Melodi Grand Prix leverer underholdning, ikke evergreens

Den danske sejr i Melodi Grand Prix er vand på møllen for de aktører, der tror, at genren er at regne for kunst. Men de forregner sig.

Henrik Marstal

Den meget lidt konfliktsky kulturkritiker Poul Henningsen betegnede engang forskellen på underholdning og kunst sådan: Underholdning bygger på det bestående, mens kunst kritiserer det. Han skrev det i en kronik i Information tilbage i 1958, to år efter at Det Europæiske Melodi Grand Prix var blevet indstiftet, og året efter at Danmark havde deltaget for første gang med Birthe Wilke og Gustav Winckler, som førte 'Skibet skal sejle i nat' sikkert i havn til en flot tredjeplads.

Nu, hvor Det Europæiske Melodi Grand Prix 2013 er overstået, glæder mange danskere sig forståeligt nok over sejren. Og vindersangen 'Only Teardrops' bliver i den grad hørt: På blot få dage er den blevet den mest streamede sang nogensinde på streamingtjenesten WiMP, og ifølge netmagasinet Gaffa.dk har den ligget som nummer ét på iTunes i 17 lande. Med andre ord er sangen godt på vej til at blive et megahit.

Men gør det den til en god sang? Og hvor mange sange i Melodi Grand Prix-regi har i et historisk perspektiv formået at gøre andet end at underholde for en kort periode, før de enten blev glemt eller gled over i afdelingen for kitsch som sange vi elsker at hade og hader at elske?

Poul Henningsen skrev i samme år, 1958, en kronik i Politiken, hvori han sammenlignede den såkaldte refrænmusik, som Melodi Grand Prix-sange af i dag ville falde ind under, med sukkerindtagelse. Der var puttet så meget sukker i sangene, så at sige, at ingen længere kunne undslå sig for at mene, at de var umiddelbart dejlige og indtagende.

Og to år senere leverede Henningsen denne salve i en kronik i Aktuelt: "Personligt tror jeg ikke uderholdningsindustrien tjener sine penge på, at folk er idioter. Jeg tror den tjener dem på at gøre dem til det." Underholdningsindustrien vil i Melodi Grand Prix-sammenhæng sige kommercielle aktører som tv-sammenslutningen European Broadcasting Union (også kaldet EBU, som både DR og TV2 er medlem af) samt pladebranchen.

Disse kradse udsagn kan selvfølgelig ikke uden videre overføres til i dag. Blandt andet kom der nogle år senere en rindalistisk bevægelse, som medvirkede til at øge kulturkløften mellem elite og masse, mellem kunst og underholdning. Og der opstod en international, postmoderne strømning, der i et komplekst modspil til blandt andet rindalismen bidrog til at relativere og i visse tilfælde ligefrem nedbryde grænserne mellem fin- og massekultur, hvorved også Henningsens refrænmusik undertiden opnåede tæt på samme status som etableret kunst. Endelig skulle kunstens traditionelle status som retningsgiver i samfundet blive svækket markant efter årtusindeskiftet, ikke mindst som følge af Fogh-regeringerne og deres meningsfællers systematiske mistænkeliggørelse af de såkaldte smagsdommere, der især indbefattede kunstnere og intellektuelle.

Men lad os alligevel prøve at tage Henningsens ord for pålydende. Han peger med sin kritik på en vrangforestilling, som underholdningsindustrien er lykkedes med at sælge igen og igen: Hvis en Grand Prix-vindersang virker umiddelbart overbevisende på lytteren og genererer så stor opmærksomhed, at det næsten ikke kan undgå at blive et hit, så må det være fordi sangen ikke blot er uundværlig som fællesskabsmarkør for alle, der ønsker at være med på noderne, men også fordi den er af indiskutabel kvalitet.

Men det kunne jo akkurat lige så godt være, at 'Only Teardrops' kun er lykkedes som hit, fordi det har ramt mere eller mindre rent ind i en kollektiv vaneforestilling om hvad et 'rigtigt' Melodi Grand Prix-hit skal kunne. For som et moderne Melodi Grand Prix-hit opfylder nummeret faktisk ret præcist de forventningshorisonter, der over årtier er blevet opbygget til genren. Forventningshorisonterne har at gøre med, at nummeret formår netop at give lytterne netop det, som de i kraft af deres 'pop-opdragelse' siden barndommen ubevidst eller delvist ubevidst forventer eller forestiller sig er gangbart i denne særlige sammenhæng.

Nummeret har på samme tid en lidt for tilbageskuende tekstlig tilgang, men også en forsigtig originalitet. Dets tilbageskuende aspekt har at gøre med tekstens iscenesættelse af et forlist forhold, der har kvinden som den forurettede og sårede part. Det er hende, der italersætter den emotionelle konflikt, mens manden er fraværende, men ved selve showet dog symbolsk til stede i kraft af den mandlige musiker på scenen, der nøjes med at agere ved på sin penny whistle at spille omkvædsmelodien lige så ofte han kan komme til det, i stedet for at svare på hendes mange, gentagne spørgsmål. Mage til traditionelt kønsrollemønster skal man vist lede længe efter.

Samtidig er 'Only Teardrops' et originalt nummer i den forstand, at det kombinerer et følsomt ballade-udtryk i versene med kraftfulde, medrivende omkvæd, som formår at få publikum til umiddelbart at springe op af stolene som var det et dansehit. Denne formelle tvetydighed gør, at nummeret lige akkurat undgår at blive helt så éndimensionelt som mange Grand Prix-vindersange gennem årene har været det. Og den medvirker også til at skabe et i dette regi usædvanligt sug i maven hos lytteren lige dér, hvor det energiske første omkvæd med ét skifter emotionelt gear ved hjælp af fløjten, der formidler overgangen til andet vers.

For nu at gentage spørgsmålet fra før: Gør alt dette 'Only Teardrops' til en god sang? Og gør det den til noget, der er andet og mere end underholdning i Poul Henningsens forstand af ordet? Nej, det gør det faktisk ikke. For selvom sangen nok er godt skruet sammen og undslipper det éndimensionelle, så lider den under præcis de samme skavanker, som gennem i hvert fald de seneste 30-35 års Europæiske Melodi Grand Prix'er har præget både vindersange og andre markante sange i showet.

For at sange skal kunne transformere deres hitstatus og med tiden blive evergreens, kræver det, at de formår at indgå i den kulturelle erindring på lige fod med alle mulige andre evergreens, der engang også 'kun' var hits, og som en samtid ikke altid forstod at værdsætte.

Det er den tidligere amerikanske præsident Abraham Lincoln, der er blevet tillagt de berømte ord: "You can fool some of the people all of the time, and all of the people some of the time, but you can not fool all of the people all of the time." Selvom ordene øjensynligt gjaldt hans regeringspolitik, gælder de faktisk også for hits: Nogle sange vil altid være hits for de få, andre sange vil være hits for alle i en kortere periode, men ingen hits kan altid være hits for alle. Og, kan man tilføje, de kan især ikke blive evergreens med almengyldig status, hvis ikke de rummer de særlige kvaliteter, som god kunst er gjort af.

Evergreens er oftest sange, der formår at gøre verden større ved at sige tingene på en måde, lytteren ikke selv var i stand til. Det er sange, som overbevisende formår at fortælle historier om eller sætte billeder på det at være menneske. Det er sange, som rent musikalsk og undertiden også produktions- og arrangementsmæssigt gør brug af så sikre greb, at de kan engagere lyttere på tværs af generationer, sociale skel og kulturel baggrund. Desuden er det sange, som også er karakteriseret ved at have en særlig udefinérbar kvalitet ved sig, som nærmer sig kunstens domæne. Og hvad angår alle disse parametre har Melodi Grand Prix-sangene i et historisk perspektiv vist sig at have mere end svært ved at følge med.

At næsten ingen af dem - med ABBA's 'Waterloo' fra 1974 som den nok mest markante undtagelse - har formået at blive evergreens, fortæller os dels, at det meget stramme Melodi Grand Prix-format hæmmer sangskrivningen, når det hele skal nås på under tre minutter, når omkvædet skal udgøre mindst halvdelen af sangen, når formidlingen af traditionelle værdier (såsom mand/kvinde-dynamikken i 'Only Teardrops') skal veje tungere end uventede tilgange, når teksten skal være på et engelsk for begyndere-niveau med masser af ende- og bogstavrim for fremme det melodiske flow, og når lækkerhedsbarometret konstant skal befinde sig i det røde felt for at sangen ikke falder igennem i forhold til konkurrenterne. Og det fortæller os dels, at de anførte forventningshorisonter, som Melodi Grand Prix-sangene har bygget op over årtier - men måske også malet sig selv op i et hjørne med -, slet ikke er kompatible med det særlige stof, evergreens er gjort af.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og så er vi tilbage ved sukkeret igen: Der er nærmest pr. definition eller pr. formel nødvendighed for meget sukker og - for nu at blive i billedet - for lidt salt og peber i disse sange til, at de kan formå at stå distancen længere end nogle få måneder. 'Only Teardrops' kommer derfor næppe nogensinde at transcendere sin nuværende hitstatus og blive en evergreen, blandt andet fordi sangen er opstået inden for en sammenhæng, som historisk set har haft stærkt begrænset kulturel betydning. Så nogen ny 'Waterloo' - det bliver den næppe.

Den eneste mulige måde hvorpå Melodi Grand Prix-sange normalt kan opnå noget, der til en vis grad minder om evergreen-status, er ved at blive til kitsch, det vil sige kultsange for en indviet menighed eller for mindre befæstede lytteres tilbøjelighed til spontant at give sig hen til fænomenet. For netop fordi mange Melodi Grand Prix-sangene overskrider banalitetstærsklen så enormt, formår de ofte at skabe et helt særligt rum, man som lytter fuldkomment frit kan føle sig velkommen i, også selvom ens smagspræferencer takstserer sangene til at være bad taste.

Der er nemlig noget kollektivt frisættende over det banale. Ved at anerkende banaliteten som præmis anerkender man samtidig ens eget behov for at give sig hen til det ukomplicerede, det selvindlysende, det umiddelbart genkendelige. Noget, som alle kan have behov for ind i mellem, og noget, som Melodi Grand Prix-sangene loyalt har bidraget til at opfylde - tænk i en dansk sammenhæng blot på sangen 'Rør ved mig' med Lecia & Lucienne fra 1973, der egentlig var en spansk Melodi Grand Prix-sang og et megahit (og meget tæt på at vinde det år). Og lige her kommer Poul Henningsens betragtninger til kort: Kitsch er nemlig et særligt aspekt af underholdningskulturen, som man på hans tid endnu ikke var opmærksom på.

Nu er der sikkert mange, som vil indvende, at 'Only Teardrops' slet ikke vil andet end at underholde, og at alle sangens supportere derfor ikke forventer, at det skulle være andet end et ligefremt, catchy popnummer.

Men undskyld, hør lige her: Hvorfor er det så blevet sådan, at mediedækningen af Melodi Grand Prix mere og mere minder om pseudo-kulturjournalistik frem for det, som det retteligen burde være, nemlig underholdningsjournalistik? Svaret kunne være, at der i disse år kan spores en tendens til at ville gøre uforpligtende underholdning til seriøs kultur, måske fordi det hele så vil blive så meget nemmere for forbrugerne - og journalisterne. Så kunne de nøjes med at koncentrere sig om sukkeret, ikke om saltet og peberet.

Men kulturjournalistik er jo defineret ved, at der altid er et element af kontinuitet til stede i analyserne, redegørelserne, reportagerne og anmeldelserne. En kontinuerlig, kulturel dimension vil altid slå igennem i form af genreforandringer, receptionshistorie (det vil sige måden et værk eller en kunstner ændrer status over tid) samt eksistensen af undertiden langvarige karrierer for de involverede aktører. Underholdningsjournalistik er derimod defineret ved at være her og nu-orienteret, uden særlig stor grad af historisk bevidsthed eller kritisk refleksion samt uden mulighed for at gå bag om de kunstneriske processer, al den stund at disse processer i underholdningsindustrien oftest bærer præg af at være både standardiserede og tilbageskuende, hvis de da overhovedet kan identificeres.

Hvor kulturjournalistikken antager form af en linje, antager underholdningsjournalistikken form af et punkt. Alene den omstændighed gør det klart, at Melodi Grand Prix ikke rigtigt kan tages alvorligt som kulturbærer, fordi det som fænomen selv antager punkt- snarere end linjeform.

Men den omtalte tendens har vundet frem alligevel. Af samme årsag besluttede jeg mig i sidste uge for ikke at deltage i debatten om Grand Prix'et, hvis jeg skulle blive inviteret til det. For jeg kunne ganske enkelt ikke acceptere den præmis, at både selve showet og de musikalske bidrag skulle kunne være genstand for seriøs kulturdebat som om der var tale om lødige kvalitetsprodukter, der kunne lignes med kunst.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og jeg blev ganske rigtigt inviteret i form af en række henvendelser i dagene op til finalen fra flere tv-kanaler. Først: Ville jeg give et bud på det danske bidrags vinderchancer? Dernæst: Ville jeg analysere det danske bidrags karakter af at være et hit sammen med en af dets komponister? Dernæst: Ville jeg stå stand by til et interview søndag morgen, hvis nu Danmark vandt? Og endelig: Ville jeg give en vurdering af om det svenske bidrag mon havde lånt lidt for meget fra et nummer med danske Aura? Det blev til fire gange nej tak.

Men da jeg et par dage senere spurgte mig selv om jeg ville lave en analyse af Grand Prixet til denne blog, var svaret alligevel ja. For netop showets allestedsnærvær og den voksende, danske selvfølelse i lyset af sejren nødvendiggør, at det ved hjælp af en sådan analyse kan blive kaldt ved dets rette navn: Underholdning.

Kunne vi mon fremover blive enige om, at det forholder sig sådan, d'herrer og damer journalister?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce