Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Henrik Marstal

Kunst og kultur bør spille en langt større rolle i det politiske spil

Hvis kunsten skal spille en central rolle i danskernes hverdag, skal politikerne begynder at tage den alvorligt som samfundsressource.

Henrik Marstal

Der er ét helt afgørende spørgsmål, som vi må stille os selv, hvad enten vi taler om nationale eller kommunale dagsordener:

Hvordan kan kunst og kultur blive en mere samlende størrelse for en dansk befolkning, der oplever splittelser og polariseringer både socialt, økonomisk, geografisk og værdimæssigt?

Og hvordan kan kunst og kultur bidrage til at gøre danskerne mere fantasifulde, mere optimistiske, mere fandenivoldske – og til at skabe mere generøsitet og inspirere til mere mod?

Hvis vi skal kunne svare på disse spørgsmål, er vi nødt til også at spørge, hvilken rolle landets skabende og udøvende kunstnerne bør spille, og hvordan der politisk set kan skabes endnu bedre rammer for at understøtte deres arbejde.

Det ligger i kunstens selvforståelse, at dens udøvere kan være langt mere optagede af deres egen kunstneriske udvikling end af noget som helst andet, og at en undertiden tilbagetrukket position over for den omgivende verden er bydende nødvendigt for overhovedet at kunne skabe.

Desuden finder kunsten ofte sin legitimitet i kraft af dens evne til at skabe verdener, som lige netop ikke har det omgivende samfund som målestok.

Men samtidig giver det mening for ganske mange kunstnere at forholde sig til det omgivende samfunds udfordringer og vilkår og dermed være optaget af, hvordan kunsten kan spille en både mere samlende og indsigtsgivende rolle.

Der er ganske enkelt brug for kunstnere, som er i stand til det.

Hvis vi ser på kunstens status i dagens Danmark forstået som et politisk projekt, ser det nu ikke alt for lyst ud.

Når vi for eksempel har folketingsvalg, er det betegnende, hvor lidt kunst og kultur fylder i valgkampen. Der bliver stort set ikke sat fokus på dette område

Selv om politikere måske på et personligt plan har interesse for kunstens domæne, er de fleste af dem slet ikke opmærksomme på kunsten og kulturens grundlæggende betydning – for i så fald var området helt anderledes prioriteret og anerkendt.

Når vi for eksempel har folketingsvalg, er det betegnende, hvor lidt kunst og kultur fylder i valgkampen.

Der bliver stort set ikke sat fokus på dette område. Noget lignende gælder i de politiske grundfortællinger, vi omgærder os med.

Det seneste eksempel er det regeringsgrundlag, som VLAK-regeringen præsenterede i november.

Ganske vist var der her medtaget et kapitel om kultur i det knap 80 sider lange dokument. Men kapitlet bestod mest af alt af en række kulturpolitiske banaliteter, som var så selvfølgelige, at de nærmede sig det indholdsløse.

Enhver ambition på kulturens vegne var fraværende her, og det er sigende, at der i kapitlet ikke var fremsat en eneste vision for området.

Også medierne gør sit til at give indtryk af, at kunsten kun eksisterer som på et slags tålt ophold: Ekstra Bladet førte for eksempel i sommer en kampagne mod Statens Kunstfond, der ikke ligefrem var båret af nogen ideologisk argumentation, men kun havde til at formål at opildne en folkelig modvilje mod de verdensfjerne kunstnere, der tjener fedt på at have venner i Kunstfondens forskellige udvalg.

Artikelserien spillede på antagelsen om, at Statens Kunstfond alene er sat i verden med ét formål: at kunstnerne som enkeltpersoner kan modtage uanede støttemidler.

Men statistikken viser et ganske andet billede:

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For det er kun 15 procent af Kunstfondens midler, der går til enkeltpersoner – de resterende midler går til blandt andet institutioner, organisationer, foreninger eller initiativer, som gavner adskillige kulturforbrugende danskere – ikke blot kunstnerne selv, men også publikum.

Med lidt held kan kunstens dagsordener en dag blive dagsordensættende også for den politiske samtale om, hvad det er for et samfund vi ønsker os

Hvis kunsten skal spille en mere central rolle i danskernes hverdag, kræver det, at politikerne på tværs af partierne, og både på nationalt og kommunalt plan, begynder at tage den langt mere alvorligt som samfundsressource. Og det kræver, at medierne i givet fald begynder at forstå alvoren bag disse bestræbelser.

Men hidtil har store dele af den politiske diskurs ekskluderet kunsten som et område, der skal og bør tages alvorligt.

Det kunne skyldes, at 'kunst' og 'politik' bliver framed som to vidt forskellige størrelser.

Men blot fordi kunstens sprog er kendetegnet ved at være mere uformelt, mere flertydigt, mere multimodalt, mindre magtdiskursivt og mindre resultatorienteret end det retoriske sprog, som politikere vanemæssigt benytter sig af, er kunsten altid konkret i sin fremtræden.

Og den kan have nøjagtig lige så meget formålsrationalitet knyttet til sig, som realpolitiske analyser kan have.

Selvfølgelig er det muligt for kunsten at få en endnu større indflydelse på den gældende politiske praksis, end det er tilfældet i dag.

For når alt kommer til alt, er kunst jo et politisk anliggende – og ethvert lands politiske klima kan afspejles i den kunst, der bliver frembragt i det.

Det, som måske har størst politisk potentiale i kunsten, er dens muligheder for at bedrive magtkritik.

Det er en af de helt unikke omstændigheder ved kunsten, at den i kraft af dens indsigter, dens bestræbelse efter frisathed fra normativiteten samt dens vovemod rummer mulighed for at i korte, men klare øjeblikke at sætte magten til vægs, at udstille dens afmagt, undertiden endda at sætte alternativer op for magtudøvelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er derfor, at den politiske virkelighed har så meget at lære fra kunstens praksisser, hvis fokus på spørgsmål snarere end svar utvivlsomt ville kunne hjælpe politikerne til at forholde sig mere selvkritisk til sin egen magtudøvelse.

Kunsten har et langt større politisk potentiale, end der lige nu bliver givet plads til. Med lidt held kan kunstens dagsordener en dag blive dagsordensættende også for den politiske samtale om, hvad det er for et samfund, vi ønsker os.

Og det kunne sagtens være et samfund, hvor kunsten spiller en mere central rolle, ikke blot for danskernes identitetsdannelse, men også i realpolitikken.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce