Den Sorte Skole ligger bedst i graven

Ville andre end familien Krarup virkelig foretrække 1950'ernes videnstilegnelse frem for 2010'ernes?

Henrik Marstal

Dannelsestab og historieløshed er to beslægtede tendenser, som gennem de seneste par årtier er blevet beklaget og begrædt, måske især af mennesker, der mener at have patent på hvad dannelse og historiebevidsthed engang var for størrelser.

Et af disse mennesker er Marie Krarup (DF), der på dette område er sin fader Søren fuldkommen op ad dage.

Som bekendt har et af hans hovedprojekter altid været at rehabilitere fortiden og gøre tidligere epokers idealer til udgangspunkt for nutiden.

Marie Krarups seneste blogindlæg i Berlingske fra sidste uge har den klagende-patetiske overskrift 'Dannelsestabet'.

Hun harcelerer her over hvordan først og fremmest folkeskolen siden 1970'erne har haft ansvaret for dette tab. I indlægget slår hun et slag for at føre folkeskolen tilbage til noget, der næsten til forveksling ligner Den Sorte Skole.

Det skal ske ved hjælp af hvad Marie Krarup kalder "pligt-etikken" genindført i lærergerningen, et stærkt øget fagligt-disciplinært fokus, en genindførelse af realklasserne og ikke mindst et større fokus på indlæring relateret til anvendelsen af kanoniske undervisningsemner.

At hun ikke også nævner Den Sorte Skoles revselsesret og dets sindrigt indrettede afstrafnings- og eftersidningssystem, må vist skyldes en forglemmelse - eller måske bare politisk korrekthed.

I et andet blogindlæg i avisen fra sidst i juni, hvor Marie Krarup skrev om sin barndoms Ribe Domkirke opfattet som kristen modpol til rodløshed og mangel på værdifællesskab, blev de såkaldte 68'ere (de danske af dem, forstås) alene tillagt skylden for dannelsestabet.

For 68'erne "ønskede ikke at videregive" de "identitetsgivende fortællinger fra Biblen og Danmarkshistorien", som de selv var opdraget med.

Derfor opstod dannelsestabet, og det har lige siden gjort uoprettelig skade på det danske samfund. Det er ganske vist.

Ifølge Marie Krarup ødelagde 68’erne det hele for de kommende generationer ved at give skolebørnene ”frit valg” til deres religion og identitet

Med 68'ernes opgør med Den Sorte Skole kom dårskaben altså ind i verden, forstås, og gjorde det af med alvoren, lærdommen og ikke mindst den lærdomsorienterede dannelseskultur.

Ifølge Marie Krarups omverdensforståelse ødelagde 68’erne simpelthen det hele for de kommende generationer ved i løbet af 1970’erne at give skolebørnene ”frit valg” til selv at vælge deres religion og identitet (ja, det står der faktisk).

Derfor gled bibelfortællingerne i baggrunden, ligesom fortællingerne fra danmarkshistorien gjorde det. Resultatet, fornemmer man mellem linjerne, er en gelvaldig truet sammenhængskraft i det 21. århundredes Danmark.

Jeg vil tro, at der er tale om et emne, som må være blevet vendt og drejet godt og grundigt under søndagsmiddagene på præstegården i Seem, hvor Marie Krarup voksede op.

I hvert fald læste jeg for nogle år siden et debatindlæg, ligeledes i Berlingske, hvor Marie Krarups søster Katrine Winkel Holm fremsatte nøjagtig den samme påstand: Danskernes forhold til kristendommen og historien var ved at gå fløjten, dannelsestabet havde ødelagt alt, folkeskolens faglighed var kaput - og det var 68’ernes skyld alt sammen.

Dengang skrev jeg en respons til Katrine Winkel Holm, hvori jeg fremførte en række modargumenter mod denne noget forenklede og vel også anakronistiske omverdensforståelse, som det nu altså endnu engang er blevet nødvendigt at fremføre til almindelig oplysning for et medlem af familien Krarup.

Min hovedpointe var og er stadig den, at dannelsestabet ikke er blevet påført samfundet af en menneskefjendsk, ideologisk magt.

Nej, den er et resultat af, at den traditionelle dannelseskulturs værdier er blevet delvist erstattet af en kulturel frisættelse, der har sat mere samtidsorienterede kompetencer i centrum og desuden har været baseret på en pragmatisk need to know-mentalitet.

Samtidig har internetrevolutionen bibragt en innovativ og hidtil uhørt adgang til viden, også hvad angår viden i betydningen dannelse.

Resultatet er, at dannelse forstået som et traditionelt færdigheds- og kundskabsorienteret projekt er blevet en mindre relevant kompetence, også for børn i folkeskolealderen.

Og computeren som redskab til tilegnelse af vidensformer, som tidligere kun kunne læres på den hårde måde, udgør et point of no return, fra hvilket vi indlysende aldrig kommer tilbage til den dannelseskultur, som Marie Krarup og den øvrige del af hendes familie længes efter.

Den kulturelle frisættelse fik vind i sejlene som et resultat af de samfundsændringer, der begyndte at sætte ind sidst i 1960’erne. Disse ændringer havde blandt andet at gøre med at sætte mere fokus på menneskelige kompetencer, der ikke var bundet til læring i en traditionel forstand af ordet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For verden havde ganske enkelt fået brug for en anden slags kompetencer og dermed et andet sæt af indlæringsmetoder i folkeskolen.

I Danmark betød det blandt andet en ny skolelov, som fra 1975 gjorde det muligt at undervise mindre færdighedsbaseret og til gengæld mere kontekstorienteret. Godt eller skidt? I hvert fald tilsyneladende en simpel nødvendighed:

Kun få år tidligere havde skolesystemet favoriseret en læringspraksis, der langt hen ad vejen prioriterede blind udenadslære og glædesløs terpen, som rummede et komplet fravær af reflektionsorienteret eller kritisk læring til fordel for doktrinær indlæring grænsende til forkyndelse, og som gav læreren stærkt autoritære beføjelser, blandt andet ved hjælp af magtrepressalier som fysisk vold, psykisk vold samt eftersidninger.

Det stod pludselig lysende klart, at tiden var rendt endegyldigt fra denne praksis såvel som så mange andre af de tankesæt og vaneforestillinger, der hørte Den Sorte Skole til.

Ville vi bytte nutidens folkeskole med Den Sorte Skole? Nej, det tror jeg egentlig, at de fleste af os ville betakke sig for

Som fremtidsforskeren Maria-Therese Hoppe har argumenteret for, kommer fremtiden så at sige altid i spring: Lange perioder med relativ uforanderlighed kan af påtrængende, værdimæssige årsager afføde behovet for en pludselig, omfattende forandring – sådan som anden halvdel af 1960’erne er det måske bedste eksempel på i nyere dansk historie.

En lang række måder at opfatte verden på måtte ændre sig også hvad skolen angik - og at det gik så stærkt, skyldtes jo, at behovet for netop det var blevet så presserende som det var.

Bortset fra det er det selvfølgelig vigtigt at påpege, at disse ændringer i perioden prægede store dele af den vestlige verden, ligesom de prægede dele af den offentlighed, der ivrigt diskuterede dannelsesidealer og metoder for videnstilegnelse.

Ændringerne havde altså internationale perspektiver og var ikke blot resultatet af nogle danske 68'eres viljesakter, sådan som man tilsyneladende antog hjemme på Seem Præstegård.

For som man også får på fornemmelsen ved at tale med mennesker, der var unge dengang, eller ved at læse bøger om perioden - fx Georg Metz' og Henrik Jensens dialogbog Når vi taler om 68 (2008) - var 68'erne ikke helt så betydningsfulde, som enkelte af dem ganske vist siden gerne har villet gøre sig selv til.

Nej, de skarpeste af dem var snarere blot klarsynede katalysatorer for en række gennemgribende, nødvendige forandringer, der vel at mærke ville være kommet alligevel.

Marie Krarup kan til en vis grad have ret i, at den færdigheds- og kundskabsorienterede skolekultur især i dannelsesmæssig henseende har været mindre i fokus gennem de seneste årtier. Og hun kan også have ret i, at dannelsestabet i det mindste i hendes videns- og færdighedsfokuserede opfattelse af ordet er blevet et problematisk grundvilkår.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men ville vi bytte nutidens folkeskole med Den Sorte Skole? Nej, det tror jeg egentlig, at de fleste af os ville betakke sig for. Og ville et moderne samfund anno 2012 overhovedet have gavn af at bytte? Nej, for jeg tror det ville frembringe elever med nogle fuldkommen utidssvarende kompetencer.

Derfor, Marie Krarup: Hermed en opfordring til at komme ud af fortidens skygger og lægge familiens dystopier og vanetænkning bag dig.

Overvej om ikke der kunne være en vis rigtighed i, at verden også hvad videnstilegnelse angår rent faktisk er blevet et lidt bedre sted at være i dag end i 1950'erne, til trods for de problemer, vi er enige i er opstået.

Og fremlæg gerne udfaldet af dine overvejelser i et nyt blogindlæg.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce