Sexismens blinde vinkler

Et spontant klap bagi på baren fredag aften kan virke uskyldigt, men det trækker på den samme præmis som voldtægt: At sexistiske overgreb er legitime.

Henrik Marstal

I min seneste blog kritiserede jeg den sexisme, der trives kun alt for godt i medierne og i hverdagen. Men mange var uenige med mig i, at det var tilfældet. Flere af de efterfølgende kommentarer her på siden hævdede, at jeg skulle "bevise" seximens eksistens for overhovedet at kunne italesætte den, og at jeg måtte hade mit eget køn, når jeg i egenskab af at være en hvid, heteroseksuel mand kunne tillade mig at påtale sexisme som et samfundsmæssigt problem - for der var jo ikke noget problem.

Blinde vinkler er der altså tilsyneladende nok af hvad sexisme angår, og der er derfor grund til at taget begrebet op endnu engang, denne gang i endnu tydeligere vendinger.

Kommentarerne mindede mig om en bemærkning, som kønsforskeren Jo Krøjer lader falde i en antologi fra 2012 med titlen Er der spor? Feminisme, aktivisme og kønsforskning gennem et halvt århundrede. Her siger hun: "Jeg har haft rig lejlighed til at undre mig over den selvfølgelighed, hvormed feministiske spørgsmål og holdninger diskvalificeres i politik, forskning og menneskers liv."

Hvis vi ellers lige erstatter ordet 'feminisme' med 'sexisme', kunne jeg på ingen måde have sagt det bedre selv. For jeg undrer mig også over den selvfølgelighed, hvormed sexisme diskvalificeres, bagatelliseres eller ignoreres som et problem i hverdagssamfundet. Men der er altså ikke noget at ignorere, når - for nu blot at tage et eksempel - rigtig mange kvinder kan fortælle tonsvis af historier om hvordan de mere end én gang under en bytur pludselig kan mærke et strejf fra en hånd på deres baller eller bryster.

Den pågældende hånd ejes som regel af et for dem ubekendt, overrislet hankønsvæsen, som dermed overskrider grænserne for socialt accepteret adfærd i en grad, at vedkommende aktivt bør konfronteres med sin handling, fx af barpersonalet eller vagterne. Restaurationsbranchen kunne overveje at formulere en sexismepolitik, som skulle fremgå af de pågældende barers regelsæt.

Lad det være sagt fuldkommen klart: Sexisme er ikke nødvendigvis det samme som at begære et andet menneske, tænke på det, lægge an på det, charmere det, betragte det. Selvfølgelig ikke. Alt det kan i stedet med god grund henføres under den kønnenes indbyrdes tiltrækning, der både forsøder tilværelsen og forklarer hvorfor vi nu har rundet de syv milliarder individer her på planeten. Men grænsen mellem tiltrækning af et andet menneske og sexisme er hårfin, hvad børn født som konsekvenser af voldtægter er levende, skræmmende eksempler på.

I antologien skriver kønsforskeren Bodil Petersen om voldtægt, det vil sige sexisme i sin værste form. Hun anfører, at fire ud af fem voldtægter ifølge en nyere opgørelse aldrig bliver anmeldt, og at det langt hen ad vejen skyldes en modvilje blandt kvinderne (de fleste voldtægtsofre er som bekendt kvinder) for overhovedet at give sig til kende som ofre. At bide smerten, ydmygelsen og nedturen i sig, eftersom ugerningen næsten altid foregår uden vidner og dermed kan forties, er åbenbart desværre at foretrække. For det er statussvækkende, når omgivelserne begynder at betragte en ellers ligestillet, individualiseret kvinde som offer.

Bodil Petersen hævder også, at tabuiseringen af voldtægt har at gøre med flere gældende, sejlivede fordomme, som til dels undskylder gerningsmændene. Fordommene blev identificeret i en dansk debatbog om voldtægt allerede i 1981, men trods fremskridt på mange områder i den dynamiske relation kønnene imellem, ser de desværre ud til fortsat at leve i bedste velgående.

Fordommene går på, 1) at gerningsmændene oftest blot har svært ved at kontrollere deres seksuelle behov (selvom der findes andre legitime måder at få afløb for disse behov på); 2) at gerningsmændene oftest er psykisk afvigende og for ofret ukendte personer (selvom nye tal viser, at mere end 70 procent af ofrene kender voldtægtsmanden i forvejen og næppe vil betegne dem som psykisk afvigende) samt den måske mest udbredte fordom, nemlig 3) at ofrene selv har været ude om det (selvom vi dybest set godt ved, at det kun yderst sjældent er tilfældet - ellers havde seksualakten jo nok fundet sted i en seng og ikke på et fortov).

Der kan være mange årsager til at begå voldtægt, hvoraf en del af dem utvivlsomt har at gøre med forventningerne til især mænd om at holde sig konstant seksuelt aktive, samt forventningerne til især kvinder om konstant at fremstå som seksuelt attraktive. Det er sådanne forestillinger i vores sexfokuserede samfund, som ukritisk reproduceres hver dag. Man kan let få den ubehagelige tanke, at ikke blot de anførte fordomme, men også en række utilsigtede konsekvenser af den seksuelle frigørelse ligefrem bidrager til voldtægternes hyppighed. Og i så fald er er der så sandelig noget af et oplysningsarbejde at få gjort og nogle moralske overvejelser at komme i gang med.

I sin artikel foreslår Bodil Petersen, at vi i stedet for voldtægt taler om 'det seksualiserede overgreb', fordi dette begreb i modsætning til voldtægt også formår at dække over andre former for seksualiseret tvang. I relation til sexisme er begrebet meget anvendeligt. For det giver mulighed for at kunne placere enhver form for seksuelt betingede tilnærmelser uden forudgående accept fra den tilnærmede i et kontinuum, hvor voldtægter og femicide hører til i den højdramatiske halvdel, og hvor et klap bagi på den anonyme kvinde i barstolen fredag aften hører til i den lavdramatiske halvdel.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det skal ikke forstås sådan, at et klap bagi nødvendigvis fører til mere end det. Og det skal heller ikke forstås sådan, at en fyr, der fyrer en særdeles lummer og intimiderende bemærkning af over for en ham ubekendt kvinde, skulle kunne finde på at forulempe hende på toilettet så snart chancen byder sig. Men det ændrer ikke ved, at begge dele - den lumre bemærkning og det undseelige klap bagi på den ene side og så voldtægten på den anden - finder sted ud fra den samme præmis: at sexisme i sidste ende lader sig legitimere af de gældende magtrelationer mellem kønnene.

En tankevækkende formodning om, hvorfor voldtægt finder sted, blev fremsat i 1975 af den amerikanske aktivist Susan Brownmiller i bogen Against Our Will: Men, Women and Rape, der blev oversat til dansk året efter. Forfatteren hævder her, at mænd anvender voldtægt som en (mere eller mindre) bevidst intimideringsproces, der bidrager til, at mænd kan holde kvinder i et konstant angstgreb (et greb, der opretholder den patriarkalske samfundsorden). Hvis Susan Brownmiller har ret i blot en del af sin antagelse, så er det svært ikke også at se denne adfærd udfoldet i mindre radikale sammenhænge.

Jeg tænker på de utallige tilfælde, hvor en mand opfører sig sexistisk i ord eller handling, fordi han ved, at han kan tillade sig det. For han kan med sindsro forlade sig på den løbende intimideringsproces af kvinder, som altid er pågået. Det er ganske enkelt hans nedarvede privilegium at udøve denne magt forklædt som moralsk ret.

Her i april måned har der blandt computerspilsentusiaster verseret en mindre debat om sexisme. Lad mig citere fra en kommentar til en tråd med titlen 'Sexisme i spilbranchen?' på bloggeren og journalisten Julie Horups hjemmeside, hvor uudtalte, sexistiske dagordener i et compuerspil er blevet problematiseret:

"Problemet ligger også i, at mange hvide, heteroseksuelle mænd i spilbranchen ikke er i stand til at indse deres egne privilegier. De ved simpelthen ikke hvordan det er at blive diskrimineret eller marginaliseret på baggrund af deres køn, hudfarve, etnicitet eller seksualitet. Der er en overvældende mængde af anakronistiske, sexistiske antagelser, der reproduceres igen og igen iblandt spillere, udviklere, journalister, udgivere, og endda de store konsoludviklere."

Kan det siges meget tydeligere? Ordene afdækker et for mig at se mere generelt problem, nemlig hvordan (for) mange heteroseksuelle mænd slet ikke er klar over, at de med deres påfund eller handlinger bedriver sexisme. Og det er vel også årsagen til, at så mange af dem reagerer med vrede og forurettelse, når jeg selv og andre tillader sig at påtale det som problem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det er som det er: Den nedarvede, patriarkalske magt til at bedrive sexisme selv i mild grad hører ganske enkelt ikke hjemme i det 21. århundrede. Og den uskyldige sexisme findes ikke længere. Det må og skal være noget, som alle må blive mere bevidst om ved at påtale og problematisere sexismen alle steder hvor den foregår. De blinde vinkler må derfor også påtales og problematiseres hver eneste gang sexismen dukker op i form af en kvik bemærkning eller et strejf af en hånd på en bagdel.

Kun derved kan sexisme blive kaldt ved sit rette navn: Overgreb.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce