Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Tegning. Anne-Marie Steen Petersen

Henrik Marstal

Den hvide mand fylder for meget

Debatten har brug for et opgør med den hvide, heteroseksuelle mands privilegieblindhed.

Henrik Marstal

Branchebladet BogMarkedets chefredaktør, Bjarke Larsen, skrev den 30.12 et indlæg i Politiken med overskriften 'Identitetspolitik er grundlæggende racistisk'.

Her kritiserede han den omstændighed, at hvide, heteroseksuelle mænd er begyndt at blive konfronteret med netop disse særlige identitetsmarkører. Han fandt ganske enkelt, at det var en form for racisme.

I et nyt indlæg i Berlingske den 10.1 tilføjede Bjarke Larsen, at det var en variant af den omsiggribende krænkelseskultur at gøre race, seksualitet og køn til primære identifikationsmarkører. For efter hans opfattelse var de ikke hævet over »f.eks. social klasse, uddannelse, barndomsoplevelser eller alle mulige andre 'markører,' der har formet den enkeltes identitet«.

Hvide, heteroseksuelle mænd har haft en særstilling i menneskehedens historie som medlemmer af den sociale kategori med størst privilegierigdom

Baggrunden for hans kritik er sidste års såkaldte hvidhedsdebat, hvor en række aktører i det litterære miljø problematiserede hvorvidt hvide, heteroseksuelle og mandlige litteraturkritikere havde tilstrækkelig indsigt til at kunne bedømme kunst begået af personer med andre identitetsmarkører inden for race, seksualitet og køn.

LÆS BJARKE LARSEN

Selvfølgelig tæller alle markører med i det samlede billede af ethvert menneske, og selvfølgelig er det vigtigt ikke at blive for firkantede, når vi vurderer andre ud fra dem. Men når netop kombinationen af race, seksualitet og køn er særlig vigtig at være opmærksom på, skyldes det, at hvide, heteroseksuelle mænd har haft en særstilling i menneskehedens historie som medlemmer af den sociale kategori med størst privilegierigdom og dermed også med størst privilegieblindhed.

Denne sociale kategori praktiserer, hvad den franske sociolog Pierre Bourdieu i sin bog fra 1998 af samme navn kaldte 'den maskuline dominans'. Et sted i bogen konstaterede han:

»Det er særegent for de dominerende, at de er i stand til at lade deres særlige væremåde blive anerkendt som universel. Definitionen af fortræffelighed er under alle omstændigheder ladet med maskuline implikationer, der har den særegenhed ikke at fremtræde som sådanne«.

Den hvide, heteroseksuelle mand er jo normen og det almindelige, og det almindelige er også ofte det usynlige

Iagttagelsen minder om hvad Information-journalisten Anders Haahr Rasmussen sagde i et interview i 2013 i forbindelse med udgivelsen af debatbogen 'Mandens byrde': »Den hvide, heteroseksuelle mand er jo normen og det almindelige, og det almindelige er også ofte det usynlige«.

Den minder om hvad den svenske kønsdebattør Marcus Priftis hævder i sin bog fra 2014, 'Det otäcka könet' ('det grimme køn'): at mandligheden er usynlig - det har den meget bekvemt selv sørget for, sådan at dens indflydelse kan udøves mest muligt i det skjulte.

Priftis har derfor ret, når han siger: »Når man taler om mennesker, taler man om mænd«. Det er endda et særligt ironisk udsagn, for som han minder om, er det upersonlige pronominen 'man' (der bruges på svensk og dansk i samme betydning) en slet skjult hentydning til netop det faktum.

Priftis' udsagn blev aktualiseret i en artikel i torsdags i The Guardian skrevet af den kvindelige forfatter Bidisha med overskriften 'Oscar-uddelingen fejrer hvide mænd - hvad med os andre?'

Her kritiserede hun i skarpe vendinger det forhold, at uddelingen altid har marginaliseret alle andre end hvide mænd, og hun ironiserede over, at den eftertragtede Oscar-statuette forestiller en ridder, der holder et korstogssværd. For riddere er som bekendt altid hvide mænd - her endda med hang til falliske våben. Og kritikken står langt fra alene.

For Bjarke Larsen tror sig lige præcis neutral: Markørerne er for ham nemlig så selvindlysende og normsættende, at han ikke selv kan se dem

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er spørgsmålet hvorvidt Bjarke Larsen er opmærksom på denne kritik. For i hans tilfælde lader privilegieblindheden til at være total. På intet tidspunkt i de to nævnte indlæg forholder han sig til det faktum, at han selv er en hvid, heteroseksuel mand og dermed partshaver i sagen med en klar interesse i, at betydningen af race, køn og seksuel orientering bliver neutraliseret.

For Bjarke Larsen tror sig lige præcis neutral: Markørerne er for ham nemlig så selvindlysende og normsættende, at han ikke selv kan se dem.

LÆS RUNE LYKKEBERG

At forstå sig selv som både neutral, objektiv, almen og universel er den hvide, heteroseksuelle mands største kardinalsynd: Deres største priveligium består paradoksalt nok i, at de slet ikke er opmærksomme på privilegierigdommen, præcis ligesom fisk ikke ved, at de befinder sig i vandet.

Men hvidhedsdebatten er et konstruktivt udtryk for, at en øget opmærksomhed på identitetspolitiske kendetegn i stigende grad er begyndt at præge de måder, hvorpå vi forholder os til kunst, politik, samfundsforhold og erhverv.

Såvel hvidhedsdebatten som andre tilsvarende debatter rundt om i den vestlige verden indikerer nemlig, at et vigtigt og nødvendigt identitetspolitisk skift er i gang: Ingen bør længere kunne opfatte sig selv som neutrale aktører - sidst af alle hvide, heteroseksuelle mænd.

Problemet er hverken mandlighed, maskulinitet eller for den sags skyld mænd. Problemet er derimod de uvaner, hvormed denne sociale kategori har ment sig kaldet til at dominere mere end alle andre

Tiden vil vise hvorvidt medlemmerne af denne sociale kategori vil blive kastet ud i en kollektiv identitetskrise med bitre protester til følge, eller om tilstrækkeligt mange af dem vil indse nødvendigheden af, at ingen mennesker længere bør kunne indtage rummet med historisk betingede privilegier i ryggen.

LÆS DEBAT

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Problemet er hverken mandlighed, maskulinitet eller for den sags skyld mænd. Problemet er derimod de uvaner, hvormed denne sociale kategori har ment sig kaldet til at dominere mere end alle andre.

Derfor har dens medlemmer et særligt medansvar for ikke blot at være opmærksomme på og selvkritiske over for disse privilegier, men også for at bidrage til afståelsen af dem. Kun derved vil Bjarke Larsens anmodning ironisk nok kunne imødekommes.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce