Ak, hvor er det irriterende at skulle bruge tid på at skrive det allermest selvindlysende man nærmest kan komme i tanker om. Men nogle gange er det nødvendigt for at forhindre misopfattelserne og usandhederne i at udbrede sig alt for meget. Det handler om rock, og det handler om forfatteren Jens Christian Grøndahls netop udkomne essaysamling Den sibiriske måne, der i øvrigt rummer flere meget fascinerende essays.
På mange måder er rockkulturen for længst anerkendt som en seriøs kulturbærer (i Danmark kan det eksempelvis ses via de legater og anden støtte, som Statens Kunstfond og Statens Kunstråds Musikudvalg uddeler til rockmusikere). Alligevel er det som om, at den, 50 år efter at The Beatles og Rolling Stones brød igennem, fortsat skal trækkes med vrangforestillinger fra personer, der som Grøndahl ser det som en reel mulighed at afskrive den som ren og skær tant og fjas - hvad motivet for at gøre netop det så end måtte være.
