Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

mystik. Refn siger at han er færdig med at provokere for provokationenes skyld, men det er ikke slut med at være mystisk. Illustration: Per Bergsbo

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Refn: »Jeg har en meget mørk side, som jeg er nødt til at uddrive«

Filminstruktøren er i hovedkonkurrencen i Cannes med filmen 'Only God Forgives'.

Film og tv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Han er på optagelser i Paris i disse uger. Det har jeg fået at vide af først den ene, så den anden.

»Nej, jeg er i Milano«, siger Nicolas Winding Refn, da han ringer til mig. Det er altid ham, der ringer til en, aldrig omvendt, og der står altid ’Ukendt’ på telefonens display. Han er manden, der virkelig, virkelig nødig vil spores.

Milano? Hvad laver du i Milano?

»Det ene med det andet«, svarer han undvigende. Faktisk er det rygtedes, at han i weekenden blev set lege med sine børn i Fælledparken, og ingen kan jo være to – endsige tre! – steder på én gang, men al respekt for det.

Mystik Mystik har der ellers været rigeligt af i hans liv.

’Mystik’ var hans mellemnavn, ’Gåde’ hans efternavn og … nå, I har nok fanget pointen: Nicolas Winding Refn, ham, som vennerne, endog ganske mange journalister kalder ’Jang’, er ikke for fastholdere. Og som kunstner skal han have sine små julelege i fred.

Fra at være sådan cirka den mindst lovende lille ælling i den danske filmandedam, ham, der altid rappede om, hvor ugleset han var, og hvor overvurderede de andre var, er Refn vokset i statur til at være pisket ind i den samme creme de la creme som Lars von Trier, Thomas Vinterberg, Lone Scherfig og Susanne Bier, og jeg ser ham for mig skære tænder over sammenligningen.

Er der noget, han notorisk er overfølsom over for, er det pressens evindelige sammenligningsleg.

Han har en vis medfødt reverens over for Trier, som hans far, Anders Refn, jo dog har været fast klipper for i en menneskealder – større er Danmark heller ikke – men de andre?

En del af kontroversen rundt om denne Jang skyldes jo, at han så eftertrykkeligt og forsætligt har skidt i egen rede uden bagefter at gøre skrabud over for nogen.


Kunst og kasse
I løbet af de to næste uger finder vi ud af, om festivaljuryen i Cannes tildeler ham Den Gyldne Palme for ’Only God Forgives’. Det er slet ikke utænkeligt.

I 2011 var det et chok, at hans ’Drive’ deltog i hovedkonkurrencen i Cannes overhovedet, side om side med bl.a. Triers ’Melancholia’, og når man tænker på, hvor nærmest umuligt det forekommer, at en genrefilm, et actiondrama, skulle kunne vinde hovedprisen, var det ret sensationelt, da Refn vandt instruktørprisen.

»Der er en forretningskonstruktion omkring det at have en film i Cannes«, siger han i dag i telefonen, »men selvfølgelig også en personlig tilfredsstillelse. Én ting er den der røde løber-verden, glamouren og selve momentet, men dagen efter skal det, man har lavet, ud til et betalende publikum, og det er der, den egentlige dom falder. Så kan man have vundet nok så mange priser og være blevet nok så anerkendt«.

»Det er på markedet, den rigtige succes manifesterer sig, i det der spænd mellem investering og indtjening. Jeg har altid arbejdet på meget billige niveauer, hvor en film hurtigt bliver en god forretning. Succesen med ’Drive’ kom bag på alle, inklusive mig selv, og ’Only God Forgives’ har kun kostet halvdelen af, hvad ’Drive’ gjorde, dvs. 5 millioner dollar«.

Fallit efter fallit
Der er faktisk ikke spor kynisme over Nicolas Winding Refns kassetænkning. Få om nogen danske instruktører har følt på deres krop og mærket langt ud i familien og vennekredsen, hvad en fiasko koster.

Af en mand at være, der er så gådefuld og modstræbende som Refn, har han levet nogle af de, må man gætte, pinagtigste episoder af sit liv ud i pressen, næsten som en slags sæbeopera eller realityshow.

Phie Ambos ’Gambler’ (2005) var en dokumentarfilm, der fulgte Refn i halvandet år af hans liv, det halvandet år han krabbede i sølet og forsøgte at gøre gode miner til slet spil, mens han prøvede at redde stumperne fra fallit efter fallit .

Alt imens han ville bilde sin kone ind, at alt skam gik så godt, så godt, og skulle charmere pressen og overtale Filminstituttet til at finansiere sin næste film.

I en scene i filmen sidder han i en stribet sofa i sin lejlighed ved Søerne, en pegefinger finder op under brillekanten og tørrer en tåre væk.

Jang uden filter

I Mads Brüggers og Mikael Bertelsens alternative talkshow ’Den 11. time’ i 2007 kom han til at græde noget så trøstesløst midt i alle giftighederne mod kolleger i branchen, som det gik bedre.

Showet, der varede over hele tre aftener, udstillede ham på ondt, men også på godt. Ja, han var smålig med de bedste af os, men han turde altså også bare stå der – uden filter.

Han fortalte, som om han var det ensomste menneske i verden, og selv i det dybeste folkedyb bredte der sig en slags forståelse af, at en kunstners sensibilitet ikke var en ting, man burde spøge med.



Selv fortalte Refn her i avisen om sin medvirken, at det var ham umuligt at censurere sig selv: »Tror du, at Hitchcock og Kubrick gik ind og overvejede, hvad der kunne risikere at ske, hvis de gjorde sådan og sådan? Eller Picasso?«.

Og videre: »Al god kunst skal have en virkning et sted, den skal tage konsekvensen. Det er også derfor, man altid sammenligner kunst og krig. Måderne, man affyrer et kunstværk og et våben på, er ens. Det kan være ødelæggende, men kunsten kan også være inspirerende og løfte. Og man kan ikke hive patronerne tilbage«.

Brutaliteten forsvinder ikke
Fidusen ved Nicolas Winding Refns forretningsmodel er at producere billigt. Af bitter erfaring ved han, at en film skal tjene sig ind.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tre gange over fem år gik han konkurs, og han lagde ikke skjul på, at grunden til, at 'Pusher'-sagaen blev så omfattende, var, at der skulle penge ind på kontoen. Til gengæld har han fundet ud af at få billige film til at ligne en mindre million.

Det brutale, antiflotte udtryk udmærkede tidlige film som ’Pusher’-filmene (1996-2005) og ’Bleeder’ (1999), som fik en typisk nådesløs anmeldelse i det amerikanske magasin Empire: »(Filmen) åbner med en ekspedient i en videobutik, der opremser en lang liste over filminstruktører. En meget lang liste. Det en pudsig lille scene, men listen skulle være meget, meget længere, før vi nåede til navnet Nicolas Winding Refn«.

Brutaliteten forsvandt ikke, men det kornede og grove blev afløst af en blæret operagestikulerende stil i det britiske kulthit ’Bronson’ (2008), som han fik vendt fra at være et bestillingsarbejde for at redde huslejen til at være et radikalt personligt udsagn, den overdådige, æstetisk ødsle fantasy i ’Valhalla Rising’ (2009) og endelig den suveræne og suverænt musikalske pastiche over Hongkong-actionfilmen i ’Drive’ (2011).

Traileren til ’Only God Forgives’ tyder på, at Refn nu driver den asiatiske påvirkning endnu videre.

Nicky, my dude

2013 kan blive Nicolas Winding Refns bedste år hidtil. Hvis ’Only God Forgives’ vinder Palmen, det er indlysende, men også, fordi han har momentum. Og, hey, verdens allercooleste filmstjerne, Ryan Gosling, kalder ham »Nicky, my dude« og »my homie« og er blevet en A-liste-stjerne siden ’Drive’.

Da jeg mødte Refn i Cannes det år, kunne han læne sig tilbage i sin strandstol på Croisetten, kigge ud over Middelhavet og sige: »Det kan godt være, jeg har dansk pas, men i mit hjerte er jeg newyorker«.



Og han har mere at have det i end de fleste andre med dansk pas. Godt nok er han født herhjemme, men han rejste med sin mor til New York, da han var lille og vendte tilbage igen som 17-årig.

Han vidste godt, han ville lave film, men han var ikke mange erfaringer rigere på Filmskolen, før han løb skrigende væk igen.


Gosling åbner døre
Refn og Gosling opgav deres fælles hundedyre Hollywood-scifi-projekt ’Logan’s Run’, fordi deres interesse fes ud, simpelthen, men Gosling er med i ’Only God Forgives’, og de to, der udbasunerede deres bromance i Cannes 2011, er slet ikke færdige med hinanden.

Og med Goslings navn på rollelisten kan Refn, der stadig grundlæggende er arthouse-instruktør uden adgang til de helt store svinebudgetter, få adgang til gulve, der er noget mere bonede end dem, han er vant til. Hvis det er den vej, han vil gå.

Goslings karriere er, hvor han selv vælger, den skal være. Han flirter med at trække sig tilbage i absolut utide, men så længe han er hos os, og så længe bromancen holder, er der en vis garanti for at sælge billetter til selv nok så outrerede Refn-projekter. Og det er ikke godt at vide, hvad der venter forude. Instruktøren har selv fortalt om ’Hyde-siden’ af sin personlighed, måske lidt som Jang over Yin:

»I løbet af mit liv har jeg indset, at jeg har en meget mørk side, som jeg er nødt til at uddrive«, sagde han, da han lige var blevet færdig med den ultravoldelige ’Bronson’, »og det gør jeg ved at lave disse film. Men mørket kommer altid tilbage, når det er uddrevet, det ved jeg. I min første cyklus dyrkede jeg mørket som min muse«.



Hans nyere film og den næste med tyder ikke på, at han er sluppet af med Hyde eller med mørket. En ensom mands kamp er altid det centrale tema, og det gør nas at vokse ind i sig selv. Helt ekstraordinært blanke er hans helte, 'blanke' i forstanden ubeskrevet, tit uden navn og særlige egenskaber, blanke papirer, der skal skrives på, og gerne med blod.

Jeg tror, det er mere end bare koketteri, når Refn igen og igen siger, at hans store drøm er at lave en romantisk komedie i gammel hollywoodstil, men indtil videre er det, som om det kræver mere end bare forsæt og vilje at vende sin båd så radikalt.

Smag for ramasjang

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Refn siger selv, at hans to største filmåbenbaringer var ’Motorsavsmassakren’ og hongkongdramaet ’The Killer’, og i det hele taget må man sige, at hans smag går mere i retning af ramasjang end af Tarkovskij og Bergman.

Jeg har engang i fulde alvor talt med ham om, hvor skuffende en film ’Mig og Marley’ var – strengt taget ikke en film, nogen af os burde bryste os af at have set. Det var den der hollywoodmainstreamkomedie med den vamsede labrador og det yndige par, den leger skytshelgen for. Sådan en mand får man respekt for. Hvordan føles det at være blevet taget ind i det gode selskab i Cannes?, spørger jeg ham i telefonen, da vores tid er ved at være ovre. »Sådan tænker jeg ikke på det«, hævder han. »Man er glad for, at folk kan lide det, man har lavet, for det tager rigtig mange kræfter at lave en film. Så, du ved ... Hvis jeg havde været yngre, havde jeg sagt alt muligt provokerende, du ved, barnligt for at markere min holdning, men nu må jeg snart se at blive lidt voksen«.



LÆS OGSÅ Er du der for at lave en reklamefilm? Jeg siger det mest af sociale grunde. Sådan lidt træden vande. For at hygge. Og så lidt for at drille. »Mmmmh«, er det eneste svar, hverken et ja eller et nej. »Der er så mange ting, man skal«, uddyber han, da jeg spørger til det igen senere. »Som instruktør«. Og du vil ikke fortælle mig hvad, har jeg gennemskuet? »Det er altid godt med lidt mystik«.











Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse
    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om hvid racisme og White Power-bevægelsen i USA.

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

Forsiden