer man sig ude af trit med de værdier og normer, som i øvrigt præger nutidens samfund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nostalgien hos Krarup forekommer nok dybfølt, men den fremstår også som en ideologisk mekanisme, der dømmer nutidens bestræbelser på at danne befolkningen helt ude ved at afskrive et andet vigtigt aspekt af den kulturelle frisættelse: At det bevidste, reflekterede til- og fravalg af dannelseselementer er et privilegium, som 1950'ernes befolkning ikke havde de historiske forudsætninger for at kunne nyde godt af.

I anledning af Golden Days-festivalen i København om 1950'erne skrev jeg i sidste måned et blogindlæg med titlen '2010'erne må ikke blive som 1950'erne'. Marie Krarups ideologiske nostalgi og nutidsfjendtlighed har kun gjort mig endnu mere sikker i den opfattelse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce