2010'erne må ikke blive som 1950'erne

Golden Days’ kulturfestival om 1950’erne, der for tiden kan opleves i København, er en god påmindelse om ikke at ønske sig årtiet tilbage.

Henrik Marstal

Alle årtier siden 1950’erne har vel set på afstand haft noget både eventyrligt og uskyldsrent over sig, og alle har de kunnet fremvise fænomenale gennembrud inden for kunsten og samfundslivet samt i opfattelsen af hvad det vil sige at være menneske.

Okay, vores eget årti har indtil videre vist sig at have nogle startvanskeligheder, som man må håbe bliver udbedret, hvis det også skal være tilfældet for 2010’erne. Det gælder ikke mindst inden for kulturen, hvor jeg stilfærdigt minder om, at mens 1950’erne havde Elvis Presley og Marilyn Monroe, har vi indtil videre haft Justin Bieber og Amalie fra Paradise – og med hende formodentlig en lang række tilsvarende mediefænomener i mange andre landes paradisiske reality-reservater.

Også 1950’erne var indlysende fyldt med lyspunkter og gennembrud – tillad mig at nævne bagateller som genopbygningen af Europa, afkoloniseringen af en række asiatiske og afrikanske lande, i Norden fremkomsten af velfærdsmodellen, markante kunstneriske erkendelser samt opfindelsen af teenagekulturen med dens frisættende rock’n’roll, hvis identitetsmæssige indflydelse skulle blive så enorm for kommende generationer.

Men der var indlysende også en lang række forhold, som kaster lange skygger henover åriet, og som en eftertid med rette har stillet sig stærkt kritisk over for. Her vil jeg nævne bagateller som atomprøvesprængningerne og McCarthyismens dybt fordomsfulde heksejagter på personer, der angiveligt havde kommunistiske eller homoseksuelle sympatier. Og jeg vil nævne den snerpede og hykleriske seksualmoral, som måske nok medvirkede til en vis form for social regulering, men som i øvrigt absolut intet godt førte med sig – også Danmark har eksempelvis haft sin alt for store mængde af stakler, der var kommet i uheldige omstændigheder uden mulighed for at få en legal abort.

1950’erne promoverede endvidere skamløst – og næsten uden kritisk modspil fra offentligheden – den amerikan(d)iserede forestilling om forbrugerisme som lykkeparameter, noget som et væld af spillefilm, reklamer, krimier og hverdagsvarer bragte med sig i USA såvel som store dele af den øvrige verden.

Og så var der desuden en demokratiseret og nærmest institutionaliseret eskapisme til stede blandt 1950’ernes vestlige befolkninger og myndigheder i form af en glubende interesse for rumkapløbet og en måske ikke alt for fjern fremtids teknologiske herligheder: Robotter ville blive hustjenere, rumraketter ville transportere alle nysgerrige ud i rummet, og fremtidsmaskiner af alskens slags var i det hele taget lige om hjørnet.

1950’ernes interesse for fremtiden som fænomen blev afspejlet ikke mindst i det boom, som science fiction-litteraturen og -filmene skabte, og som også den nye, elektroniske musik afspejlede. Invasioner af planeten Jorden eller jordboeres invasion af fremmede galakser var genstand for umådelige mængder populærkultur, og i den pragmatiske virkeligheds verden var det derfor helt i årtiets ånd, at præsident J.F. Kennedy i 1961 udtalte de profetiske ord om, at før 1960’erne var omme, ville en amerikaner have gået på Månen og være kommet sikkert tilbage til Jorden.

Og det skete rent faktisk, da nyligt afdøde Neil Armstrong i juli 1969 gik på Månen og kom sikkert tilbage til Guds eget land igen. Men hvad blev der siden egentlig af denne del af fremtiden? Interessen for rummet blev mindsket betydeligt, både i fiktionens og virkelighedens verden.

Kunsten begyndte i højere grad at beskæftige sig med hverdagens realiteter, drømme og forhåbninger. Og Kennedys efterfølgere i præsidentembedet lod ikke til at have hverken nogen dybere filosofiske eller ideologiske anledninger til at ville udforske rummet yderligere. Rationalet lod til at være, at nu var man taget til Månen for at se om det var muligt, og det var det. Og måske det spillede ind, at Månen ikke besad råmaterialer, som kunne være til gavn for den amerikanske handelsbalance. Så i 1972 var sidste gang nogen gik på Månen, og siden har ingen været der.

We Were Promised Jetpacks er det både humoristiske og tankevækkende navn på et skotsk rockband, som albumdebuterede i 2009. De nævnte ’jetpacks’, altså de rakettornystre, som mange i 1950’erne troede alle en dag ville flyve rundt med på ryggen, kom nu ikke længere end til forsiderne på epokens glitrede magasiner. Den del af fremtiden ankom ganske enkelt aldrig, eller den blev måske snarere aflyst på grund af manglende interesse fra verdens førende myndigheder. På vegne af 1950’er-generationen stiller det skotske band simpelthen spørgsmålet: Hvor i alverden blev fremtiden egentlig af?

2012. Det er et årstal, der lyder så fremtidsagtigt. Men det er det år vi befinder os i her og nu.

Svaret er vel, at en helt anden fremtid, som blandt alverdens forudsigelser i 1950’erne om fremtiden aldrig rigtig blev forudsagt, stod inden længe for døren: En ny epoke med informations- og kommunikationssamfundets kombinerede revolution af computer, internet, mails og sociale medier. Et vaskeægte teknologisk mirakel, bare i en helt anden og mere hverdagsorienteret retning.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvis man har befundet sig i København gennem den seneste tid, er man helt sikkert stødt på plakater og standere, der fortæller om Golden Days’ ugelange kulturfestival om 1950’erne. Der lader til at være en dobbeltbundet idé bag festivalen: Dels rent faktisk at oplyse og berette om det kulturelle klima, om hverdagslivet og om verdenspolitikken i årtiet, og dels at give alle interesserede mulighed for at spejle sig i et forgangent årti på en måde, der kan gøre alle en smule klogere på deres egen samtid.

Det er spejlingen, der er central her: Det årti, som vi allerede er nået omkring en fjerdedel ind i, må helst ikke komme til at ligne de fordomsfulde, eskapistiske og snerpede halvtredserne alt for meget. Men det kræver en sejlivet indsats, hvis det skal forhindres. For fordommene og trangen til eskapisme er lige så udbredte som dengang, selvom befolkningerne har haft nu mere end fem årtier til at blive klogere i.

Fordommene er naturligvis ikke længere rettet mod kommunister og homoseksuelle, sådan som de i et vist omfang også var det i 1950’ernes Danmark. Men frygten for det anderledes er også nu sat i system. Den verserende debat om arbejdsløse og dagpengemodtagere forstået som en slags samfundsnassere uden social ansvarlighed, er et godt eksempel. Og den aktuelle ballade i Libyen, Yemen og andre mellemøstlige samfund i anledning af filmen Innocence of Muslims minder på tragisk vis om Muhammedkrisen i 2006, hvor Jyllands-Posten med satiretegningerne af profeten Muhammed gjorde hån, spot og latterliggørelse af personer med muslimsk baggrund til en æressag.

Den tidligere norske statsminister Kåre Willochs kommentar til sagen er stadig værd at tænke over: ”Ytringsfrihed er ikke chikanepligt”, sagde han kort og kontant. Siden er vi kun med møje og besvær kommet en smule videre. Men også i 2010’erne er udpegningen af fjendebilleder stadig en legitim folkesport. Her har vi ikke noget at lade 1950’erne høre.

Hvad angår det eskapistiske element, taler ingen om rumrejser længere. Men eskapismen er der fortsat, den har blot antaget andre former. 1950’ernes befolkninger ønskede øjensynligt at befinde sig langt ude i fremtiden snarere end at sætte pris på og være nærværende i deres egen samtid.

Det kan se ud til, at nærværet i samtiden i dag er lige så problematisk en størrelse, når en hel befolkning beredvilligt lader sig bombardere af mobiltelefonens endeløse bips, der tilkendegiver, at endnu en ligegyldig Facebook-opdatering nu er tikket ind. Også i dette årti er det legitimt at ønske sig andre steder hen end dér hvor man befinder sig netop nu. For cyberspace er simpelthen for fristende og afhængighedsskabende et sted at søge hen imod. Frisættelsen fra pligten til at være til stede her og nu er blevet en af det 21. århundredes dødssynder.

Derimod er 1950’ernes snerpede seksualmoral blevet afskaffet i en grad, som ingen i det årti ville have troet eller turde mulig. Med internettets demokratisering af næsten enhver tænkelig seksuel adfærd har pornoficeringen af de vestlige samfund antaget hidtil usete dimensioner. Og enhver, der forsøger at kritisere den omstændighed bliver rutinemæssigt afskrevet som værende bonert, vel at mærke i næsten en 1950’er-agtig betydning af ordet. For så må man jo være imod frisindet som sådan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men pornoficeringens invasion af det offentlige rum har måske ikke skabt nær så megen frisættelse som den har skabt frustration og bekymring. Og den kan virke til at være lige så meget ude af proportioner som snerpetheden forekom at være det i 1950’erne. Og hvor langt er vi så egentlig kommet?

2012. Det er et årstal, der lyder så fremtidsagtigt. Men det er det år vi befinder os i her og nu. Og det er nærværet her og nu, der tæller. Alt det er Golden Days’ kulturfestival om 1950’erne en god og tiltrængt påmindelse om.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce