Krarup på perronen med Poulsgaard på slæb

Traditionalisten Marie Krarup (DF) afviser nutidens dynamik med en forstemmende "Hvis det er fakta, så benægter a fakta"-logik.

Henrik Marstal

Mange husker sikkert 1970'ernes absurde parodi på et folketingsmedlem, Kresten Poulsgaard fra Fremskridtspartiet, der i en polemik engang gentog det i forvejen kendte udsagn fra en jysk folketingskollega fra gammel tid: "Hvis det er fakta, så benægter a fakta!" Selvom Poulsgaard tilhørte det landsbytosse-agtige segment, der aldrig fik lov til at komme med over i Dansk Folkeparti, er det som om, at hans ord stadig hviler over visse af partiets medlemmer i deres omgang med realiteterne.

Marie Krarup (DF) var på sin blog på Berlingske i sidste uge endnu engang ude med riven efter sædernes forfald i et indlæg med den noget proportionsforvrængende og manipulerende overskrift 'Kulturel opløsning'. Indlægget benyttede den forgangne måneds meget omtalte gymnasieelevers uacceptable opførelse under en druktur til Prag som anledning til at problematisere gymnasieskolens obligatoriske samfundsfag i almindelighed og verdens forfald i særdeleshed.

Samfundsfagets pensum for gymnasieskolen består ifølge Krarup blandt andet af tekster om kulturel frisættelse og aftraditionalisering, som peger direkte frem mod Jordens nært forestående undergang. Hun skriver: "I de fleste samfundsfagsbøger er udgangspunktet, - der leveres som et fastslået faktum, - at vi lever i det senmoderne samfund, hvor INGEN traditioner eller normer har gyldighed, før man selv har valgt dem. Sådan er det bare!"

Men skulle det være en tragedie for menneskeheden, at verden udvikler sig? Nej, selvfølgelig ikke. Den kulturelle frisættelse hænger nært sammen med især de seneste 30-40 års samfundsudvikling, hvor helt andre dannelsesmønstre end tidligere har gjort sig gældende, og hvor nye måder at opfatte verden er blevet både ønskelige og mulige, samtidig med, at befolkningen set under ét næppe er blevet mere uoplyst. Den er tværtimod blevet mere kritisk over for samfundstendenserne og i hvert fald ikke dummere. Og næppe ret mange ville i ramme alvor ønske sig at bytte 2010'erne ud med 1950'erne.

Krarup henviser i sit udsagn formodentlig til sociologer som Anthony Giddens og Ulrich Beck, hvis observationer om det senmoderne samfund har medvirket til at gøre millionvis af mennesker verden over klogere på hvordan samfundets forandringsprocesser siden 1970'erne - og hastigheden hvormed de er foregået - lader sig forstå. Muligvis tænker Krarup endda også på ældre sociologer som Georg Simmel, Emile Durkheim, Max Weber og lidt nyere som Norbert Elias og Jürgen Habermas. Men hør nu her: Der er næppe nogen af disse personer og dermed heller næppe nogen gymnasiale samfundsfagsbøger, som ville hævde, at normer og traditioner ikke har gyldighed, før man selv har valgt dem. Snarere ville de hævde, at der over en lang periode har været en fremherskende tendens til at opfatte normer og traditioner som individualiserede, aftradtionaliserede, differentierede - en tendens, der er blevet radikaliseret i det senmoderne samfund.

Sociologerne har baseret deres observationer om et stadig mere aftraditionaliseret samfund på deres registreringer af en række ændrede adfærdsmønstre blandt samfundsborgerne. Det er ændringer, der har fremmet individualiseringen som følge af udviklingen ikke mindst i kommunikationsteknologien, i den materielle udvikling i produktionssystemet samt i den øgede befolkningstilvækst. Men havde sociologernes ord været fri fantasi, ville næppe mange have taget dem til sig.

Jeg hæfter mig i Krarups udsagn ved, at hun tilsyneladende helt har misforstået hvad fx en Anthony Giddens siger om tradition. Han hævder ganske vist, at traditionerne under ét har ændret status som bærere af overleverede sandheder, men ikke, at de ikke skulle have gyldighed længere. I hovedværket Modernitetens konsekvenser pointerer han eksplicit, at traditioner er nødvendige og altid vil eksistere, fordi de giver livet sammenhæng og form. Men aftraditionaliseringen har alligevel vundet frem i takt med den øgede individualisering, fordi traditionelle fællesskabskulturer relateret til kirken, familien, klassetilhørsforhold eller lønarbejde ikke nødvendigvis har samme gyldighed for moderne samfundsborgere. Så hverken Giddens eller formodentlig andre, som Krarup er stødt på i samfundsfagets pensum, hævder rent faktisk det, som hun i udsagnet skråsikkert slår fast.

De traditioner og normer, som Krarup finder det vigtigst at værne om, er "kristendommen, familien og nationen." Derfor ser hun enhver form for kulturel frisættelse, aftraditionalisering eller dekanonisering som en decideret trussel mod den sammenhængskraft i samfundet, som hun postulerer fungerer i kraft af netop disse tre størrelser, og som hun mener vi alle (hvem det så end er) skulle have et ansvar for at føre videre.

Men som autoritative instanser betyder hverken kristendommen, familien eller nationen helt så meget for samfundsborgere anno 2013 som de gjorde det i 1913 eller i 1963. For mange betyder de endda ganske, ganske lidt. Nutiden er stærkt præget af sekulariserede livsformer, hvor kristendommen i sin folkekirkelige udformning kan virke fjern og fremmed, hvor en ukritisk værnen om det nationale kan forekomme decideret patetisk i en globaliseret virkelighed, hvor det at stifte familie ikke nødvendigvis opfattes som livets egentligste mening, og hvor livsformer langt væk fra kernefamilieidealet har været gældende for stadig flere mennesker i den vestlige verden siden 1970'erne - og det er nu engang så spektakulær en ændring af kernefamiliens status, at man ikke behøver at være sociolog for at have bemærket den.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er ikke nogens skyld, at det senmoderne samfund med dens relativisering af traditionsbegrebet vandt frem - det kan alene forklares ved hjælp af de mentalitets- og strukturændringer, som verden undergik op gennem 1900-tallet. Men Krarup får det til at lyde som nogen har begået en utilgivelig helligbrøde mod menneskeheden ved at indoktrinere den til at opgive troen på traditionerne og normerne som ærværdige autoriteter, man principielt slet ikke bør stille spørgsmålstegn ved. Hun får det også til at lyde som om nogen skulle have arbejdet aktivt bag kulisserne på at destruere verden som vi engang kendte den. Og i dette tilfælde er det altså sociologerne, der i Krarups tankeverden står for skud. Det ligner jo en hel konspirationsteori.

Men faktisk har verden alle dage været af lave. Der har altid været stærkt kritiske røster, som forfærdet råbte o tempora, o mores til alle forandringer, de så omkring sig, og som følte sig sikre på, at det moralske forfald, de hævdede at være vidne til, inden længe ville føre lukt til verdens undergang. Mærkeligt nok har disse røster næsten aldrig fået ret. De har som regel blot stået tilbage på perronen og truet med knyttede næver mod det tog, der netop i det øjeblik rullede ud fra stationen med retning mod fremtiden, og som de ikke selv ønskede at være passagerer på. De har aldrig set mulighederne i forandringerne, kun begrænsningerne. Eller man kunne mere diplomatisk sige: Traditionalister har som oftest forsvaret traditionerne, fordi de nu engang ved hvad de har, men ikke hvad de får.

Alt for ofte har traditionalisterne hverken haft fantasi, mod eller indsigt til at stille sig selv spørgsmålet om hvorvidt det giver mening at holde fast i traditionerne i deres nuværende form, når samfundsborgerne af forskellige årsager har mindre brug for dem end tidligere. Og traditionalisterne har aldrig villet stille sig selv spørgsmålet om hvorvidt de traditioner, de værnede om, måske var konstruerede snarere end overleverede sandheder - sådan som historikerne Eric Hobsbawm og Terence Ranger gjorde det i 1983 med deres indflydelsesrige bog The Invention of Tradition.

Forholdet mellem fortid og nutid har historikeren Svetala Boym for nogle år tilbage beskrevet  i bogen The Future of Nostalgia, hvor hun argumenterer for, at nostalgi ikke er et anti-moderne, men derimod et dynamisk fænomen af betydning for dannelsen af fremtiden. Det findes i to former: Den refleksive nostalgi, hvor længslen efter det forgangne ikke hindrer den kritiske bevidsthed i at udfolde sig, og så den restorative nostalgi, der ser det som sit højeste mål at genskabe fortidige værdier som de var, ud fra antagelsen om, at de repræsenterer en uimodsigelig og uforanderlig sandhed. Hvor refleksiv nostalgi dvæler ved ambivalensen i menneskets længsler og tilhørsforhold, ser restorativ nostalgi slet ikke sig selv som nostalgi, men derimod som bestræbelsen efter at genoprette samfundsordenen gennem traditionalisme. Af samme årsag opfatter Boym den sidste form for nostalgi som problematisk, fordi dens ideologiske sigte i sidste ende kan føre til fundamentalisme - og, kunne man tilføje, til en blind traditionalisme som den, Krarup praktiserer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Summa summarum: Krarup fremstår som en person, der i stedet for at være til stede i nutiden klynger sig til fortiden som et værn mod den fremtid, hun tilsyneladende frygter - alene fordi den kommer til at fjerne sig mere og mere fra de værdier, verden engang blev bygget på. Tilbage på perronen står altså også hun, der som en anden Kresten Poulsgaard benægter fakta, som på et ganske løst grundlag afviser en hel fagtraditions kollektive antagelser som udtryk for samfundsmæssig vantro, og som i ramme alvor hævder, at en flok uopdragne gymnasieelevers opførsel i en udenlandsk by kan tilskrives selv samme fagtraditions nedtoning af kristendommens, familiens og nationens betydning for samfundsborgernes vel.

Det er forstemmende, at et folketingsmedlem med interesse for samfundets tarv ikke føler sig mere forpligtet på at forstå hvorfor samfundet udvikler sig som det nu engang gør, men blot reagerer på tingenes tilstand ved at mane proportionsforvrængede trusselbilleder frem om en nært forestående kulturel opløsning. Hvad med lidt konstruktiv kritik af verdens tilstand i stedet? Os, der tror på fremtiden, ville sætte pris på det.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce