Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Tegning: Per Marquard Otzen (arkiv)

Henrik Marstal

Magtudøvelse bør udtrykke omsorg, ikke ydmygelse

Alt for ofte er magtudøvelse det samme som at ville ydmyge og nedgøre. Men magt bør praktiseres med størst mulig omtanke, hensyn og empati.

Henrik Marstal

Lad magten falde. Eller sagt på engelsk: Let the power fall.

Ordene udgør titlen på et af de albums, som jeg på mit teenageværelse lå om aftenen og lyttede mig i søvn til. Der er tale om et meditativt og ambient soloalbum begået af guitaristen Robert Fripp, som i den periode, hvor albummet blev til, arbejdede med Brian Eno og David Bowie, og som netop har givet koncert i Danmark med sit livsværk, King Crimson.

Dengang var jeg lige så optaget af musikken på albummet, som jeg var af albumtitlens ord om at lade magten falde. For de fik mig i den grad til at registrere, hvad der foregik omkring mig.

Fandtes der virkelig magt i min hverdag i en vestjysk provinsby? Havde skolesystemet magt over mig? Havde mine klassekammerater?

Eller de pladebutikker i byen, som i den grad tjente penge på, at jeg brugte alle mine lommepenge på musik?

Eller udøvede jeg selv magt over mine yngre brødre sådan på daglig basis? Over min mor, når jeg var mest tvær og teenagevrissen?

Måske endda over min matematiklærer, når han nu havde sat så meget ind på at gøre mig til mønsterelev for dermed desto bedre at kunne bevise – quod erat demonstrandum – hvor tilsvarende mere talentløse alle andre i klassen var til matematik?

Og var det egentlig bedre om al den magt faldt?

Magten findes. Magten findes altid. Ethvert tænkeligt magtdiskursivt tomrum vil, så snart det er muligt, blive ubønhørligt indtaget – ligesom når vandet søger derhen, hvor der er lavest.

Vi har som samfund et problem med måden, hvorpå magt bliver anvendt og udøvet på

Bare tænk på sportens verden: Forudsætningen for at kunne have succes i tennis, fodbold eller dart er at opnå størst mulig magt over situationen. Og skulle nogen få den idé at afstå fra at udøve magt her, er nederlaget sikkert og vist.

Men vi har som samfund et grundlæggende problem med den måde, hvorpå magt bliver anvendt og udøvet på.

Problemet angår hensynet til de, som magten udøves over: Alt for ofte er magtudøvelse det samme som at ville ydmyge og nedgøre – for eksempel kan en række kontanthjælpsmodtagere og etniske minoritetspersoner, som jeg kender, i hvert fald fortælle om oplevelser af samfundets kontrol og sanktioner på den måde.

Derfor bliver magten i alt for mange tilfælde illegitim: Den angår mere magtudøverens behov for eller ønske om at udøve magt, end den angår hensynet til almenvellet.

Den angår mere det at føle en personlig glæde ved at sparke nedad, end den angår det at have et moralsk ansvar for, hvordan verden bør være skruet sammen.

Kort sagt: Den angår mere praktiseringen af had end praktiseringen af kærlighed eller bare anerkendelse.

CLEMENT KJERSGAARD

Politiets voldsmonopol, som er indlysende nødvendigt for at kunne opretholde en retsstat, bygger – i hvert fald i teorien, men desværre ikke altid i praksis – på et fornuftigt og indsigtsfuldt princip.

Det hedder: I enhver situation, hvor fysisk magtanvendelse er nødvendig for at pacificere samfundsborgere eller bringe en ophedet situation under kontrol, skal det ske ud fra princippet om kun at anvende lige præcis så megen fysisk magt, som det er nødvendigt for at opretholde ro og orden.

Det vil sige: Ingen unødig eller overdreven magtanvendelse er legitim.

Deraf følger, at det heller ikke er legitimt at udøve magt for magtens egen skyld eller for at opnå en eller anden form for personlig vinding eller tilfredsstillelse.

Dette princip om lige præcis tilstrækkelig magtanvendelse er ganske enkelt et mønstereksempel på, hvordan enhver magtinstans bør forholde sig til denne udøvelse.

For magtudøvelse er kun legitim, når den forvaltes med respekt og omtanke for de personer, som den angår.

Den magt, der ikke er grundet i ønsket om at gøre noget godt for sin næste, er ikke en magt, som bør anerkendes eller forsvares af nogen af os

Den er med andre ord kun legitim, når den har karakter af at være udtryk for omsorg snarere end for ønsket om ydmygelse, når den arbejder for at definere rammerne for hverdagslivet snarere at ville nedgøre, og når den arbejder for at skabe balance snarere end at ville terrorisere.

Det er derfor, at magtkritik jo nærmest burde være grundpensum i folkeskolen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For jeg er sikker på, at samfundets borgere med alle deres indbyrdes daglige passionerede modsigelser, modsætninger og uoverensstemmelser ville trives langt bedre med hinanden, hvis de havde en større opmærksomhed på, hvad magtudøvelse og magtkritik er, og hvornår de udøves.

BO LIDEGAARD

Og de ville derved også have langt bedre forudsætninger for at kunne holde det samfundssystem i skak, som undertiden søger at undertrykke, ignorere eller modarbejde dem uden anden årsag end trangen til magtudøvelse.

Samfundet kan ikke fungere uden magt, magtanvendelse, magtudøvelse. Det er indlysende.

Men deraf følger ikke, at magt ikke bør praktiseres med størst mulig omtanke, hensyn, empati.

Det er det, jeg mener med ordene: Lad magten falde.

For den magt, der ikke er grundet i ønsket om at gøre noget godt for sin næste, er ikke en magt, som bør anerkendes eller forsvares af nogen af os.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce