Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Henrik Marstal

Amnesty har solgt sin sjæl

Gode nyheder til prostitutionskunder verden over: Bare fortsæt!

Henrik Marstal

Amnesty Internationals logo viser et stearinlys indhyllet i ståltråd. Det kan forstås som et udtryk for, at der altid findes håb for personer, hvis menneskerettigheder er krænket, herunder ikke mindst politiske fanger verden over.

Men efter organisationens beslutning på sit årsmøde i Dublin tirsdag om at stemme for en resolution, der anbefaler en global afkriminalisering af prostitution, kunne det godt se ud til, at organisaionen selv får hårdt brug for nogen til at tænde et lille lys i mørket for den.

Resolutionen går i en vis forstand imod alt, hvad Amnesty International hidtil har stået for: At beskytte mennesker hvis rettigheder bliver krænket.

Adskillige prominente aktivister og kendisser har i månederne op til mødet i Dublin da også protesteret imod resolutionen, heriblandt så prominente navne som den tidligere amerikanske præsident og menneskerettighedsforkæmper Jimmy Carter, der pointerer, at enhver form for kommerciel prostitution (fx bordeldrift) per definition er en krænkelse af menneskerettighederne.

LÆS DEBAT

Der er talrige andre protester: På bloggen Change.org argumenteres der eksempelvis for, at resolutionen fornægter det uløselige link mellem prostitution på den ene side og menneskelig udnyttelse, vold og trafficking på den anden, og at organisationen bidrager til, at mænd fortsat kan købe sig til seksuelle ydelser helt straffrit. Desuden, hævdes det, afstår Amnesty International fra at forholde sig til prostitution som et kønsspecifikt område, der først og fremmest angår kvindelige prostituerede.

Herhjemme kalder Kvinderådets forkvinde Nanna Højlund i en pressemeddelelse resolutionen for »et knæfald af dimensioner« og siger: »Tænk, at Amnesty ikke insisterer på at sige nej til dem, der forvolder skaderne på de prostituerede og samtidig skaber efterspørgslen: Kunderne. Og endnu værre: De sender en besked til drenge og mænd om, at det er i orden at købe sig adgang til kvinders kroppe«.

Selv er jeg én af dem, som med trist hjerte fra nu af kommer til at holde inde med at lade en månedlig donation tilflyde organisationen

Og også Dansk Kvindesamfunds næstforkvinde, Ulla Tornemand, er kraftigt imod resolutionen.

Ifølge den svenske avis Dagens Nyheter vil Amnesty International ikke fortælle, hvor mange af Dublin-mødets 400 delegerede fra 70 lande, der rent faktisk stemte imod anbefalingen. Men flere af rapporterne fra mødet lader forstå, at der langt fra har været enighed om beslutningen. I modsætning til den danske afdeling af organisationen stemte den svenske imod, og raseriet og frustrationen er lige nu stor blandt dens ansatte.

Generalsekretær Anna Lindenfors fortalte i den forbindelse til avisen onsdag, at hendes afdeling havde brugt stor energi på at få hovedkræfterne i organisationen til at ændre opfattelse, men forgæves. For som hun sagde det, tager den svenske afdeling afstand fra kravet om en universel afkriminalisering af alle former for prostitution, herunder bordeldrift.

Hun tilføjede, at afdelingen ikke fandt det klarlagt, hvordan en komplet afkriminalisering skulle kunne føre til færre menneskerettighedskrænkelser blandt prostituerede. Også Sveriges udenrigsminister, den socialdemokratiske Margot Wallström, har på Twitter taget afstand: »Jeg kan ikke forstå, at Amnesty vil støtte legaliseringen af kommerciel, seksuel udbytning«.

LÆS MERE

Men Sverige har også haft en anderledes tilgang til området: Den svenske lov fra 1999 om kriminalisering af køb (men ikke salg) af seksuelt relaterede ydelser blev lavet ud fra antagelsen om, at prostitution bør bekæmpes, da det er skadeligt for både kvinder i området og samfundet som helhed.

Med årene har loven givet flere bemærkelsesværdige resultater: Volden mod prosituerede er ikke steget, antallet af kunder til prostitution er faldet, og ikke mindst er der især i den yngre del af befolkningen opstået en ændret opfattelse af prostitution som et tilbud, det er socialt acceptabelt at benytte sig af. Tilsvarende lovgivninger er siden da blevet indført i en række andre lande, men Amnesty International har altså ikke ønsket at gå denne vej.

Dagens Nyheter citerede desuden Taina Bien-Aimé, generaldirektør i den amerikanske NGO Coalition Against Trafficking in Women. Hendes dom var knusende: »Amnesty International har solgt sin sjæl og den legitimitet, der lå i at kalde sig selv en organisation for menneskerettigheder. Amnesty har stillet sig på industriens side«, sagde hun.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Formodentlig kan mange af organisationens medlemmer verden over med god ret føle sig taget som gidsler, fordi deres tillid til organisationens moralske samvittighed er blevet radikalt udfordret: For hvis rettigheder bliver nu tilgodeset af organisationen - de udnyttedes eller de udnyttendes? Jeg tror, at en del føler sig nødsaget til at melde sig ud i protest mod resolutionen - og i håb om, at den vil blive omstødt ved et ekstraordinært årsmøde.

Selv er jeg én af dem, som med trist hjerte fra nu af kommer til at holde inde med at lade en månedlig donation tilflyde organisationen. Det ville jo være som at skulle give blodpenge. Og det er ikke ligefrem den slags kapital, der giver modtageren mulighed for at købe sin tabte sjæl tilbage.

For jeg er af den opfattelse, at prostitution er og bliver en skamplet på menneskeheden, som kun har kunnet opstå, fordi især mænd verden over er blevet opdraget til at lade medfølelsen med ethvert menneske, der udnyttes seksuelt mod betaling, vige for hensynet til udfoldelsen af sin egen seksualdrift. Jeg fatter ganske enkelt ikke, hvordan seksuel udnyttelse af et andet menneske mod betaling kan betragtes som en socialt anerkendt og normal handling. Og derfor skal en organisation som Amnesty International ikke bare stå til.

Men som efterhånden adskillige personlige vidnesbyrd fra prostituerede såvel som en række undersøgelser har påvist, er virkeligheden som oftest en helt anden: De komplekse skadevirkninger er enorme. Mange prostituerede lever med underverdenens klamme og grådige ånde i nakken, de udsættes konstant for psykisk og fysisk vold samt afpresning, de får misbrugsrelaterede vaner, nogle dræbes af kunder og bagmænd eller lever i fare for det, og både kunder, bagmænd og myndigheder kan vanemæssigt og med den største selvfølgelighed se ned på dem som de lavest rangerende i enhver tænkelig situation.

LÆS DEBAT

En hel industri relateret til køb og salg af seksuelle ydelser lobbyer i disse år konstant for, at regeringer og NGO'er verden over skal blive mere eftergivende over for industriens aktiviteter. En af lobbyens mere drevne kneb har været at udbrede idéen om, at prostitution er et erhverv ganske som alle andre, og at dets udøvere derfor skal have samme rettigheder som alle andre på arbejdsmarkedet. En afkriminalisering af området er derfor kun en logisk følge af dette ønske.

Prostitutionsindustrien har vundet en eklatant sejr ved at få Amnesty International til at anerkende prostitution som noget, der alligevel ikke rigtig kan stilles noget op imod (for mænd er jo mænd, ikke sandt?), og som derfor lige så godt kan afkriminaliseres én gang for alle. Bordelejere verden over må klappe i deres hænder, mens de gør sig klar til at tjene endnu flere penge på andres ulykke.

Ganske vist har Amnesty International gjort det klart, at den beskytter de prostituerede og ikke bagmændene, samt at den ikke mener, at det er en menneskeret at have seksuelt samkvem. Og den understreger, at trafficking fortsat skal være forbudt. Men ordene klinger hult.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For hvorfor lægger organisationen sig så ikke i selen for at modvirke de mekanismer og tvivlsomme moralske anskuelser, der overhovedet muliggør tilstedeværelsen af prostitution i første omgang? Og hvorfor bruger den ikke i stedet sin status som velanset NGO til at præge regeringer verden over til at arbejde imod, at prostitution overhovedet finder sted?

Amnesty International bør lægge det helt åbent frem for sine medlemmer såvel som for offentligheden, hvilke forbindelser den forud for resolutionens vedtagelse måtte have haft med lobbyisterne fra prostitutionsindustrien. At dette pres på organisationen har mulighed for også at komme indefra, er den tilsyneladende uenighed ved mødet et udtryk for.

Vi må håbe og bede til, at presset på organisationen bliver fastholdt og udbygget, og at protesterne mod organisationens politik på området viser sig at skabe så megen virak, at resolutionen bliver taget op til fornyet overvejelse. Alt andet vil næsten ikke være til at bære.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce