Tegning: Philip Ytournel
Tegning: Philip Ytournel

Tegning: Philip Ytournel

Henrik Marstal

Henrik Marstal: Prins Henrik higer efter anerkendelse - ligesom alle os andre

Når selv et menneske, der mere end de fleste har kunnet fylde sit liv med, hvad han ville, kan opleve en så gennemgribende meningsforladthed – ja, så kan det ske for enhver af os.

Henrik Marstal

Anerkendelse er andet og mere end blot social accept af et andet menneske. Det er et kit, som binder samfundet sammen. Derfor er det så vigtigt, at der er nok af den, og at den ikke altid er noget, vi skal gøre os fortjent til i konkurrence med andre.

Samtidig er behovet for anerkendelse et af de måske mest karakteristiske grundtræk ved mennesket. Jeg tænker ikke blot på behovet for at blive set, hørt eller værdsat af andre, men også på behovet for at have overensstemmelse mellem den, man ser sig selv som, og så den måde, hvorpå omgivelserne ser én.

En psykolog fortalte mig engang, at efter hendes opfattelse var motivationen for de fleste menneskers række af livsvalg begrundet i en stærk drift efter anerkendelse, som hun opsummerede i ét eneste udsagn: »Se, mor! Uden hænder!«.

Denne drift kredsede altså om at lade sig blive set eller endda beundret i situationer, hvor man formåede at overgå sig selv, nøjagtig som det lille barn, der cykler uden hænder for at få sin mors anerkendelse, typisk udtryk i sætningen: »Hvor er det flot, skat«. At det for det meste ikke er særligt hensigtsmæssigt at cykle uden hænder i hverken konkret eller overført betydning, ændrer ikke ved, hvor stærk denne drift kan være.

Hvis ikke engang kongehusets mangeårige medlemmer oplever deres tilværelse og livsførelse som meningsgivende, hvad har kongehuset så egentlig at give til de danskere, der finansierer det?

Men behovet for anerkendelse kan også være grundet i mere jordnære motivationer som den at blive set, hørt og forstået af ens omgivelser. Blive accepteret som den, man er. Blive tildelt den plads i hierarkiet, som man nu engang mener svarer til ens evner og selvfølelse. Og når det ikke sker, kan det gøre umådelig ondt og ødelægge glæden ved det hele.

I fredags medvirkede jeg i 'Go'Morgen Danmark' på TV2 og diskuterede Prins Henriks beslutning om ikke at ville lade sig begrave i Roskilde Domkirke sammen med dronning Margrethe i protest mod den omstændighed, at han ikke har følt sig ligestillet i den ægteskabelige status mellem dem.

I udsendelsen fortalte jeg, at jeg spontant var blevet ked af at læse hans ord. Ikke så meget på grund af deres indhold som for, hvad de var udtryk for: At følelsen af ikke at have indflydelse på ens egen livssituation kan være så gennemgribende, at den resulterer i så åbenlys en frustration som den, han gav udtryk for.

Selvfølgelig vidste jeg godt, at prinsen i årevis har kritiseret den omstændighed, at han ikke kan få rang af konge. Så jeg burde ikke være blevet overrasket. Men når jeg alligevel reagerede, som jeg gjorde, skyldtes det, at jeg genkendte hans frustration, som var den min egen.

Følelsen af at være lidt for overset og ikke tilstrækkelig påskønnet, mens andre får al den opmærksomhed og ros, de kunne ønske sig – lige netop den følelse kender jeg kun alt for godt fra mit eget liv. Og det gør jeg, selvom jeg i bakspejlet kan se, hvor urimelig følelsen undertiden har været.

Den svenske forfatter Göran Rosenberg havde ret, da han i essaysamlingen 'Pligten, profitten og kunsten at være menneske' (dansk udgave i 2005) skrev, at mennesket »altid lever i et spændingsfelt mellem sine forestillinger om verden og sine erfaringer af den«. Det er det spændingsfelt, som Prins Henrik befinder sig i – og fordi hans forestillinger har været urealistiske, har erfaringerne derfor været desto mere hårde.

Den konkrete årsag til Prins Henriks frustration kan måske nok være ret ligegyldig for de fleste af os på andet end et abstrakt, empatisk niveau. Men den peger på noget tankevækkende: For når selv et menneske, der mere end de fleste har kunnet fylde sit liv med, hvad han ville, kan opleve en så gennemgribende meningsforladthed – ja, så kan det ske for enhver af os.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Tilmed er han som medlem af kongehuset del af en institution, der i den grad bliver regnet for at være meningsgivende. Men hvis ikke engang kongehusets mangeårige medlemmer oplever deres tilværelse og livsførelse som meningsgivende, hvad har kongehuset så egentlig at give til de danskere, der finansierer det?

Måske netop dette: At selv medlemmer af kongehuset kan opleve denne meningsforladthed i en grad, at frustrationerne kommer til at styre det hele, og værdigheden bliver sat over styr.

Vi må alle med Prins Henriks frustration in mente spørge os selv, om vi gør tilstrækkeligt for at sprede anerkendelse i vores egne cirkler, altså blandt dem vi omgås. Om vi husker at fortælle andre, at vi sætter pris på deres indsats, og at de ikke kan undværes. Om vi husker at fortælle dem, at vores eget liv ville være fattigere uden deres tilstedeværelse.

Hvor ofte Prins Henrik selv har hørt sådanne ord, ved ingen andre end ham og måske hans allernærmeste. Men jeg vil gerne anerkende ham for at være den, jeg ser ham som: En stor personlighed, et eksempel til efterfølgelse som kulturmenneske og en person med en fænomenal evne til at leve livet.

Kort sagt: en person, der gør Danmark til et bedre sted.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce