Tegning: Philip Ytournel (arkiv)

Tegning: Philip Ytournel (arkiv)

Henrik Marstal

Musikkulturen skal opprioriteres: »Musik bør være lige så let og naturligt for børn have adgang til, som sport er«

Hvis musikkens positive indflydelse skal blive mere til gavn for alle, er det nødvendigt at oprette et Kulturens Analyseinstitut til at give kvalificeret viden på området.

Henrik Marstal

Musikområdet herhjemme er på mange måder velsignet med solid statslig opmærksomhed og har været det i generationer.

Uden statens mangeårige engagement i området ville vi kun i langt mere begrænset grad have musikkonservatorierne, landsdelsorkestrene, musikskolerne, de regionale spillesteder samt Kunstfondens mange puljeuddelinger til såvel komponister og sangskrivere som organisationer. Selv amatørmusikken nyder godt af dette engagement, blandt andet i kraft af midler til øvelokaler og korstævner.

Ikke for ingenting var Danmark i 1976 det første land i verden, som fik en Musiklov ud fra erkendelsen af, at tilbud om koncerter, musikundervisning og kollektiv musikudøvelse skulle findes over hele landet og ikke blot i de større byer.

Som alment fænomen er musikken eminent god til at skabe og nære sociale relationer mellem mennesker – på kryds og tværs mellem udøvere, skabere og lyttere.

Og musikken er eminent god til at give en oplevelse af meningsfylde selv med meget enkle midler, som når der afsynges en god fællessang, når der gives en medrivende koncert med blot et par musikere, eller når begejstringen hos et skolebarn over at kunne holde en enkel rockrytme i gang på trommerne smitter af på resten af klassen eller fritidsholdet.

Som kunstart har musikken – ikke kun når den er mest vellykket, men ofte også bare, når den fremføres nærværende og redeligt – altid mulighed for at stille spørgsmål til tilværelsen og det samfund, vi lever i.

Undertiden formår musikken at være både afsøgende og undersøgende, ligesom den kan fremme den enkeltes evne til bedre at forstå de sammenhænge, som hver af os er et resultat af – personligt såvel som socialt, individuelt såvel som samfundsmæssigt.

Musikudøvelse bør da indlysende være lige så let og naturligt at have adgang til for børnene, som sportsudøvelse lige nu er det

Det gælder ikke blot for omgangen med musik, men også de andre kunstarter, at hvad end man er professionel, amatør eller forbruger, er kunsten ikke blot en livslang dannelsesmæssig ressource, men også en livspraksis, som inspirerer, udfordrer og perspektiverer vores respektive tilværelser samt samfundet som helhed.

Og netop derfor er der god grund til at se nærmere på, hvordan det politiske engagement i musikområdet kan blive endnu mere forpligtende og vidtgående – ikke nødvendigvis økonomisk, men i forhold til at være mere borgernært.

Det skal forstås på den måde, at lands- og kommunalpolitikere på kulturområdet skal være endnu bedre til dels at afkode, understøtte og prioritere de initiativer, som allerede findes, dels at imødekomme de ønsker og behov, som brugerne af de statslige musiktilbud har.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lad mig derfor opliste fem forskellige tiltag, hvor der fra politisk hold kunne sættes ind:

1. Der bør være øget politisk fokus på det strategiske samarbejde mellem musikskole og folkeskole. Samarbejdet er allerede indskrevet i den nye folkeskolereform, men er kun alt for langsomt ved at komme i gang. Men det er et meget vigtigt område, for musikudøvelse bør da indlysende være lige så let og naturligt at have adgang til for børnene, som sportsudøvelse lige nu er det: Det er noget, de gør i frikvarterene og efter skoletid, fordi det er sjovt, spændende og fremmer fællesskabet. Ifølge statistikkerne har musikskolerne fat i meget få børn og unge – blot 4% af de 0-24-årige og 7% af de 6-16-årige. Der burde være en målsætning om, at halvdelen af samtlige skolebørn skal have regelmæssige musikalske aktiviteter i og uden for timerne.

2.Endvidere bør der være øget politisk fokus på, hvordan børn og unge rent faktisk forbruger og anvender musik som basis for deres identitetsdannelse og som redskab til at navigere i de sociale rum. Formålet med en sådan viden skulle være at skabe endnu mere vedkommende musikalske rammer i og uden for skolerne, gymnasierne og SFO'erne. Der mangler i den grad forskning og praktisk baseret viden om dette emne, og det er derfor oplagt, at bl.a. Kulturministeriet, Uddannelses- og Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet går sammen om at skabe et Kulturens Analyseinstitut til at tilvejebringe denne viden.

3. Desuden bør der være øget politisk fokus på, hvad musik egentlig gør ved mennesker – hvad tilfører den forstået som en samfundsressource, og hvad betyder den for vores erindring, vores tilknytning til steder og sociale grupper, vores oplevelse af autonomi og vores følelse af personlig frihed? Også her mangler der forskning, det vil sige musiksociologisk og -antropologisk forskning i, hvordan lyttekulturvaner opstår, udvikler sig, vedligeholdes og eventuelt glemmes. Mere kvalificeret viden på dette område vil give større indsigt i, hvordan musik kan være et centralt redskab i sammenhænge, hvor der er måske allermest brug for den: På plejehjem, på sygehuse, på offentlige mødesteder samt ikke mindst i de digitale og mediebårne virtuelle rum fra radiostationerne til internettet.

4. Et mere prækært emne, der formodentlig ikke ville kunne skabes politisk konsensus om, er behovet for et øget politisk fokus på kunstens, herunder musikkens, evne til at bedrive magtkritik. For kunstnernes mulighed for at ytre sig kritisk gennem både deres værker og deres position er en vigtig motor for samfundsudviklingen, eftersom den demokratiske samtale mellem samfundets grupperinger og individer nødvendigvis må indeholde et vist mål af selvkritik eller måske snarere kritisk selvindsigt. Man kunne f.eks. gøre det ved at pålægge statsejede medier at formidle musik, som er mere skæv, ikke-konform, mindre forhandlingsvillig over for gældende kommercielle dagsordener.

5. Endelig bør der være øget politisk fokus på at fremme forskelligheden og alsidigheden i de talrige udtryksformer, som musikken benytter sig af. De kunne pålægge de statsejede medier at have øget fokus på rent faktisk at afspejle den musikalske alsidighed, som ikke blot har at gøre med genrer, men også med hvilke sociale kategorier, der er repræsenteret i musikken i relation til køn, alder, sociale forhold, geografi og etnicitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvert enkelt af de politiske partier bør derfor spørge sig selv, om de kan gøre mere for at fremme musikkens vilkår i det danske samfund ud fra betragtningen om, at musik ikke blot giver inspiration og skaber sjælehøjde, men at musik faktisk også fremmer positive sociale interaktioner mellem mennesker.

Forslagene er hermed lagt frem til diskussion og fri afbenyttelse.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce