Et nationalt alternativ til YouTube?

I Norge taler man om hvordan man kan skabe et brugerdrevet musiksite, hvor rettighedshaverne rent faktisk får deres penge. Vi burde følge trop herhjemme.

Henrik Marstal

Alle kender YouTube. Mange bruger sitet dagligt og kunne slet ikke undvære det, spækket som det er ikke blot med alskens musikvideoer, koncertoptagelser og musikindspilninger, men også med tutorials, foredrag, peer-to-peer-baserede lektioner, dokumentarfilm, tv-serier, lydbøger og selvfølgelig også private dokumentationer af alle mulige hverdagssituationer. Alt sammen ganske gratis, til gavn for enhver forbruger. Kunne jeg selv undvære YouTube? Overhovedet ikke. Kunne du?

Tallene taler deres tydelige, svimlende sprog: Der er i dag 800 millioner unikke brugere månedligt, som i det tidsrum til sammen når at se fire milliarder timers video. I Danmark bruger 51 procent sitet eller tjenesten, og tallet er ikke mindre end 83 procent, når vi taler om de 15-29 årige. Og vi er selvfølgelig ikke de eneste: Alene i USA bruger 64 procent af landets teenagere YouTube som deres foretrukne streamingtjeneste, og den regnes for at være det tredjemest besøgte websted i verden efter Google og Facebook.

Ikke uden grund er det derfor blevet vurderet, at YouTube er verdens største streamingtjeneste, både hvad angår antallet af brugere, antallet af streams og ikke mindst antallet af tilgængelige stykker musik (da musikken til forskel fra andre streamingtjenester ofte findes i et væld af uautoriserede versioner, fra akustiske coverversioner til private mobiltelefonoptagelser ved koncerter).

Tanken bag YouTube er smuk: Endelig fik verden et globalt site, der i høj grad var præget af brugerdrevet indhold ('user-generated content' eller UGC) til forskel fra de traditionelle mediers brug af udelukkende professionelt drevet indhold ('professional generated content' eller PGC), som kendes fra fx tv-stationerne og pladeselskaberne. Og selvom også det har haft sin pris - hvem har eksempelvis ikke taget sig til hovedet over de mange infantile, ondsindede og plumpe brugerkommentarer overalt på YouTube - har der været noget frigørende over sitets eksistens. For store dele af verden har dermed fået adgang til en gratis, interaktiv nettjeneste, hvor i princippet enhver bosat i et såkaldt frit land med lyst, fantasi og iver dels kunne skabe sine egne billeder og fortællinger, dels bidrage til at hjælpe og inspirere andre i det enorme, imaginære brugerfællesskab, som YouTube ret beset er.

Det er dog hidtil sket uden at de mere revolutionære og demokratiserende potentialer ved UGC har formået at folde sig helt ud, ikke engang i forbindelse med Det Arabiske Forår eller nye, sociale bevægelser som Zeitgeist eller Occupy. For at uploade og dele materiale er som bekendt ikke det samme som at stille spørgsmål ved den magtinstans, der har muliggjort det, sådan som en amerikansk ph.d.-afhandling af Jin Kim allerede i 2010 påpegede det.

For efter at Google købte YouTube i 2006, da den blot var et år gammel, blev de demokratiserende aspekter af tjenesten gradvist underordnet et øget institutionalisering, påpegede forfatteren også. Derfor har kommercielle dagsordener spillet en enorm rolle for tjenesten i den forstand, at især uploading af officielle musikvideoer for kommercielle artister har tjent en primær funktion for mediesynergiske strategier for anden viral markedsføring. PGC-delen har altså fyldt godt op. Og mon ikke det bliver ved med at være sådan.

Det er og bliver som gratis musikstreamingtjeneste, at YouTube primært er kendt, til trods for sitets mange andre funktioner. I den forbindelse er der dog lige én afgørende forskel på YouTube og så de øvrige musikstreamingtjenester: Aftalerne med rettighedshaverne mangler stadig at at komme på plads eller blive aktiveret.

Tjenesten selv har ikke haft nogen særlig grund til at skynde på med at få en aftale i stand. For de såkaldte 'content creators' - altså dem, som lægger materiale op på sitet - regnes ifølge tjenesten nemlig alle for private brugere, også når det er firmaer, der er tale om. YouTube har derfor ikke haft noget juridisk ansvar for hvad brugerne har lagt op af rettighedsbeskyttet materiale. Det fremgår jo direkte af navnet på tjenesten, hvor "You" selvfølgelig skal forstås som en privat uploader, ikke eksempelvis et firmaregistreret band, et pladeselskab, et musikforlag eller en rettighedsorganisation, sådan som det i langt de fleste tilfælde gælder for andre streamingtjenester.

Som en meget oplysende artikel af journalisten Martin Blom Hansen i magasinet Musikeren fra december 2012 påpeger det, skyldes denne praksis, at YouTube er beskyttet af det amerikanske lovkompleks The Digital Millenium Copyright Act (DMCA). Det betyder, at tjenesten indtil nu ikke har behøvet at bekymre sig om hvorvidt rettighedshaverne bliver tilgodeset for de musikalske ydelser, de leverer, selvom tjenesten næppe ville kunne eksistere uden disse ydelser. Og det betyder, at musikbranchen ikke har haft mulighed for eksempelvis at få del i det virksomhedsoverskud, som YouTube via reklameindtægter årligt genererer, et tal, hvis størrelse i øvrigt meget behændigt er en af Googles forretningshemmeligheder.

YouTube har opnået sin unikke status som verdens førende gratis streamingtjeneste blandt andet fordi den siden sin begyndelse har opereret som en enorm gråzone i forhold til ophavsretten. Ganske vist opstiller tjenesten i sit regelsæt den betingelse, at den pågældende uploader enten skal være rettighedshaver til det pågældende indhold, eller have erhvervet tilladelse fra rettighedshaveren. Men det stemmer meget dårligt overens med den omstændighed, at sitet er spækket til randen med eksempelvis utallige klip fra koncertoptagelser, tv-serier, film og lydfiler, som de mange private uploadere bestemt ikke har haft rettighederne til.

YouTube selv har dog aldrig for alvor udvist vilje til at fjerne disse uploads, sikkert fordi det netop er sådanne optagelser, der igen og igen har lokket brugerne til at gå ind og anvende YouTube. Derved har tjenesten i meget høj grad haft en interesse i, at dens brugere har afstået fra at følge dens egne retsprincipper. Ikke just et godt skudsmål for en tjeneste, der som Google-fillial indgår i et totaldominerende netværk med stor indflydelse på en stor del af verdensbefolkningens medievaner og -muligheder.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men tingene er ved at ændre sig: For ikke overraskende er flere og flere organisationer uden for USA nu begyndt at reagere. Ifølge Martin Blom Hansens artikel verserer der en retssag i Tyskland, hvor GEMA - en tysk pendant til Koda - indtil videre har fået medhold i, at YouTube er ansvarlig for at rettighedsbeskytte det materiale, som brugerne har uploadet, eftersom amerikansk lovgivning som bekendt ikke gælder uden for USA.

I Danmark har en række rettighedsorganisationer i sidste måned nedsat en tænketank med medlemmer fra musik- og forlagsbranchen, der skal komme med forslag til hvordan rettighedshavere kan få mere ud af at være repræsenteret på bl.a. YouTube. Desuden har Koda i oktober henvendt sig til YouTube med henblik på at få lavet en samarbejdsaftale, og IFPI's danske afdeling har meldt ud, at der faktisk allerede er indgået aftaler mellem organisationens pladeselskaber og YouTube. De vil dog først vil blive aktiveret, når aftalerne med rettighedshaverne - det vil sige komponister/tekstforfattere, musikforlag og pladeselskaber - er på plads.

Derfor er der et spinkelt håb forude, såfremt de enkeltstående landes organisationer er stærke nok, vedholdende nok og indflydelsesrige nok til at bide skeer med en mediemastodont som Google. Om det kan gøres uden statslig manpower fra Kulturministeriet eller EU, er dog indtil videre et åbent spørgsmål.

Den norske pendant til Koda, kaldet TONO, har for nylig luftet tanken om at lancere en national pendant til YouTube. Det er sket i frustration over hvor svært foreningen har haft ved overhovedet at få Google i tale med henblik på at få en permanent aftale i stand, der kunne generere midler til de norske rettighedshavere.

Idéen er absolut ikke dårlig, og skulle den anførte tænketank bruge sin tanke- og handlekraft mest hensigtsmæssigt, ville det være oplagt om den i samarbejde med landets musikorganisationer undersøgte mulighederne for hvorvidt en pendant til YouTube kunne åbne i Danmark.

Vi skulle altså lave vores eget YouTube, meget gerne i samarbejde med Norge og andre nordiske lande for dermed at etablere et brugerdrevet værdifællesskab landene imellem, og for dermed at forsyne en sådan tjeneste med en langt større volumen end blot et enkelt land ville være i stand til at generere. Her skulle al uploadet, rettighedsbeskyttet materiale registreres, og udbetalingerne til musikere, musikforlag og pladeselskaber skulle afregnes efter hvor mange gange det pågældende upload var blevet streamet. Brugerne af den nye tjeneste skulle have ubegrænset adgang til den for et fast, månedligt beløb. Disse principper skulle altså være baseret på de samme velfungerende principper og forretningsmodeller, som i forvejen findes for de kendte streamingtjenester, heriblandt Spotify, der i forvejen er af nordisk - nærmere betegnet svensk - oprindelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Problemer ved en sådan løsning ville der sikkert blive nok af, alene fordi registreringen af materialet ville kræve enorme ressourcer. Men ikke desto mindre ville det være en mere tidssvarende måde at stille betingelser for hvordan brugerdrevet materiale kan og bør forbruges på.

At der dermed samtidig ville være basis for at drage nytte af de bedste erfaringer fra YouTube i forhold til dens brugerdrevne praksis, er en omstændighed, som kunne gøre en sådan ny tjeneste til en værdig konkurrent til YouTube og dermed også til Googles mediedominans.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce