Man brænder da klaverer

Fluxus-bevægelsens 50-års jubilæum blev markeret ved dette års Wundergrund-festival, og det stod flammende klart hvorfor bevægelsen i den grad er værd at fejre så længe efter.

Henrik Marstal

Mange kender sikkert klippet fra Jimi Hendrix' legendariske optræden på Monterey-festivalen i 1967. Liggende på knæ foran sin hylende Fender Stratocaster simulerer han først samleje med den, læner sig dernæst ned over den og giver den et dødskys, hvorefter han hælder tændvæske på den og betaget betragter flammerne slikke den, inden han løfter den højt op i luften, blot for at smadre den og gøre en ende på det hele. At guitaren hver gang han slår den ned i jorden udsender nogle dødsskrigslignende brøl gør kun seancen endnu mere uforglemmelig. Klippet - i hvilket man også ser flere lamslåede tilskuere tage sig til hovedet - er for længst gået over i historien som et statement, der bidrog til at iscenesætte den nye, støjende rock som en fortærende, destruktiv og ekstatisk kraft, nu også med rituel karakter.

Ud over Hendrix' aktion har næppe ret mange af os set et musikinstrument brænde. Selv har jeg ikke. Eller det vil sige: Ikke før forleden aften, hvor der under musikfestivalen Wundergrund fandt en rituel afbrænding sted af et gammelt, udtjent klaver. Det skete på Byens Lys på Christiania som kulmination på en event med et program, der i anledning af 50-året for Fluxus-bevægelsens spektakulære indtog i det offentlige rum fandt sted her.

At fluxus som fænomen fandtes både før og efter skelsåret 1962, hvor bevægelsen fik verdensomspændende opmærksomhed, havde arrangørerne fornuftigt nok set stort på. Men en rendyrket hyldest til en spektakulær strømning i antikunstens lange historie, det var det unægtelig - og hele eventen genlød da også på alle tænkelige måder af retro.

Denne jubilæumsaften bød på et helt bagkatalog af klassisk-rituelle happenings fra fluxus-repertoiret: En violin blev af en musiker først spillet yndigt på - og dernæst slået, banket, boret i, sømmet til, bidt i, brækket itu og trampet på, indtil der bogstavelig talt ikke var mere tilbage af den. Et stort Dannebrog fik af en ilter maler svenske farver. En smeltende isblok gik rundt blandt publikum sammen med en seddel, der påbød enhver at sende blokken videre, indtil den var smeltet helt. En tuba blev fyldt med vand, mens nogen spillede på den. Og på et bord lå en æske tændstikker til fri afbenyttelse ved siden af en seddel med overskriften 'Lighting Piece' og en tilhørende tekst: "Light a match and watch it 'til it goes out."

Musealt? Mon ikke! Her kunne man (gen)opleve en passende buket af fluxushappenings under en delvist statsfinansieret musikfestival, hvor man endda skulle betale entré. Institutionen kunst, som fluxus oprindelig satte sig for at udfordre, var alt andet end udfordret denne aften: De mange happenings bekræftede faktisk hvordan også antikunst fuldkommen problemfrit lader sig institutionalisere, sådan at ethvert tilløb til revolte allerhøjst bliver til en vits, som publikum kan lade sig underholde af snarere end at lade sig forarge eller provokere.

Dette paradoks forholdt festivalaftenen sig ikke til. Men mon ikke de fleste tilstedeværende i det mindste blev en lille smule klogere på fluxus-bevægelsens dynamik, rækkevidde og konsekvente anvendelse af humoren som det foretrukne virkemiddel? Og mon ikke de fleste var oplivet af den fantasirigdom, som aftenen i al sin groteskhed kunne fremvise så mange eksempler på?

Enkelte af disse happenings var dog så stærke, at de komplet transcenderede det museale og i glimt fik én til fuldkommen at glemme, at der var tale om et jubilæum. En af dem begyndte som den mest idiosynkrasiske fluxushappening af dem alle: En nøgen kvinde indtog scenen og blev derefter af en række aktører overdænget med flødeskum og pådrysset flere dåser krymmel. Publikum blev efterfølgende opfordret til at gå op og nappe sig en mundfuld fra hendes arme og skuldre. Mere end under nogle af de andre happenings lurede der her en træthed i den uundgåelige forudsigelighed, som prægede ritualet. Det lignede mest af alt en udslidt kliché, hvis humoristiske aspekter næsten blev overskygget af seancens ufrivillige komiskhed.

Men da kvinden langt om længe sad alene tilbage på scenen i tavshed, stadig med flødeskummet glidende ned ad kinderne i slow-motion - og i takt med, at roen sænkede sig i salen, fordi intet nyt skete - lignede hun pludselig et menneske nogen havde gjort uigenkaldelig fortræd. Det var som om hun ikke længere var deltager i en retro-happening, men i virkeligheden et offer for en krigshandling dukket op fra historien - et napalmbrændt barn, måske. Eller hun var i virkeligheden et offer for en fundamentalistisk hate crime - en kvinde med syre smidt i ansigtet, måske.

Associationen opstod i mit hoved fuldkommen uventet, og erkendelsen af den forekom mere skræmmende end så meget af det, vi normalt forstår som kunst, overhovedet er i stand til at fremkalde. Det var et øjeblik, der absolut intet havde med fluxus at gøre, men som blot fremkaldte en stærk følelse af sørgmodighed over menneskers grusomhed mod hinanden. Det var så overvældende en følelse, at den end ikke blev forstyrret, da kvinden lidt efter rejste sig og gik ned fra scenen for at tage en morgenkåbe på og forsvinde ud af en bagindgang.

Museal forekom den allerede omtalte, afsluttende afbrænding af klaveret på forhånd også. Sandelig gjorde den det, men vi skulle da lige udenfor og se hvordan det mon ville spænde af. Fluxusbevægelsen har ikke blot mange ødelagte instrumenter på samvittigheden, men også afbrændte instrumenter. Og også denne fluxus-happening var derfor en obligatorisk del af aftenens katalog.

Den Berlin-baserede kunstner Horst Possling, som sammen med sit team havde fået til opgave at kuratere aftenens program, havde fået stillet et godt, velklingende og en anelse udtjent klaver til rådighed. Det så gammelt, men smukt ud, og det udmærkede sig ved at være i god stand, fik jeg fortalt, alderen til trods. Det var i position og status næsten en musikalsk pendant til det øg ved navn Røde Fane, som Bjørn Nørgaard i sin berygtede kunstaktion i 1970 på en snedækket mark i Nordsjælland foretog en rituel slagtning af.

Også klaveret skulle ombringes, ikke med kniv, men med flammer. Briketterne kom frem, og forbløffende hurtigt stod klaveret i lys lue, uden at det på noget tidspunkt gav så meget som en lyd fra sig. Strengene sprang heller ikke - de var i sandhed hårdføre, de stålstrenge - og lukkede man øjnene, hørte man blot lyden af et bål.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Klaverets tavshed var næsten som et statement i sig selv: Ingen kunne eller skulle tro, at det selv under denne grusomme handling mod det havde tænkt sig at lade sig aflokke noget som helst af den lyd, der alle dets dage havde været dets raison d'etre. Selv da tastaturet var brændt helt væk, håbede jeg på at der ville komme en eller anden form for ytring fra det brave klaver - men nej, stadig ingen lyd udover det stilfærdige bump, der lidt senere lød, mens klaverets stålramme til sidst væltede omkuld, fordi der ikke var mere træ til at holde den oppe.

Da chokket over voldsomheden i handlingen først havde lagt sig, og da sindet langsomt havde vænnet sig til det bizarre syn, som kroppen endda kunne varme sig ved på en råkold efterårsaften, var det endnu engang som om, at det museale blev transcenderet, og at handlingen intet som helst havde med hverken et jubilæum eller en retrobegivenhed at gøre.

For på et tidspunkt, efter måske tyve minutters stilfærdig kiggen på flammerne, blev aktionen pludselig skræmmende nærværende. Vi var lige pludselig ikke længere vidner til en retrospektiv fluxus-handling, men derimod tilskuere til en seance, hvor noget både nyttigt, smukt og kulturbærende brændte ned til grunden, fordi nogen havde sat sig for, at det skulle være sådan.

Et spild var det, men et spild, der fik mig til at tænke på så mange andre klaverer, der tidligere var brændt op, også fordi nogen havde sat sig for, at det skulle være sådan. Hvor mange klaverer mon brændte under bombardamentet af Dresden i februar 1945? Og brændte de mon ikke en hel del hurtigere og voldsommere i byens levende helvede af flammehav og ildstorme? Hvor mange klaverer mon gik tabt, da hundredevis af serbiske raketter og mortérbomber flåede Sarajevo fra hinanden i august 1992? Og havde nogen ved den lejlighed mentalt overskud til at tænke nærmere over, at der jo da forresten godt kunne være tale om en iscenesat happening, nu hvor det netop det år var 30-års-jubilæet for de kendte fluxushappenings?

Også denne seance gav mig en stærk følelse af sørgmodighed over menneskers grusomhed mod hinanden. Men denne gang var sørgmodigheden iblandet en oplivende følelse af at komme tilbage til verden. For det var ikke bare et klaver, der brændte. Nej, det var som om alle de manerer, indgroede vaner, fastlåste tankemønstre og institutionelle begrænsninger, som nutidens kunst kan være så forstemmende fyldt med, også brændte væk. Og det var som om, at flammehavet for en kort stund samtidig fortærede kunstens fantasiløse, selvfede og kommercialiserede vanetænkning, som alt for mange af samtidens musikværker, film, bøger, tv-serier, musicals og teaterstykker er præget af.

Eller måske det snarere var sådan, at det brændende klaver i sig selv var et kunstnerisk statement, der forekom at være så uendelig meget mere virkeligt, nærværende og reelt end de seneste mange sange jeg havde hørt, film jeg havde set eller bøger jeg havde læst. Klaverets tavshed i flammerne var den mest meddelsomme musik jeg længe havde hørt. For denne musik fortalte om kunstens nødvendighed på en måde, der fik al ligegyldig kunst til helt at forsvinde, næsten som om at det var den og ikke klaveret, der var brændt væk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Behageligt opløftet over oplevelsen cyklede jeg hjem med røglugt i frakken, flammebilleder på nethinden og en vished om, at fluxusbevægelsens modige og radikale optrin dengang for 50 år siden er noget af det mest inspirerende, en nyere tids kunstverden har været i stand til at berige os nutidige mennesker med. For den har anvist en måde at kunne begynde forfra på, når den omgivende kunst totalt svigter sit formål med sin ligegyldighed.

Tak for det, flammer. Og hvil i fred, du kære klaver - dine lidelser var alt andet end forgæves.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce