Ikke kun de unge har patent på nutiden, musikkritikere!

Det er utidssvarende, når musikkritikerne forholder sig til modne musikeres alder i stedet for deres frembringelser.

Henrik Marstal

Så har den verserende kønsdebat endnu engang bredt sig til musiklivet. For nylig skrev Ditte Giese her på Politiken.dk blogindlægget 'Anmelderne ser dellen over de stramme pigejeans, men ikke egen ølvom'. Med aktuelt afsæt i en række lunkne anmeldelser af Anne Linnets seneste album, Kalder længsel, fremsatte hun det synspunkt, at kvindelig aldersdiskriminering i den grad var på spil blandt visse mandlige musikkritikere.

Indlægget førte til reaktioner fra musikredaktører som Berlingskes Jeppe Krogsgaard Christensen og Informations Ralf Christensen, som begge havde anmeldt albummet, men som i uddybende kommentarer i deres respektive aviser afviste Gieses præmisser for at fremsætte så kategorisk en dom.

Jeg er enig med de to herrer i, at Ditte Giese i dette tilfælde desværre viste sig at have en både vag empiri og en blind vinkel i sit blik på musikverden, og at hendes iver efter at finde kønsdiskriminerende aspekter i anmeldelserne ikke bidrog til at skabe konstruktive muligheder for ændring af tingenes tilstand.

Og jeg er enig med Ditte Giese i, at Thomas Treo i sin anmeldelse af albummet i Ekstra Bladet var komplet useriøs, da han skrev, at "Der er dømt dancepop med rollator, når Linnet stavrer omkring på dansegulvet." Det var Jeppe Krogsgaard heldigvis også, og det var helt på sin plads, at han i sin kommentarer sagde meget klart fra over for sin kollega ved at kalde hans ord "onde og utilstedelige."

Men debatten afdækker samtidig nogle tankevækkende elementer af musikproduktionen i dag, som blandt andet angår aldersaspektet. I en række af de gennemgående negative anmeldelser af Anne Linnets album blev der ensidigt fokuseret på hvor søgt det var, når en dame i hendes alder lavede dancepop, altså sådan som megen elektronisk mainstreampop nu engang lyder i dag.

Musikmagasinet Soundvenue indledte dets anmeldelse af albummet med en henvisning til Madonna: "Med det pumpende klubalbum MDNA fra tidligere i år gjorde Madonna et lidt fesent forsøg på at være ung med de unge. Resultatet var forceret, men hvad skal en aldrende popstjerne da også gøre for at følge med tendenserne og, selvfølgelig, pladesalget." Og så lød det: "Anne Linnet har rundet de 59 somre og har på sit nye album fundet formlen: Hun laver et album med klubmusik!"

Her går kritikken helt galt i byen. At afskrive Madonnas album som et forsøg på at være ung med de unge er faktisk et udtryk for uvidenhed - for alt tyder på, at nutidige lyttere over 35 år, heriblandt lyttere på Madonnas egen alder, sagtens kan relatere sig til hendes discolyd. For populærmusik lader sig i dag opfatte, forstå og afkode som voksenkultur - og altså lige netop ikke som ungdomskultur, som det skulle være pinligt at bekende sig til for de +35-årige.

Noget lignende gælder også for Anne Linnets nye album. Den tilstræbte ironi i at kalde en næsten 60-årig kvindes år for "somre" er derfor usmagelig og hører ikke hjemme i en anmeldelse fra et magasin, der opfatter sig selv som seriøst.

Sidste efterår var det Sanne Salomonsen, der efter at have udsendt albummet Tiden brænder med en ligeledes nutidig produktion kom i musikkritikernes vridemaskine. Et af de gennemgående kritikpunkter var, at hun ved at være så 'moderne' i sit lydbillede kom til at fremstå som en febrilsk, midaldrende kvinde, der for alt i verden ville være ung med de unge.

Spørgsmålet melder sig om ikke det snarere er præmisserne for musikkritikken, den er gal med, når alder bliver sat op som modsætning til sound.

Det er i dag blevet et utidssvarende synspunkt at opfatte samtidspop som noget, der er knyttet alene til ungdommens livsstilsformer. Sådan var det ganske rigtigt engang, men det ændrede sig allerede i 1990'erne i takt med, at den moderne populærkultur blev ældre, og flere og flere lyttere insisterede på at fastholde deres engagement i denne musik, selvom de blev ældre.

Det spiller ind, at ungdomsbegrebet gennem de seneste par årtier er blevet stærkt relativeret, sådan at aspekter af ungdomsrelaterede vanesæt er blevet gangbare også for personer over 35 år. Det har at gøre med en række ændrede livsstilstendenser for alle aldersgrupper samt en øget gennemsnitslevetid; forhold som det vil føre for vidt at komme ind på her. Men det har gjort tilegnelsen af nyproduceret musik, der eksempelvis refererer til diskoteksmusik fra 1980'erne, til noget, mange andre end unge under 25 år også føler, at de er i deres gode ret til at dyrke, uanset om de så ellers føler sig for gamle til at "gå på diskotek".

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det er en både tåbelig og utidssvarende målestok at anvende hvorvidt publikum "går på diskotek", eftersom Madonnas og Anne Linnets nyeste musik jo også er tilgængelig i det offentlige rum mange andre steder end lige netop på dansegulvet - på radiosendefladerne, som ledsagemusik i tv-programmerne, i butikkerne, på caférne og så videre. Og desuden er der altså mange unge under 25 år, der slet ikke møder denne musik på dansegulvet, fordi de ganske enkelt ikke kommer der.

At anmelde ud fra den præmis, at det kun er de unge, der har patent på nutiden, er paradoksalt nok utidssvarende og skyder derfor ved siden af målet. Der er masser af gode grunde til, at også modne musikere sagtens kan operere i et nutidigt idiom, uden at de skal skydes i skoene, at de kun gør det for at lefle for unge under 25 år.

Uden at jeg vil gå ind i en kvalitetsvurdering af de anførte danske albummer vil jeg bringe en anden mulighed på bane: Nemlig at modne musikere som Anne Linnet og Sanne Salomonsen arbejder med nutidige produktionsformer af ren og skær nysgerrighed snarere end af opportunisme. Det kunne jo være, at de opfatter sig selv som i allerhøjeste grad nutidige musikere og ikke som stenalderfund fra firserne, sådan som nogle musikkritikere tilsyneladende ønsker at se dem. Eller det kunne være, at de finder det stimulerende at arbejde på tværs af generationer, det vil sige med yngre producere, som har håret oppe i vinden og et bud på, hvordan man kan få musikken til at fremstå som et aktuelt bud på en nutidig musik.

Hvordan vi slipper ud af disse vrangforstillinger, har jeg ikke noget bud på. Men som altid har medierne et stort ansvar for hvordan tingene tager sig ud: Virkeligheden formes som bekendt af den måde vi taler om den på.

Under overfladen i anmeldelser af de albummer jeg her har refereret til, lurer der også en dybt forstemmende præmis om, at voksne og ældre mennesker i rytmisk musikliv i udgangspunktet er en smule til grin, når de bliver ved med at lave musik. Hvorfor er det ellers, at det i nærmest samtlige anmeldelser skal nævnes hvor gamle Sanne Salomonsen og Anne Linnet er? Og hvordan i himlens navn kan det være af nogen relevans for andre end de nyfigne?

Kritikerne kunne også vælge at nedtone aldersaspektet og i stedet blot forholde sig til om den musik, der bliver frembragt, er væsentlig eller ej, nødvendig eller ej. Det ville være at forholde sig til musikken på musikkens præmisser, og det ville være at forholde sig til musikerne som musikere, ikke som privatpersoner.

Heldigvis er det da heller ikke alle modne musikere, der bliver udsat for musikkritikkens aldersdiskriminerende tendenser. Anne Dorte Michelsen kunne for halvandet år siden slippe afsted med at lave det elektroniske album Hvis du vidste med produceren Chief One, uden at musikkritikerne af den årsag fandt, at hun leflede for nogen med de danceorienterede beats. Musikmagasinet Gaffa talte i dets anmeldelse endda om et "flot og modent popalbum". Og TV-2 har gennem en årrække kunne slippe afsted med at arbejde med unge producere som Thomas Troelsen og Kristian Vad, uden at det er blevet afskrevet som værende patetisk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og det er sådan det skal være: Musikere skal selvfølgelig have lov til at blive ældre - det bliver vi jo alle - uden at blive mødt med overbærenhed fra musikkritikken. Så selvom Anne Linnet i sine yngre dage lavede et album, der hed Jeg er jo lige her, er der ingen grund til at behandle hendes nyeste album som om det hed Er du nu der igen?

For ingen har gavn af et musikliv, der favoriserer unge musikere og ser ned på de ældre. Faktisk burde det være sådan, at det netop var de ældre der blev set op til. Om ikke andet så fordi de har kunne udholde at blive ved og ved til trods for en musikkritikerstand, der alt for vanemæssigt fastholder dem i forældede vaneforestillinger, selvom både de og deres lyttere rent faktisk selv befinder sig helt andre steder.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce