Afsked. Svenske Kent går i opløsning. Her ses bandet på Skanderborg Festival i 2010. Foto: Claus Bjørn Larsen

Afsked. Svenske Kent går i opløsning. Her ses bandet på Skanderborg Festival i 2010. Foto: Claus Bjørn Larsen

Henrik Marstal

Med Kents afsked er en epoke i nordisk musikhistorie forbi

Efter næsten 20 år på toppen tager det svenske band Kent endegyldigt afsked. Det gør ondt. For døden er brutal.

Henrik Marstal

I denne weekend spiller svenske Kent som del af bandets afskedsturné sine sidste to koncerter i Danmark.

Skandinaviens måske mest markante rockband gennem to årtier stopper, og dermed er en epoke i nordisk musikhistorie uigenkaldeligt forbi.

Med afsæt i et særdeles udbredt format, der kombinerer rock, maskulinitet og hvidhed i en selvforstærkende magttreenighed, har Kent leveret en lang række drømmende, nærværende og særdeles velskrevne sange.

Samtidig har bandet arbejdet med et stærkt visuelt brand, som har resulteret i lige så drømmende albumcovers, musikvideoer og live-visuals, der især har lagt fokus på naturen som civilationens fundamentale modsætning.

Elementerne udgør en metafortælling om bandet, der fremstår usædvanlig konsekvent og gennemført.

LÆS OGSÅ

Det "rige, indre liv", som Kent synger om i sangen 'Dom andra' fra 2002, og som jeg vil citere lidt senere, har altid været i fokus snarere end den udadvendte interageren med verden.

En vis reservation eller tilbagetrukkethed kendertegner bandet foruden eksponeringen af en stor sårbarhed, der ligger bag dets altid cool og selvsikre fremtrædelsesform.

Var Kent et stjernetegn, ville det være Krebsen.

Men med sine produktioner og tekster har Kent også forholdt sig til det at være svensk, ikke mindst i sangen 'Sverige' fra 2002, hvor nationen kaldes "en tiger, som skammer sig".

Bandets musik har i det hele taget været personificieringen af svenskhed, når den er mest urban og stålsat.

Ja, musikken har nærmest været et sindbillede på en stålfarvet Volvo, der driftsikkert og med state of the art-sikkerhedsudstyr cruiser afsted i populærmusikkulturens sortasfalterede overhalingsbane.

Det var i marts, at Kent annoncerede sin forestående opløsning. En pressemeddelelse på bandets hjemmeside gjorde det ved hjælp af en spektakulær patos, der faktisk altid har kendetegnet bandet, helt umisforståeligt.

Den blev indledt med et korstegn, og herunder stod der:

Kent født den 16. maj 1990 død den 17. december 2016

Den første dato var dagen, hvor gruppen under navnet Jones & Giftet kom til verden, og den sidste dato den dag, hvor gruppen i hjembyen Stockholm ville spille sin sidste koncert nogensinde.

Altid har afsked hos Kent været som en krads blanding af dels det forelskede teenagepars sødmefulde afsked med hinanden, og dels den brutale afsked, som døden altid er

Alt derefter ville være stilhed, eftertanker, minder.

Jeg befandt mig i Stockholm netop i den uge, hvor nyheden kom. Hele den indre by var plastret til med plakater, hvor gruppens fire medlemmer var afbildet med med hoveder som kranier, og hvor der under datoen den 17. december stod: "Sista Koncerten Någonsin".

I samme uge offentliggjorde bandet en musikvideo, hvor Døden i form af en kvinde med tromme samlede både mennesker og dyr fra Kents musikvideoer, pladecovers og plakater i en karavane, der nu for sidste gang promenerede gennem Stockholms gader.

Videoen refererede til svensk kulturarv i form af Ingmar Bergmans film 'Det syvende segl' fra 1957, hvor Døden i slutscenen henter en række af filmens hovedpersoner til dødsriget.

Men intet kommer af intet: Fraværet, tilintetgørelsen, afskeden har altid luret i kulisserne i Kents univers i sange som 'Den sista sången', afskedsnummeret på det seneste album 'Då som nu för alltid' fra i år, eller 'Manden i den vita hat' fra albummet 'Du & jag döden' med den gentagne afslutningslinje "Vi ska alla en gang dö".

I det hele taget har bandet gjort det til lidt af et speciale at lave lange afskedsnumre, der i en europæisk kulturtradition har sine aner i Gustav Mahlers voluminøse afskedshymner såsom 'Das Lied von der Erde' eller 'Isoldes Liebestod' fra Richard Wagners opera 'Tristan und Isolde'.

For i kunsten kan det tage ganske lang tid at tage afsked – og altid har afsked hos Kent været som en krads blanding af dels det forelskede teenagepars sødmefulde afsked med hinanden, og dels den brutale afsked, som døden altid er.

HENRIK MARSTAL

Afskedsturnéen er ingen undtagelse.

Hvad der fascinerer mig ved Kent er modet og evnen til at vise sårbarhed, ikke blot i forsanger og primære sangskriver Joakim Bergs vokal, men også i gruppens musikalske iscenesættelse.

Det er en sårbarhed, som undertiden truer med at køre Volvoen i grøften, og som endda nogle gange bærer vreden med sig i form af et senpubertært had til hjembyen Eskilstuna, som bandet gentagne gange er vendt tilbage til, blandt andet i sangen 'Spökstad'.

Eskilstuna er ikke er på listen over byer, der bliver besøgt på afskedsturnéen – officielt, fordi byen ikke har et spillested, der er stort nok.

Men det kunne også være den uofficielle grund. For hvem har lyst til at spille afskedskoncert i en forladt og forhadt bardomsby, hvis ikke det bliver århundredets begivenhed?

Og hvor er dog vi mange, der genkender os selv i den relation – alle os, der voksede op i mere eller mindre dødssyge provinsbyer, og som altid vender hjem til dem med påmindelsen om at være kommet skævt til verden, fordi rammerne for vores mest afgørende erkendelser i de formative år ikke formåede at matche disse erkendelser.

Som det lyder i sangen 'Ingenting', der sagtens kunne handle om Eskiltuna: "De jävlarna tog oss en efter en/ de ljög och bedrog oss med sanningen".

Det vil sige: Den sandhed, at i forhold til selve provinsens sjæl har du altid uret, og derfir vil du derfor altid kæmpe forgæves mod den.

Provinskomplekset bar bandets medlemmer med sig, da de som helt unge flyttede til Stockholm.

For trods det store gennembrud sidst i 1990'erne følte de sig stadig provinsielle. Bandet reflekterede over dets gennembrud i sangen 'Dom andra' fra 2002, hvis tekstlige pointe var, at også succes er et udtryk for middelmådighed.

I sangen hedder det:

En fuckfinger til døden

vi gik henover lig

vi skiltede med vores kærlighed

vores rige, indre liv

men vejen til himlen

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

stoppede før vi kom dertil

og prisen som vi betalte

for at blive en del af eliten

var at vi blev som de andre

vi blev som de andre

Og nej, ingen kommer i længden til at sørge. For der kommer så meget anden musik, som vil få os til snart at betragte Kent blot som endnu et stykke konsumkultur som engang var på mode

Og vi kommer ikke længere

vi er tilbage ved nul

men ingen vil sørge over det

for vi har udspillet vores rolle

vi glemmer hele lortet

det betyder ingenting

vi skulle være kommet længere

men rakte ikke til

vi blev som de andre

vi blev som de andre

Det har sin helt egen kentske ironi, at denne for rockstjerner helt usædvanlige selvudlevering gik til tops på den svenske hitliste og efterfølgende blev kåret som årets sang ved det svenske music awards.

For et par uger siden blev jeg af den danske Kent-producer Jon Schumann inviteret med til en af afskedskoncerterne.

Det var i Malmö, og dobbeltheden mellem bandets selvsikre coolness og udstillen af egen usikkerhed var i den grad til stede.

Den aften døde bandet endnu engang, efter at det havde klædt sig helt i hvidt for at fremføre det sidste ekstranummer 'Den sista sången'.

Og publikum blev mindet ubønhørligt om, at selv i populærkulturens uforpligtende og flyvske verden, hvor alting ellers altid findes, kan døden indtræde, sådan at alt det, vi har taget for givet, kommer til kort og som i et lyn glimrer ved sit fravær.

Den omstændighed kan virke som en hvas kritik af den populærkultur, der altid søger at fastholde sine forbrugere i en tilstand af forbrugerisk repetition og apati: For døden kommer altid før eller siden, og den er brutal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Den minder os alle om det, vi allerede har mistet, og det, vi snart vil komme til at miste.

Og nej, ingen kommer i længden til at sørge. For der kommer så meget anden musik, som vil få os til snart at betragte Kent blot som endnu et stykke konsumkultur som engang var på mode.

Denne kyniske omstændighed ved konsumkulturen har Kent til fulde forstået: Selv deres forsøg på at gøre sig udødelige var fra første færd dømt til at mislykkes.

Deri ligger bandets egentlige storhed – og tankevækkende kulturkritiske bidrag til nordisk musikhistorie.

Til de, der skal afsted i weekenden:

God koncert. Og god afsked.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce