Jeg har brugt noget af min weekend på at gå ombord i Rune Lykkebergs stærkt roste bog "Alle har ret". Ikke udpræget let læsning, må jeg indrømme, men utrolig vigtig for alle, der kærer sig om demokratiets dilemmaer. Som EU-parlamentariker har man problemet tæt inde på livet: Europas krise kan kun løses med udvidet samarbejde. Men enhver, der læser avis - senest Berlingske forleden - kan notere sig, at flertallet af danskere er imod Euroen og mere integration. Hvad stiller man som politiker op med en situation, hvor flertallet - forståeligt nok bekymret over krisens alvor og Sydeuropas svigt, og forståeligt nok skeptisk over manglen på politisk lederskab - ender med at tage fejl..? (Nej, Euroen er ikke problemet, men løsningen, forudsat et tættere finans-økonomisk samarbejde. Nej, Danmark klarer sig ikke bedre alene, men får selvfølgelig mere indflydelse ved at være med).
Jo, man kan gøre som de smerteligt ned-smeltende konservative: Forsøge - endnu engang - at jage folkestemningen i et fortvivlet, reaktionært krumspring. Det netop overståede landsmøde var et foreløbigt lavpunkt i den konservative dødedans, hvor man nu i snart et tiår forgæves har jagtet sin egen skygge - og er endt i en national-konservativ blindgyde, hvor diffus, populistisk EU-modstand åbenbart er dagens bedste tilbud til de sidste forvirrede loyale. Per Stig Møller - partiets ubestridt bedste begavelse og chef-ideolog gennem årtier - nåede allerede inden landsmødet at kalde den nye EU-prioritering for en "misforståelse". Enhver, der følger læserbrevene i de landsdækkende aviser, kan forvisse sig om, at Møller ikke står alene med sin tristesse.´ Man kan også gøre som regeringen: Stikke hovedet i den nærmeste busk og vente på mirakler. Ganske vist havde statsministeren sneget nogle linjer ind i sin åbningstale, hvor hun slog Danmarks europæiske engagement fast. Men hvad hjælper det, hvis det - som så ofte før - kun er ord..? Hvis man bryder sit løfte om folkeafstemning om to af EU-forbeholdene i denne regeringsperiode..? Og hvad hjælper det med en dygtig og politisk årvågen Europaminister, hvis der ikke eksisterer en offensiv plan for, hvordan Danmark skal håndtere tidens vigtigste spørgsmål: Vores tilknytning til et Europa, hvis rolle i det 21. århundredes globale magtkamp afgøres i dette årti..? Hvad hjælper det med et "rugbrøds"- EU-formandskab, hvis man åbenlyst ikke ønsker at udfordre danskerne og deres EU-skepsis ved at deltage aktivt i det idé-udviklingsarbejde, som især tyskerne har inviteret til..? Før omtalte Per Stig Møller fik jo sagt det ganske præcist for nyligt: Den tidligere regering havde en Europa-politik, men ingen Europa-minister. Den nuværende regering har en Europa-minister, men ingen Europa-politik. Man kan også gøre som Venstre: Fægte med åben pande. Har Venstre da ikke samme problem med EU-skepsis internt..?Jo, alle de traditionelle JA-partier har naturligvis samme udfordring. Det gælder også i Venstre, hvor vi lejlighedsvis plet-bløder til Dansk Folkeparti og må slås med EU-skeptiske VU'ere, der ligesom KU har set muligheden for at gøre sig lækre i forhold til mainstream i moderpartiet. Men, men... Allerede sidste år på Venstres landsmøde blev det slået fast, at Venstre ønsker Danmark helt og fuldt med i EU-samarbejdet. Med alt, hvad det indebærer. Inklusive folkeafstemninger, så alle får en chance for at tage reelt stilling til Danmarks fremtid. Vi vil i partiet arbejde aktivt for at overbevise danskerne.
