Billen er taget afsted

Torben Bille efterlader et tomrum i dansk musikliv, som kun kan fyldes med savn.

Henrik Marstal

Det er kun få dage siden jeg stod foran bogreolen for at finde Torben Billes biografi Når lyset bryder frem fra 2009 om Sebastian frem. Faktisk skulle jeg blot skimme hvad der stod om en bestemt sang, men selvom jeg havde læst biografien i forvejen, blev jeg længe hængende ved at bladre rundt i den og læse på må og få. Og jeg tænkte ikke kun på Sebastians karriere undervejs, men også på måden bogen var skrevet på: Veloplagt, ligefremt, stilfuldt og selvbevidst.

Og så i går kom så nyheden om Torbens pludselige, uventede død af et hjerteslag natten til i går. Det er så vemodigt. Og det er helt uvirkeligt, fordi han hele tiden var der: På nettet stødte man konstant på henvisninger til hans artikler og anmeldelser på hans egen blog, og i Politiken fyldte han op med sine tv-anmeldelser og navnestofartikler om utallige musikere - hans signatur stod under artiklerne om Julian Lennons 50 års-dag i mandags, Rock Nalles 70 års-dag i onsdags og TV-2-trommeslageren Sven Gauls 60 års-dag i forgårs.

Men nu er det slut, der kommer ikke mere fra Billen på Bladet, som Shu-bi-dua engang kaldte ham i sangen af samme navn. Ikke flere artikler, ikke flere bøger, heller ikke de endnu ikke eksisterende biografier om eksempelvis TV-2 eller Love Shop - hvem skal nu skrive dem, må jeg spørge? For de af os, der kendte ham, er det også på en anden måde slut: Ikke flere mails eller telefonbeskeder, og ikke flere kommentarer hen over kaffebordet om kulturlivet i almindelighed og musiklivet i særdeleshed.

Jeg lærte Torben at kende i 2005, hvor vi begge blev bedt om at indtræde i Kulturministeriets Kanonudvalg for musik. Torben var med sin baggrund som mangeårig kritiker, forfatter til musikbøger og redaktør af såvel musikmagasiner som rockleksika selvskrevet til at sidde i udvalget. Det var jeg ikke, og jeg kom da også kun med på et afbud. Den kanon for populærmusik, som udvalget blandt andet skulle lave, stod Torben og jeg for - de øvrige tre udvalgsmedlemmer havde alle klassisk baggrund.

Et parløb var i gang. På et tidspunkt luftede jeg min begejstring for C.V. Jørgensen-nummeret 'Amor & den sidste pil' fra Tidens tern, det album med sangeren og sangskriveren, som vi valgte at tage med på kanonlisten. Jeg betroede Torben, at Billy Cross' guitarsolo i nummerets afslutning i min verden var en af de mest gribende musikalske præstationer, der overhovedet var blevet fastholdt på et dansk album.

Torben svarede nærmest leksikalt, at den var et first take, og at den for resten varede meget længere end den fremstår på indspilningen. Jeg spurgte hvor han vidste det fra, og han svarede smilende og med glød i blikket: "Jamen, jeg var der jo!" Ja, selvfølgelig havde den allestedsnærværende skribent været til stede under indspilningerne af albummet. Den oprindeligt amerikanske praksis, hvor musikkritikere kunne være en slags medlyttende inspiratorer og indpiskere i den kunstneriske proces, den dyrkede Torben til fulde. Og af samme årsag blev flere musikere med tiden hans venner, selvom han altid forbeholdt sig retten til om nødvendigt at sable dem ned i sine anmeldelser. I sandhedens tjeneste, forstås.

Jeg husker hvordan Torben nød arbejdet med Kulturkanonen til fulde, men også hvor irriteret han var over hvor begrænset den i sagens natur måtte blive. Når vi sad i hans lejlighed på Gl. Kongevej og arbejdede, trak han mere end én gang obskure genudgivelser med ældre, danske bands som eksempelvis Ache eller Blue Sun frem fra pladereolerne og erklærede, at havde vi nosser, var det dem vi satte på listen, selvom deres betydning for dansk kulturarv var forsvindende lille i forhold til de store navne. For de havde haft modet og viljen, mente han, og de fortjente opmærksomheden.

Men jeg husker nu også hans lettere konservative og egentlig ret skråsikre tilgang til hvilke albums og sange, der overhovedet var mulige at sætte på listen. Han var dog lydhør over for både mine og det øvrige udvalgs opfattelser, og da vi endelig havde fået udarbejdet den endelige liste, var Torben oprigtigt glad for resultatet. Derfor blev han flere gange dybt såret over den kritik, Kulturkanonen fik også på musikkens område. Men måske han havde gennemskuet, at kritikken mest af alt var udtryk for en irritation blandt yngre musikkritikere over, at han, mere end 30 år efter sin debut i faget, stadig var med til at sætte dagsordenen. Fadermorderne lurede på ham med deres knive.

I de senere år udviklede Torbens bøger sig til at være en slags afdæmpet new journalism, hvor han ofte trak sine egne memoirer ind i teksten og derved gjorde sig til både vidne og kronikør. Hans comfort zone lod til at blive større og større, hvad der nok tilførte bøgerne både poesi, nærvær og perspektiv, men som også bidrog til, at de i passager kunne fremstå en smule selvtilstrækkelige - samtidig med, at han med sin førstehåndsadgang til de gyldne rocktider kun lige akkurat undgik at gå til i nostalgi, fordi han samtidig aldrig glemte at fokusere på den nutid, der omgav ham.

Hovedstolen blev der trukket en hel del på, ikke mindst i Yeah yeah yeah!, hans biografi om The Beatles fra 2010. Han fortalte mig tidligt i processen hvor svært det var at skrive noget som helst begavet om en gruppe, som alle allerede vidste alt om. Han var stærkt i tvivl om hvorvidt det overhovedet kunne nytte at forsøge, og det frustrerede ham.

Men typisk for han allestedsnærværelse havde han som 14-årig været til en af The Beatles' koncerter i KB-Hallen i 1964, som han i bogen hævder mest var for mundaflæsere på grund af de endeløse pigehvin. Alene den omstændighed kvalificerede ham mere end nogen anden til at skrive bogen, hvilket han selvfølgelig godt vidste. Og efterhånden tog den form på en måde, der var typisk for ham: Ikke blot en biografi om The Beatles, men i konstant tilbagevendende glimt også en selvbiografi om forfatterens oplevelse af The Beatles filtreret gennem en københavnsk optik i 1960'erne. I den forstand var bogen et stykke værdifuldt, dokumentaristisk stykke københavnsk kulturhistorie.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det var også tilfældet for Midt i en beattid, den foto/tekst-bog han i 2008 lavede sammen med fotografen Jan Persson om perioden 1964-1974. Bogen var en musikalsk verdenshistorie i mikroformat i og med, at København faktisk havde besøg af næsten alle betydende beat-, pop- og folknavne i perioden, og i og med, at Persson hver gang havde været på pletten, når Dylan, Hendix, Pink Floyd, Jefferson Airplane, Jethro Tull, Ike & Tina Turner og alle de andre besøgte byen. Og Torben havde som regel også været der og kunne derfor retrospektivt skrive på én gang indforstået og informativt om koncerterne. Man mærkede hvordan han tilhørte både en generation og en minoritet, hvis liv var blevet begunstiget af rockrevolutionen, ja, afgørende præget af den.

Det var svært ikke at være fascineret af hans evne til at jonglere med sproget, lege med faste vendinger eller tage eksempelvis bandnavne for pålydende. Der var noget med elegancen, den stilfærdige ironi, kærligheden til metier'en, den drevne stil med undertiden mesterligt indlagte punchlines eller ordspil, de encyclopædiske krydsreferencer, den aldrig svigtende evne til at se tilværelsens absurditeter i et humoristisk skær samt ikke mindst det hemmelige våben: Tilbøjeligheden til at elektrificere sproget - på pigtrådmanér, vel at mærke - ved at gøre det konstant knitrende, kraftfuldt og strømførende. Torben skrev aldrig unplugged.

At han nogle gange kunne være lidt for hurtig på aftrækkeren, det vidste han efterhånden godt selv. Hans senere veneration for eksempelvis Sort Sol og Tøsedrengene stod eksempelvis slet ikke mål med hvordan han opfattede grupperne dengang de udgav deres første albums. Det betyder ikke, at han ikke forstod de musikalske sider af sagen. Især i de senere år udviklede han en markant lydhørhed over for ikke blot den klingende lyd, men også for relationen mellem tekst og musik, som mange musikkritikere - etablerede såvel som mindre etablerede - kunne lære ikke så lidt af.

Det var typisk for Torben, at han i de senere år aldrig mistede fodfæstet som skribent og forfatter, selvom hans tyngdepunkt som magtfuld kritiker lå tilbage i 1980'erne, hvor han var stærkt toneangivende i dansk musikliv med sin kritik. For man kunne aldrig tage fra ham, at han med sit engagement bidrog til at gøre opmærksom på hvilken kraft musik var eller burde være for alle. Det gjaldt ikke mindst, da han efter en årrække i andre jobs vendte tilbage til skribenttilværelsen igen. En dybt engageret og velskrivende musikfan med tække for de bonede gulve, det var hvad han som skribent i bund og grund var - både dengang og senere.

At være sammen med Torben var altid fornøjeligt. Og når han var allermest selvforglemmende, tog hans vid og lune over, og hans lidt hæse stemme befandt sig konstant i et lystklingende leje. Dog kun indtil han kom til sig selv, kiggede på klokken og erklærede, at han måtte gå. Pludselig kort for hovedet og punktlig på en måde, der næppe klædte ham, og som antydede en dobbelthed i hans væsen mellem bohemen og kontormennesket.

Torbens punktlighed prægede også den sidste gang jeg skulle have mødt ham. En fælles bekendt, som jeg skulle aflevere noget til, havde sagt, at jeg bare kunne komme forbi den café, hvor han netop havde møde med Torben mellem klokken 18 og 19. Vi aftalte, at jeg ville være der lidt før klokken 19, men desværre blev jeg opholdt og var der først nogle minutter senere. "Hvor er Torben," spurgte jeg min bekendte, da jeg ankom. "Han gik klokken 19," lød svaret. "Jeg skulle hilse."

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Midt i en beattid slutter med en artikel om Paul McCartneys post-Beatles-band Wings, der gæstede Danmark i 1972. De allersidste siders billeder er ledsaget af de berømte, afsluttende ord fra The Beatles' sidste studiealbum, Abbey Road: "And in the end, the love you take is equal to the love you make". Ord, der på mere end én måde emmer af afsked. De første ord i min udgave af bogen havde Torben skrevet i hånden på titelbladet i en lille dedikation til mig: "The beat goes on".

Det er i det spændingsfelt mellem bogens sidste og første ord, at jeg vil huske ham. For begge sætninger passer på det liv han levede i musikkens tjeneste.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce