»Jeg spurgte Ryan Gosling: »Hvad er det værste, du overhovedet kan kalde en kvinde i USA?«. Og han gik i gang: »Du kan kalde hende det og det ...«. Vi endte med at kalde hende en 'cum-dumpster'«.
Sådan fortæller Refn til det amerikanske filmmagasin Vulture om, hvordan hovedrolleindehaveren og han sammen jokede de dybt nedladende kvindeudtryk frem til filmen ’Only God Forgives’.
Men hvem er Refn? En yngre filminstruktør på vej op i Lars von Trier-klassen? Eller en kvindehadende voldsfetichist, der spilder sit talent på at skabe hævnodyssé, hvor tavse knudemænd dræber hinanden og samtlige kvinder omkring dem?
Journalisten Irene Manteufel har i en blog forleden gjort opmærksom på den negative globale opmærksomhed, som talrige kvindehadende Facebookgrupper har fået.
LÆS OGSÅ
Alligevel bliver siderne dog fortsat liked af helt almindelige civiliserede mænd. For måske de synes, at det da er rart, når nogen sætter kvinderne lidt på plads. Men de glemmer, at de med deres likes bidrager til at opretholde og reproducere kvindehad.
Det samme gør sig gældende med filmen ’Only God Forgives’: Også den vil især mange mænd formodentlig sætte pris på – og så gør det da ikke så meget, at alle kvinder i filmen udsættes for hård psykisk og fysisk vold, lemlæstelse, voldtægt eller mord. Men også publikum glemmer, at de med deres entrébillet ligeledes bidrager til at opretholde kvindehadet.
Det er en særlig omstændighed ved filmen, at kvinderne – med undtagelse af den mandlige hovedpersons mor – alle er prostituerede. Det vil altså sige kvinder, som publikum ikke behøver at regne for andet end at være netop cum-dumpsters, og som befinder sig så lavt i respekthierarkiet, at publikum er med på legen: De har jo ikke fortjent bedre.
Tidligt i filmen møder hovedpersonens storebror op hos en skræmt alfons og kræver omgående sex med en 14-årig pige. Da alfonsen kan ikke opfylde ønsket, reagerer broderen ved at sparke døren ind til alfonsens harem af unge kvinder ind og tæske løs på de nærmeststående.
Kort efter ser man liget af en 16-årig pige, der er blevet voldtaget og dræbt af broderen. Hævnen udebliver ikke og fører til filmens mange bestialske drab og tortur med kogende olie i ansigter og udskæringer af øjne.
Volden og kvindehadet sætter ingen i filmen spørgsmålstegn ved, heller ikke hovedpersonens monster af en mor, som begge sønner står/stod i et nærmest ødipalt forhold til.
For da hun erfarer, at broderen er blevet dræbt som følge af hans eget drab på den 16-årige pige, nøjes hun med at trække på skuldrene og sige, at han vel havde sine grunde til at gøre det.
Kvindehadet er altså hos Refns personer en socialt accepteret og moralsk legitimeret norm. Og relationen mellem kønnene er reduceret til basale, social-strukturelle magtrelationer, som om ren biologisk reduktionisme kønnene imellem var norm.
Refn er et eksempel på en af de mænd, som feministen Andrea Dworkin har analyseret: mænd, der elsker død og især mord, og som fejrer det i kunsten –som ville livet uden mord savne både passion, mening og handling.
Og desuden har mange veltilpassede vesterlændinge måske blot en uforpligtende fascination af det mørke, sådan som Refn og hans publikum har.
Derfor er det bekymrende, at filmen er støttet af danske skattekroner gennem Det Danske Filminstitut. Formodentlig er støtten givet med henvisning til kunstnerisk kvalitet og international eksponering.
LÆS OGSÅ
Men instituttet medvirker jo dermed via skattekroner til at legitimere udbredelsen af ekstrem vold og kvindehad, tilsyneladende uden at gøre sig klart, hvad det har af konsekvenser.
For de to ting lader sig nemlig ikke skille ad: Vold medfører altid kvindehad, og kvindehad har altid voldelige undertoner. Og netop den omstændighed gør filmen til et katastrofalt fejlskud i dansk kultur, som bør boykottes omgående.
Men herregud, det er jo bare fiktion, ikke sandt? Nej, det er det ikke udelukkende, for Refns film medvirker til at sprede og legitimere kvindehad i hverdagslivet – med det resultat, at endnu flere helt almindelige mænd vil like Facebookgrupper med kvindehad på dagsordenen uden at fortrække en mine.
Det Danske Filminstituts realitetssans trænger til et eftersyn.
Og Refn? Han har hårdt brug for tilgivelse fra Gud.
fortsæt med at læse
