Foto. Finn Frandsen

Foto. Finn Frandsen

Henrik Marstal

Lad dog frivillige hjælpe flygtninge på Hovedbanegården, DSB

Frivillige er blevet tilbudt lokaler på Hovedbanegården, hvor de kan hjælpe flygtninge. Pris? 300.000 kr. om måneden.

Henrik Marstal

Under temaet ’Hjælp en flygtning’ bragte MetroXpress fredag et interview med den 18-årige syrer Somar Saeed, en bådflygtning, som nu har siddet i et år i et asylcenter i Voldby. Han fortæller, at han ikke lærer dansk, fordi sprogcentret er underbemandet, og fordi undervisningen hele tiden begynder forfra, når nye flygtninge kommer til.

Som han sagde til avisen, er der nu gået et år med at lære alfabetet! Det er indlysende en systemfejl, at han ikke har mulighed for at lære dansk, og det er komplet spild af en motiveret persons tid og ressourcer på tærsklen af voksenlivet - og dermed hans muligheder for at blive dansker.

Somar Saeed har ikke ret til at opsøge undervisning udenfor asylcentret, men som MetroXpress anfører, er det »tilladt for danskere at besøge ham og andre flygtninge på asylcentre samt at melde sig som frivillige undervisere«. Med andre ord: Der er lige nu i den grad brug for samvittighedsfulde borgere, som kan hjælpe med at gøre lærevillige flygtninge til duelige danskere, nu hvor den 18-åriges beretning antyder, at samfundssystemet ikke for alvor har ambitioner om det.

DSB's modvillighed er en del af systemfejlen: For når den individuelle ansvarsfølelse byttes ud med offentlighedskulturens systemtænkning, bliver hjerter af kød og blod til stenhjerter

Der er måske håb for Somar Saeed. For sådanne hjælpsomme borgere er der som bekendt for tiden en hel del af i form af de frivillige, der gennem de seneste uger har hjulpet de til- og gennemrejsende flygtninge med fornødenheder og opmærksomhed, med pleje og velkomstsord.

LÆS KRONIKEN

Men også her er der en systemfejl indbygget: For når frivillige sætter sig for at hjælpe fremmede i nød, bliver de hindret i det af stærke, officielle kræfter med hænderne fulde af reglementer. Det kunne ses lørdag, hvor DSB ifølge en artikel på TV2 Nyhedernes hjemmeside én gang for alle afviste at lade organisationerne optage plads på landets større banegårde, hvor der indtil i forrige uge var oprettet interimistiske hjælpecentre.

Jo, organisationerne måtte da gerne leje nogle mindre lokaler på Københavns Hovedbanegård, fik de at vide – for den nette sum af 300.000 kroner om måneden. Ditte Bloch Noer fra gruppen ’Welcome to Denmark’ sagde i artiklen:

»DSB’s argument er dels, at der ikke længere kommer ret mange flygtninge, dels at vi forstyrrer de almindelige rejsende. Begge dele er forkert. Der kommer fortsat masser af flygtninge til banegårdene, som har brug for hjælp. Nogle har brug for en læge, andre har brug for mad eller vejledning til at komme videre til Sverige. Så vi forstår simpelthen ikke, at DSB på den måde modarbejder vores indsats«.

Ifølge samme artikel kunne DSB »ikke genkende kritikken«. Nej, for hvis statsbanerne kunne det, ville det være det samme som at indrømme, at systemfejlen eksisterer.

At systemfejlen ikke er kommet ud af ingenting i det danske samfund, er Iwan Malinovskis lejlighedsdigt ’Advarsel’ et udtryk for. Det blev skrevet til Politiken og bragt i avisen i august 1986, og det tog afsæt i datidens flygtningesituation, hvor ofre for diktaturer og krige i Sydamerika, Mellemøsten, Afrika og andre dele af verden søgte asyl i mere fredelige lande, herunder Danmark:

»Forfulgte i alle lande!

Når I flygter for livet,

gå uden om Danmark,

det er mit råd.

Her i mit land,

som er en oase,

et smørhul og et kødbjerg,

hersker stenhjerter

(…)

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Har I jeres liv kært

siger jeg jer: gå langt

uden om Danmark!«

Tilbage til DSB: Uanset hvad hver af os måtte mene om den aktuelle flygtningesituation, er banegårdene nu engang uundgåelige pitstops for udmattede og stressede flygtninge uden mange fornødenheder. Derfor er det indlysende, at almindelig pli byder samvittighedsfulde medlemmer af det privilegerede, rige samfund ved navn Danmark at give en akut hjælpende hånd.

DSB’s modvillighed er en del af systemfejlen: For når den individuelle ansvarsfølelse byttes ud med offentlighedskulturens systemtænkning, bliver hjerter af kød og blod til stenhjerter. For der kan altid findes tungtvejende, rationelle argumenter for at følge reglerne og dermed lade systemet få forrang.

En anden hovedbanegård har i september været genstand for langt mere massive flygtningeankomster, nemlig den i München, hvortil der er ankommet omkring 70.000 flygtninge – og på en enkelt dag midt i måneden ikke færre end 13.000. Selvom også mange tyskere protesterer mod flygtningenes antal, er det en kendsgerning, at de tyske myndigheder arbejder sammen med frivillige organisationer om at hjælpe de mange flygtninge bedst muligt, herunder de mange, der gerne vil videre til Sverige.

Münchens byråd har den 9. september enstemmigt vedtaget en resolution, som bakker op om den såkaldte Willkommenskultur i byen. I resolutionen bliver byens frivillige borgere og organisationer takket for deres ’utrolige hjælpsomhed’ i form af deres indsats over for de flygtende. Et af punkterne i resolutionen angår særligt byrådets forpligtelse på det videre samarbejde med civilsamfundet samt opbakningen til frivillighedskulturen. Desuden beskriver resolution flygtningene som en ressource, ikke som en belastning.

Med andre ord: I München og også andre dele af Tyskland findes der ikke på samme måde en systemfejl: For samfundssystemets repræsentanter har ligesom de frivillige hjerter af kød og blod, ikke af sten, og de hindrer ikke samfundsborgerne i at følge deres samvittighed.

LÆS DEBAT

På det område har tyskerne nu selv helt andre erfaringer end os: Efter Anden Verdenskrig flygtede omkring ti millioner tyskere på midlertidig eller permanent basis til andre lande. Den slags kollektive traumer er oasen, smørhullet og kødbjerget Danmark dog alt for lykkeligt privilegeret til at have oplevet. Måske er Danmark ganske enkelt for uerfaren og selvcentreret en nation til at kunne frembringe magthavere med virkelig verdensborgermentalitet. I så fald forklarer det, hvorfor nationen har bedre erfaringer med at lade systemiske stenhjerter diktere begivenhedernes gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Relationen mellem det danske samfundssystem og den samvittighedsfulde samfundsborger, som i ekstreme krisesituationer tager sagen i egne hænder, kan lignes ved en person, der lufter sin hund på en tur langs stranden. Hunden er ikke i snor; den befinder sig snart foran, snart bagved sin ejer, og den både pjasker i vandet, tisser op ad stenene og snuser til buske, mens dens ejer stille og roligt går afsted i samme retning.

Og nej, det er ikke hundeejeren, der er billedet på det danske samfundssystem, og hunden, der er billedet på den samvittighedsfulde samfundsborger. Det er lige omvendt: Samfundssystemet er som et dyr styret af sine drifter og tilfældige indfald, og samfundsborgeren som en hundeejer upåvirket af dyrets mange gøremål.

Med andre ord: Det er samfundsborgeren, der i sidste ende besidder overblikket, roen, indsigten, autoriteten, den medmenneskelige forpligtelse – ikke det danske samfundssystem, selvom det er trist at måtte indrømme. DSB burde indlysende lade sig inspirere af de frivilliges eksempel, i stedet for at følge den vanemæssige vej.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce