Henrik Marstal

Vi mænd har et indlejret had til kvinder

Et grusomt drab i weekenden har fået mig til at tænke over mine egne kvindelige relationer gennem tiden, og der er meget, jeg ikke er stolt af.

Henrik Marstal

Nyheden om weekendens grusomme hændelse i Svendborg, hvor den 23-årige Sara Huus Lind blev tæsket til døde af sin jævnaldrende kæreste, var næsten mere, end jeg kunne klare.

Og jeg er stadig i chok. Hvordan kan det dog være, at noget sådant bare lige pludselig finder sted? Og hvordan er det overhovedet muligt for noget menneske at være så afstumpet og narcicisstisk anlagt, at det på så radikal vis insisterer på sin ret til at dræbe for at straffe, uanset hvad motivet måtte være?

I Fyens Stifttidendes artikel om drabet i lørdags stod det sort på hvidt at læse, hvad var hændt.

Advarsel: Det er hård kost.

Avisen skrev, at ifølge sigtelsen fik kvinden »adskillige slag med knyttede hænder, albuer og spark, herunder med knæet, mod hoved og krop, ligesom hun blev nikket skaller, og der blev hoppet på hendes hoved«.

Og i en artikel i Ekstra Bladet i mandags udtalte Sara Huus Linds far, Alex Jensen, lakonisk: »Jeg ved, hvad Sara gik igennem, for jeg så hende på hospitalet«.

Igen spørger jeg: Hvordan kan det ske, at noget menneske kan opføre sig så afstumpet?

Vi må antage, at kvinden undervejs i voldsorgiet har forsøgt at vægre for sig, tryglet kæresten om at holde inde, appelleret til hans fornuft – og at hendes smertesudbrud og skrig undervejs har givet hans empatiske sans mulighed for at røre på sig, sådan at den ville få ham til at holde inde.

Men nej. Det skete ikke. Hans empati blev ikke vakt undervejs. Hvad kan være gået forud?

Hændelsen har fået mig til at gennemtænke de relationer, jeg som heteroseksuel, ciskønnet mand selv har haft til kvinder gennem tiden.

Går jeg tilbage til dengang, jeg var midt i tyverne, hvor min selvfølelse som mand begyndte at vokse, og så frem til kort før den periode for nogle år siden, hvor jeg med afsæt i feminismen blev tvunget til nøje at genoverveje mine relationer til andre, er der meget, som jeg ikke er videre stolt af.

Hvis hun græd, udviste sorg, fortalte, at hun savnede mig, eller bare forsøgte at slå en streg over det hele ved at forsøge at skabe en bedre stemning mellem os, var jeg som regel bare ligeglad.

Jeg har aldrig slået på nogen, men mindre kan også være slemt nok.

Når jeg husker tilbage på mine kærester og elskerinder i den periode, kommer mange gode erindringer frem foruden mange vemodige og smertefulde. Og så kommer der også erindringer frem om de måder, jeg undertiden kunne finde på at opføre mig over for den pågældende person på.

Selvom jeg opfatter mig selv som en relativt afdæmpet person i private relationer, kan jeg huske alt for mange episoder, hvor jeg tillod mig at råbe unødigt af en kæreste, skælde hende hæder og ære fra, håne hende, undvige hendes spørgsmål, ignorere hendes behov for nærhed, sørge for at skuffe hende ved pludselig at ændre på ting, vi ellers havde aftalt, afstå fra så meget som at forsøge at sætte mig i hendes sted og i det hele taget gøre livet surt for hende.

Jeg er sikker på, at det ikke blot handlede om et ønske om at have overtaget i det pågældende forhold.

Nej, det handlede også om noget helt andet: Min nedarvede, moralske ret til som mand at opføre mig rigtigt dårligt over for en kvinde, hvis jeg selv vurderede det som passende.

Hvorfor havde jeg så denne ret? Svaret er enkelt: Fordi jeg var en mand, og hun en kvinde. Og når en del af mig i særlige situationer kunne hade kvinder og alt deres væsen, måtte det være, fordi hadet var fuldt berettiget og derfor kun rimeligt at udøve.

METTE GJERSKOV

Når først jeg kom i det humør, ejede jeg ikke så meget som en flig af empati over for den pågældende. Hvis hun græd, udviste sorg, fortalte, at hun savnede mig, eller bare forsøgte at slå en streg over det hele ved at forsøge at skabe en bedre stemning mellem os, var jeg som regel bare ligeglad. Helt ligeglad.

Hun skulle da ikke forsøge på noget. Og jeg gav mig ikke en tøddel.

For kvinder som sådan fortjente jo at have det dårligt. Det var sådan, min grundindstilling til dem var. De fortjente at blive skældt ud og hundset med.

De fortjente at have at gøre med en mand som mig, der langt fra altid gad at gengælde deres kærlighed. For ubetinget kærlighed var da ikke noget, de skulle tro, de kunne forvente at opnå, kun drømmen eller håbet om den.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Samtidig var min lunte særdeles kort. Der skulle ikke megen slinger i valsen i forhold til en aftale eller et mødetidspunkt, før jeg tændte helt af.

En kvinde skulle ikke spilde min tid med at vente, selvom jeg omvendt antog, at jeg sagtens kunne tillade mig at lade hende vente.

Men hvis jeg spørger mig selv, hvor alt dette had, al denne vrede og al denne frustration dog kom fra, føler jeg mest af alt trang til blot at svare: Jamen, sådan var det bare!

Når jeg deler disse lidet flatterende erindringer med læseren, er det for at give et eksempel på, hvor indlejret ikke blot kvindehadet, men også retten til at praktisere det, er i maskulinitets-selvforståelsen for mange mænd

Hadet var en del af den mandlige selvforståelse, som jeg havde haft med mig siden teenageårene. Jeg havde set voksne mænd i mit liv praktisere en sådan opførsel, og jeg havde set adskillige film og læst adskillige bøger, hvor det kun var helt normalt, når kvinder blev udsat for svigt, hån og vold – eller blev myrdet.

Det var sådan, mænd var! Hvorfor skulle jeg dog være anderledes?

Samtidig vidste jeg fra samtaler med mine mandlige venner og bekendte, at de undertiden benyttede sig af lignende reaktioner over for de kvinder, de kendte.

Ellers havde vi nok heller ikke haft brug for at udveksle så mange sexistiske bemærkninger undervejs eller være enige om, hvor dumme kvinder dog kunne være.

Ganske vist kunne mine venner heller ikke finde på at ty til vold mod nogen. Men igen: Den sociale kontrol kunne fint foregå med andre midler.

Når jeg deler disse lidet flatterende erindringer med læseren, er det for at give et eksempel på, hvor indlejret ikke blot kvindehadet, men også retten til at praktisere det, er i maskulinitetsselvforståelsen for mange mænd.

For kvinder er til for at blive elsket, forgudet, seksualiseret – og hadet. Ellers eksisterer kvinder ganske enkelt ikke for det mandlige blik.

DEBATTØR

Tilbage til weekendens ugerninger: Drabsmanden kan have været rasende på sin kæreste af mange årsager, og måske har raseriet været berettiget, hvem ved.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Men det var hans indlejrede had til kvindekønnet og hans ret til at praktisere det, som gjorde det katastrofale udslag.

Jeg forsøger at forestille mig drabsmandens blik i de minutter, hvor han har sparket, slået og trampet på sin kæreste: Det er blottet for empati og respekt. Til gengæld er det fyldt med selvretfærdig harme og hån.

Og så giver det ikke ligefrem udtryk for nogen forståelse af ligeværd mellem de to. For når han har ret, kan hun ikke samtidig have det. Det er jo logisk, er det ikke?

Jeg husker det blik fra mig selv. Vi er i den forstand ens, drabsmanden og jeg. Og jeg spørger mig selv: Hvorfra fik jeg dengang de hadefulde øjne?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce