Tillid. Forbrugerne glemmer ikke så let, og de har ikke glemt, hvordan pladebranchen for år tilbage forfulgte musikelskere i jagt på profit. I dag er branchen befolket af helt andre typer og har fortjent et bedre omdømme.
Foto: THOMAS SJØRUP

Tillid. Forbrugerne glemmer ikke så let, og de har ikke glemt, hvordan pladebranchen for år tilbage forfulgte musikelskere i jagt på profit. I dag er branchen befolket af helt andre typer og har fortjent et bedre omdømme.

Henrik Marstal

Vi har brug for en pladebranche med et menneskeligt ansigt

Pladeselskaberne - og ikke journalisterne - har i sidste ende selv ansvaret for, at der bliver gjort op med opfattelsen af dem som skurke.

Henrik Marstal

Debatten om musikkens rolle, betydning og tilgængelighed i samfundet er vigtig.

Derfor er det rigtig godt, at pladeproducenter som eksempelvis Sonys administrerende direktør Henrik Daldorph og Copenhagen Records' administrerende direktør Jakob Sørensen gennem de senere år løbende har kvalificeret debatten ved at gøre opmærksom på, hvordan verden tog sig ud set fra deres perspektiv.

For nogle dage siden skrev sidstnævnte et indlæg i Politiken om hvordan pladebranchen i dag ikke arbejder mod, men derimod med internettet.

JAKOB SØRENSEN

Indlægget var en reaktion mod en opfattelse, som avisens musikredaktør Pernille Jensen havde lagt frem i en statusartikel over musikåret 2012:

Opfattelsen af, at internettet har givet utallige musikere og alternative pladeselskaber mulighed for at tryne de store, tunge major label-selskaber og i øvrigt give dem både kreativt og økonomisk baghjul.

PERNILLE JENSEN

Som Jakob Sørensen - siden forrige år direktør for et Universal-ejet selskab - gør opmærksom på, er det faktisk ikke sandt, at de store pladeselskaber har udspillet deres rolle med internettets fremkomst og anarkistiske organisation.

Ganske vist har selskaberne skulle dele kagen med mange, mange mindre indholdsproducenter foruden nogle meget store distributører fra telebranchen.

Og det har sat sit præg på branchens antal af såkaldte major labels, hvor man så sent som i 1998 stadig talte om The big six, men som i dag er reduceret til The big three, nemlig Universal, Warner og Sony.

Men det er disse major labels, som direkte eller via deres underselskaber fortsat ejer rettighederne til langt de fleste kommercielt succesfulde kunstneres respektive bagkataloger fra før 2000.

Og The big three er desuden medejere af en succesfuld, rettighedsbeskyttede streamingtjeneste som Spotify.

Så selvom selskaberne i dag fylder mindre, er deres betydning for produktionen og distributionen af musik stadig afgørende stor.

Var de der ikke med deres gatekeeper-funktion, promotionapparater og marketingsstrategier, ville forbrugerne sandsynligvis have endnu sværere ved at navigere i det enorme vildnis af kunstnere, genrer og stilretninger, som dagens musikudbud i dag består af.

For langt flere navne ville i så fald være mindre kendte, og langt flere af dem være henvist til et både mindre og mere tilfældigt sammensat publikum. Og om det ville være en fordel for nogen, må vist være en temperamentssag.

LÆS ARTIKEL

Radioheads famøse stunt i 2007, hvor gruppens nye album In Rainbows blev sat til fri download på dens hjemmeside efter et betal-hvad-du-vil-princip, viste sig derfor blot at være et stunt og ikke den distributionsrevolution, som ganske mange af os dengang var overbeviste om nu var skudt i gang i internetanarkismens ukrænkelige navn.

At selskaberne har kunnet fastholde deres dominans, har indlysende også at gøre med, at de efter en lang periode præget af stædig modvilje mod den forbrugerteknologiske udvikling er begyndt at anvende internettets mange distributionsmuligheder konstruktivt, sådan som Jakob Sørensen også siger det.

Men at Pernille Jensen i sin artikel fremviser nogle ganske få eksempler fra det forgangne år på musikere, der har fået markante gennembrud uden om de store pladeselskaber, beviser for så vidt ikke, at det skulle forholde sig anderledes.

Derimod beviser det snarere, at David/Goliath-vinklen på musikindustrien er mere fristende for journalister at promovere end de mindre sexede, men ofte mere realistiske historier om fredelig sameksistens mellem store og små selskaber og aktører med vidt forskellige interesser og perspektiv.

Det beviser måske også, at den etablerede pladebranches eneste virkeligt store problem har været dens kunders enorme passion angående de produkter, de købte af den.

For ikke mange brancher har kunnet fremvise så klart identificérbare og derfor nærmest karikerede relationer mellem magtfulde (læs: onde) plademagnater og afmægtige (læs: gode) musikere - relationer, der nærmest har kaldt på journalisternes og forbrugernes antipati mod den musikkens axis of evil, som The big six gennem årtier blev fremstillet som.

At forbrugere samtidig ofte har opfattet musikerne (superstjernerne undtaget) som forkælede og urealistiske, når det kom til de økonomiske aspekter af at spille musik, er i den sammenhæng nærmest ironisk, men ikke desto mindre sandt.

En ligefrem idyllisk branche er det sandelig ikke at befinde sig i.

Men modviljen mod branchen og dens deraffølgende blakkede image kommer ikke af intet.

Jakob Sørensen undervurderer, hvor stor mistillid også danske forbugere har haft til en verdensomspændende branche, der især i dens måske mest magtfuldkomne årti - 1990'erne - malkede forbrugernes pengepunge med endeløse compilations og udspekulerede, MTV-hypede og stereotype popkoncepter, som ingen orkede at lægge øre til efter blot få afspilninger - det, som jeg sammen med min medforfatter Morten Jaeger i bogen Hitskabelonen - imod popmusikkens ensretning (2003) betegnede som branchens 'køb-og-forsvind-strategi' i perioden.

Man behøver blot at læse Rolling Stone-redaktøren Steve Knoppers bog Appetite for Self-Destruction (2009) for at få syn for sagn.

Her redegør forfatteren grundigt for hvordan pladebranchen trods stor omsætning op gennem 1980'erne og 1990'erne tilsyneladende var i ubalance.

I hvert fald førte branchens forvisning om i cd-æraen at have fået fuldkommen kontrol over produktionsmidlerne til en grådig adfærd over for forbrugerne.

Det resulterede i en mistillidskrise fra mange af disse forbrugere, symboliseret ved branchens intense lobbyarbejde for at få lukket Napster-fildelingstjenesten i 1999 og kriminaliseret fildelerne.

Set i et juridisk perspektiv forekom den strategi nok indlysende, men i et teknologisk perspektiv var det absurd.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og i et marketingsmæssigt perspektiv blev det, efterhånden som sagsanlæggene mod private brugere voksede i omfang, en decideret katastrofe.

I stedet kunne branchen, hævder Steve Knopper, have valgt at se Napster som en helt ny forretningsmodel, der ville have gået forud for både MySpace, Facebook og for den sags skyld streamingtjenesterne og dermed måske fremskyndet udviklingen med fem-seks år.

Men så fremsynet var branchen desværre ikke.

Herhjemme gik vi heller ikke fri:

Mange husker stadig branceorganisationen IFPI's tv-annoncerede, tragikomiske 'Vi sagsøger dig langt ind i helvede'-kampagne sidst i 1990'erne.

En styrtende rig pladebranche med mafia-metoder, der truede musikelskere, langt de fleste formodentlig teenagere? Nej, forbrugere glemmer ikke så let.

Så branchens imageproblemer findes fortsat. Men det er ikke det samme som at sige, at det ikke kan og bør ændre sig, hvis pladebranchen ellers kan levere en målrettet indsats for at få tilliden genoprettet.

For faktisk er pladebranchens store spillere ikke helt så onde længere.

Deres attitude har ændret sig markant i takt med, at teknologien udviklede sig entydigt i forbrugernes favør, og mikroøkonomiske myriader af uafhængige pladeselskaber og selvudgivende kunstnere vældede frem - godt hjulpet på vej af internettets muligheder for at formidle direkte relationer mellem lyttere og kunstnere uden om de distributions- og marketingsled, der før havde været de store selskabers selvfølgelige domæner.

Nu ser de fleste af deres ansatte helt medgørlige ud, måske fordi de mest griske af dem for længst er forduftet til andre, økonomisk mere lukrative, brancher. Det står endda tydeligere frem hvor mange af dem, der er in it for the passion only.

Jakob Sørensen personliggør en sådan ny type i den etablerede pladebranche, der udviser ydmyghed over for forbrugerne og har erkendt, at magtrelationen mellem industri og forbruger ændrede sig afgørende, én gang for alle, med den digitale revolutions fremkomst.

Det er netop den slags brancheaktører, musiklivet som helhed og forbrugerne har brug for.

For vi har nemlig brug for en pladebranche, der er ydmyg over for den omstændighed, at musik betyder så utroligt meget for utallige menneskers identitet og selvdannelse.

LÆS ARTIKEL

Vi har brug for en informerende pladebranche, der i musikkens navn deler sine tanker om musikforbrug og distribution med musikforbrugere og musikere i det offentlige rum.

Vi har brug for en pladebranche, der tager et ansvar for at sprede kvalitetsmusik til hele verden. Men vi har også brug for en pladebranche, der afstår fra fremover at modarbejde forbrugere og musikere via lobbyarbejde i juridiske cirkler.

Og vi har brug for en pladebranche, hvis aktører viser et menneskeligt ansigt netop ved i højere grad at fremstå som visionære musikfans med forbrugernes musikglæde som pejlingspunkt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så har vi brug for en pladebranche, der medvirker til at løse de dårlige økonomiske forhold, som gør det svært for mange musikere, producere, studieteknikere og sangskrivere at bruge den fornødne tid på at skrive, indspille og producere musik uden at skulle sætte penge til ved det.

Branchen kunne eksempelvis medvirke langt mere aktivt til at arbejde for, at musikerne blev sikret mere stabile indtægter ved afspilninger af deres musik på YouTube såvel som på streamingtjenesterne.

Jakob Sørensen har helt ret i, at det er på tide at gøre op med forestillingerne om de store pladeselskaber som skurke.

Men det er nu altså selskaberne selv og hverken musikere, musikforbrugere eller musikjournalister som Pernille Jensen, der har det endelige ansvar for om forestillingerne bliver nedbrudt.

Det arbejde vil jeg se frem til kommer i gang. Og det ville for resten kun være til gavn for debatten om musikkens rolle, betydning og tilgængelighed i samfundet, hvis det skete.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce