Tegning. Per Marquard Otzen

Tegning. Per Marquard Otzen

Henrik Marstal

Vi skal have flere kunstnere i samfundsdebatten

Sofie Carsten Nielsens opgør med Foghs elitehad bør også gælde kunstens område.

Henrik Marstal

Forskere skal blande sig mere i samfundsdebatten, hævdede lederskribent Amalie Kestler i et indlæg her på siden for nogle dage siden. For deres ekspertviden er vigtig og nødvendig i perspektiveringen af den løbende politiske, kulturelle, videnskabelige og økonomiske udvikling.

LÆS FORSKNINGSMINISTER

Baggrunden for Kestlers indlæg er uddannelse- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsens nylige modangreb på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens berygtede udhængning af 'eksperter og smagsdommere'.

Den fandt sted i hans første nytårstale i 2002, hvori han blandt andet hævdede, at »der er tendenser til et ekspertyranni, som risikerer at undertrykke den folkelige debat«.

Sofie Carsten Nielsen har videnskaben i tankerne. I den artikel i Berlingske, hvori hun fremsatte modangrebet, blev det påvist, hvordan en række forskere under VKO-regeringernes ledelse fra 2001 til 2011 kom under ideologisk beskydning fra især politikere fra Dansk Folkeparti og Venstre, samt hvordan mange yngre forskere i dag er tilbageholdende med at blande sig i samfundsdebatten, fordi sporene fra deres ældre kollegaer skræmmer.

LÆS KESTLER

En lignende tendens kunne i samme periode iagttages inden for kunstens område, hvor forfattere, billedkunstnere, arkitekter, designere, filminstruktører og musikere/komponister ikke i nær samme grad som tidligere blev konsulteret i forhold til den verserende samfundsdebat. Nok fik de plads til at udtale sig om deres nye værker i medierne, men ikke nævneværdigt i forbindelse med forhold, som vedrørte samfundsudviklingen.

Medierne lagde sig nemlig lidt for følgagtigt i kølvandet på den magtfuldkomne Foghs elitehad, og kunstnere begyndte derfor ofte at blive taget ud af ligningen, når samfundsmæssige forandringer skulle diskuteres. Resultatet var, at mediernes opbakning til kunstens indsigter, i forhold til seismografisk at lodde samfundsmæssige tendenser og udviklinger, blev svækket.

Men derved overså man en vigtig egenskab ved kunsten: For når den ellers er god, lader den sig betragte netop som en umådelig fintfølende slags kollektiv sjette sans, som samfundet kan tage ved lære af som en instans, der kan både forudsige og indkredse nye, undertiden afgørende samfundsindsigter eller tendenser.

Og kunsten lader sig desuden betragte som et seismografisk medium bagudrettet, forstået på den måde, at den selv på lang tidsmæssig afstand kan afkode og bearbejde et samfunds traumer og sorger.

Hvad kunstnere eksempelvis måtte mangle af eksakt ekspertindsigt i samfundsforhold, opvejes af deres evne til ofte at løfte blikket væk fra formålsrationaliteten og i stedet bringe overvejelser i spil af mere intuitiv karakter.

LÆS FORSKER

Siden Fogh-epoken har samfundsdebatten ofte været styret af en antagelse om, at realismen er idealismen overlegen. Kunstens egne erfaringsrum har dog igen og igen vist, at det faktisk er omvendt: Idealismen er større end realismen. Denne erkendelse mangler i dag ofte som modvægt i debatten.

Vi er som samfund ganske enkelt ved at komme ud af træning med at opfatte kunstens erfaringsrum som en katalysator for samfundsindsigt.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

De få gange gennem de senere år, hvor kunstnere aktivt har blandet sig i politiske debatter, er de ofte blevet mødt med ligegyldighed eller tavshed. Det var eksempelvis tilfældet, da 27 kunstnere, forskere, teologer og debattører i et åbent brev i Politiken i juli i år protesterede imod Israels angreb på civile i Gaza: Selvom brevet gav anledning til mere end 230 kommentarer på politiken.dk, var det betegnende, at så godt som ingen af dem forholdt sig til indlæggets pointer eller forfatternes respektive status.

Noget lignende gjaldt, da 92 kunstnere og andre kulturpersoner i 2010 protesterede mod den forestående udsmidning af de afviste irakiske asylansøgere ved at erklære, at de om nødvendigt selv ville skjule en irakisk flygtning: Selve aktionen blev mest mødt med skuldertræk, og jeg husker endda et par efterfølgende debatindlæg, hvor skribenter anklagede kunstnere for at komplet at fejle, når de gjorde sig selv til politiske aktører - for, lod præmissen til at være, kun de færreste tog stadig kunsten alvorligt som andet end forbigående underholdning.

Det var netop denne præmis, som Anders Fogh med sit angreb indstiftede og hyldede. Tydeligvis havde han ikke læst historikeren Edward W. Saids bog 'Den intellektuelles ansvar' fra 1994.

Her peger Said på nødvendigheden af, at intellektuelle lader deres helt særlige erfaringer og indsigter komme samfundet til gavn ved altid at stræbe efter at skabe debat og om muligt kontrovers - ikke nødvendigvis for debattens eller kontroversens egen skyld, men fordi det kun er i kraft af disse redskaber, at intellektuelle kan fungere som kritikere af samfundets magtpositioner ikke mindst inden for politik og økonomi.

LÆS ÅBENT BREV

Denne kritik skal de intellektuelle ifølge Said fastholde til gavn for og i mange tilfælde på vegne af borgerne, ikke mindst de, som han kalder 'de svage og urepræsenterede'. Og, vil jeg tilføje, et samfund hvor denne mulighed bliver negligeret af magtfuldkomne statspersoner, er et svagt og bange samfund.

Også sociologen Pierre Bourdieu diskuterede i bogen 'Modild' fra 2000 en tiltagende anti-intellektualisme fra politikernes side, som han mente mest udsprang af nag og misundelse, fordi politikerne i eksperterne så deres egne magtmonopoler truet.

I samme åndedrag betonede Bourdieu den kritiske selvrefleksion som en betingelse for, at intellektuelle kan gøre deres stemmer gældende i debatten. Hvis vi skal følge den opfordring i dagens Danmark, siger det sig selv, at kunstens samfundskritik skal være både samvittighedsfuld, eftertænksom og ærlig, hvis den skal kunne bruges til noget.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Sofie Carsten Nielsens tiltrængte opgør med Fogh-regeringens elitehad giver medierne en rigtig god anledning til at lægge vanetænkningen bag sig og gentænke deres egne positioner i forhold til kunstens rolle som seismografisk samfundskommentator.

Det er bare med at komme i gang.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce