Tegning. Per Marquard Otzen

Tegning. Per Marquard Otzen

Henrik Marstal

Musikfaglighed ønskes på P3

I 11 år er DR-radiokanalen blevet ledet på én chefs 'mavefornemmelse'.

Henrik Marstal

DR har haft den samme musikchef for P3 siden januar 2004, altså i mere end 11 år. Chefen for landets næststørste radiokanal med over to millioner lyttere ugentligt er nærmest komplet enerådende hvad angår den musik, der bliver spillet. Ikke for ingenting kunne magasinet Euroman for et stykke tid siden kalde chefen for den mest magtfulde person i dansk musikliv.

Med sine til- og fravalg har denne person de facto kunnet afgøre, hvem der skulle have en radiokarriere, og hvem der ikke skulle. Og eftersom ikke mindst P3, som følge af sit store lyttertal, traditionelt har haft en stor andel i forbindelse med nye artisters gennembrud, er det ikke for meget sagt, at chefen dermed har magt til at afgøre, hvordan det danske musiklandskab udvikler sig.

I et portrætinterview sidste år i landets største musikmagasin, Gaffa, understregede chefen ganske vist, at tilrettelæggelsen af playlisterne skete i dialog med radiokanalens redaktioner, andre musikkyndige på DR og den øvrige musikbranche.

Chefen alene afgør hvor ofte hvert enkelt nummer skal spilles

Men ikke meget giver reelt indtryk af, at det er sådan, det foregår. For det såkaldte playlisteudvalg, der kollektivt stod på mål for til- og fravalgene, og som også talte flere musikværter, blev for nogen tid siden nedlagt, sådan at det nu alene er chefen, der har beslutningsmagten.

Resultatet har været, at de enkelte radioværter højest får lov til at vælge et enkelt nummer eller to selv for hver time de er i æteren. Resten er dikteret af chefens playlister, som på programmerne i morgen- og dagtimerne dikterer musikprofilen.

LÆS DEBAT

Chefen alene afgør hvor ofte hvert enkelt nummer skal spilles - fra ganske få afspilninger op til ikke færre end 45 afspilninger ugentligt - i form af tiltaget 'Ugens Uundgåelige'. Det har konsekvenser for de enkelte danske artister, idet den profilering og eksponering, som derved opstår, har stor betydning for de pågældende artisters indtægtsgrundlag og karriereforløb.

Dermed er chefen også ansvarlig for ikke blot, hvor mange rettighedsmæssige indtægter i form af Koda- og Gramex-midler, som artisterne genererer ved airplay på P3, men også for afledte synergieffekter i form af et øget salg af album og enkelttracks, en øget efterspørgsel på live-koncerter og kommercielle partnerskabsaftaler samt øgede streamingafspilninger. Og vælger chefen slet ikke at playliste en given artist, kan det omvendt have store konsekvenser for disse forhold i negativ retning.

Pladeselskaberne har derfor i årevis været tvunget til at forholde sig til denne magtstruktur ved udelukkende at satse på artister, som de mente havde størst chance for at falde i chefens smag, frem for artister med eksempelvis en stærk kunstnerisk profil eller et musikalsk udtryk, som lå blot lidt væk fra mainstreamkulturen.

I Gaffa-interviewet sagde chefen nemlig også, at playlisternes sammensætning udelukkende var et spørgsmål om at have »mavefornemmelse«

Vanetænkningen og selvcensuren har dermed haft kun alt for gode kår, fordi der, i en i forvejen økonomisk trængt branche, ganske enkelt ikke har været plads til at tage ret mange kunstneriske chancer. Talrige talentfulde, danske musikere har derved måttet opleve at blive afvist ved døren til P3, uanset om de havde et stort pladeselskab i ryggen eller ej.

Der udkommer langt mere musik i Danmark hvert år end P3's sendeflade kan kapere. Derfor er en prioritering selvfølgelig nødvendig. Men problemet er, at ingen nogensinde har haft mulighed for at vide, hvad der ligger bag disse prioriteringer.

LÆS LE GAMMELTOFT

I Gaffa-interviewet sagde chefen nemlig også, at playlisternes sammensætning udelukkende var et spørgsmål om at have »mavefornemmelse«. Chefen erkendte altså helt åbent, at der hverken er metode, historisk viden, kunstneriske strategier, fordelingspolitiske overvejelser eller skelen til internationale strømninger involveret i de til- og fravalg, som danner grundlaget for playlisterne. Nej, der er blot en stærkt subjektiv »mavefornemmelse« - men altså ikke rigtigt nogen musikfaglighed.

Det er måske derfor, at P3 til trods for en evne til undertiden at breake stærke artister og skabe uventede hits vanemæssigt reproducerer den dominerende musikkultur og udviser en betydelig konservatisme: Bortset fra de 40 procent danskproduceret musik, som kan høres på kanalen, spiller den primært amerikansk musik på bekostning af nordisk, europæisk og asiatisk musik.

Desuden fokuserer den på mandlige snarere end kvindelige artister, og den vil helst ikke have for meget at gøre med artister, der ikke kan indordnes under begrebet ungdomskultur, og som ikke er konventionelt kommercielle i udtrykket.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det offentlige danske kulturliv har en tradition for at ville modvirke magtfuldkommenhed ved hjælp af åremålsbegrænsninger ved beskikkelser og ansættelser

Men når P3 derved lader den kulturelle mangfoldighed i stikken, har det konsekvenser for også dansk musikkulturs muligheder for at blomstre. Og er det egentlig DR værdigt?

Utvivlsomt har chefen levet op til forventningerne fra sine overordnede om at passe P3-butikken godt og redeligt. Ellers havde det ikke været muligt at sidde på posten i mere end 11 år.

Men jeg må spørge: Er posten ganske enkelt ikke al for betydningsfuld til, at det kan have sin rimelighed at lade nogen bestride et offentligt kulturembede som dette igennem så lang tid? Matcher det med andre ord magtens omfang, at ansættelsen ikke er åremålsbestemt?

Et lignende spørgsmål stillede den tidligere P3-vært, Le Gammeltoft, i en Kronik i Politiken i sidste måned om musikradioens status herhjemme.

Her skrev hun: »På store, udenlandske radiostationer har man også musikchefer. Men mange steder anerkender man, at det er svært at se ud over egen smag og subjektivitet, og at man som musikchef har enormt meget magt. Derfor er der en helt klar regel for, hvor mange år man må være siddende musikchef«.

Det offentlige danske kulturliv har en tradition for at ville modvirke magtfuldkommenhed ved hjælp af åremålsbegrænsninger ved beskikkelser og ansættelser. Denne tradition gælder tilsyneladende ikke for DR. Og formodentlig gør DR's ledelse sig slet ingen forestillinger om, hvor stor en magt P3's musikchef rent faktisk har i dansk musikliv.

Men det er på høje tid, at ledelsen får taget et realitytjek på sine dispositioner. For musiklivet kan ganske enkelt ikke leve med, at magten er koncentreret på de samme få hænder i så mange år ad gangen. Det medfører inerti, og det skaber en urimelig magtubalance mellem branchen og DR. Der er brug for, at bøtten bliver vendt, og at andre personer med andre musikalske kvalifikationer - og gerne sat i relation til mere gennemsigtige magtbeføjelser - kommer til.

LÆS LEDER

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Der er også brug for, at der bliver gjort op med et så uhåndgribeligt og vilkårligt begreb som 'mavefornemmelse' som fundament for de beslutninger, der har så store økonomiske og karrieremæssige konsekvenser for musiklivets aktører.

Og ikke mindst er der brug for, at en egentlig musikfaglighed begynder at tegne P3's profil, så DR bedre kan matche musiklivets egne bestræbelser.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce