Vi i Venstre stemte for Hedegaards forslag. Men vi lagde omvendt ikke skjul på, at det var et valg mellem pest og kolera, fordi den slags indgriben i det frie marked principielt er en uskik - og i dette tilfælde oven i købet vil føre til øgede udgifter for industrien midt i en krisetid, hvor der er brug for det modsatte. Når vi alligevel endte på et JA, var det ganske enkelt, fordi der ellers er en reel fare for, at kvote-systemet bryder sammen - og dermed de facto at re-nationalisere klimapolitikken. Et regulært politisk no-go, specielt når man tænker på, hvor mange kræfter og politisk kapital, der er blevet lagt i sagen, både fra EU og fra dansk side. Nu blev det så et NEJ (med kun 19 stemmers overvægt), og de grønne politikere og organisationer - og med dem mange andre - var da heller ikke sene til at råbe katastrofe for europæisk klimapolitik. Til det er der kun at sige: Rolig nu! NEJ'et er selvfølgelig et dårligt signal at sende til omverdenen i en tid, hvor Europa på mange måder spiller hovedrollen i den globale klimakamp. Den pressede kommissær kunne virkelig godt bruge et klart signal om støtte fra parlamentet. Ingen tvivl om det. Omvendt har CO2-kvote-systemet aldrig fungeret optimalt. Kommissionen kan passende bruge NEJ'et til at reflektere lidt over, hvordan man får skabt et kvotesystem, der fungerer på reelle markedsvilkår, så politikerne ikke med jævne mellemrum er nødt til at gribe ind for at redde en synkende skude. Alle parter - også industrien - er jo enige om, at kvote-systemet basalt set er en god ide, og der har også i Europa-Parlamentet indtil nu været et flertal for systemet. Men det gik galt forleden. Parlamentarikerne fra de store industrinationer var bange for at belaste den i forvejen hårdt kriseramte europæiske industri. At fremstille dem alle som kul-elskere og sort reaktion på klimakampen er ganske enkelt ikke seriøst. Mange har blot valgt at lytte til virksomheder og fagbevægelse, der frygter for indtjening og arbejdspladser. Penge og job, som de ikke har lyst til at ofre på det grønne alter. Den bekymring må selv den grønneste forkæmper vise en smule respekt for. Billedet er nemlig langt fra sort-hvidt. Det illustreres måske bedst af det faktum, at der også var voldsom uenighed i industriens egne rækker. Mens DI og dens europæiske pendant, Business Europe, er lodret imod kommissærens forslag - ja, så er store danske energi-virksomheder som DONG, Vestas, Grundfos og Danfoss tilhængere. I Fagbevægelsen har CO-Industri valgt at gå med DI i modstanden, mens en række regeringer - med klimaministrene i spidsen - omvendt har bakket Kommissionen op. Den grønne dagsorden er med andre ord for alvor blevet udfordret, og de nye fronter ligger på kryds og tværs af hidtidige allierede og politiske modstandere.
Heller ikke i Europa-Parlamentet er billedet klart: Den yderste venstrefløj og De Grønne støttede kvote-forslaget, mens Socialdemokraterne var splittede. Det samme var vi i den liberale gruppe, hvor især tyskerne var imod, mens kommissær Hedegaards egne konservative venner, samlet i EPP-gruppen (som nu spøgefuldt kaldes European Polluters´ Party), var og er de mest ihærdige modstandere. Kun ganske få, her i blandt den enlige danske konservative i parlamentet, Bendt Bendtsen, valgte at stemme for. En afgørende pointe efter dramaet i plenar-salen forleden er, at parlamentets flertal ikke sagde NEJ til selve forslaget, men JA til at sende det tilbage til parlamentets Miljøudvalg. Med andre ord: Flertallet ville gerne give forslaget en chance til. Hedegaard var da heller ikke sen til at gribe denne chance, så nu er der altså tid og mulighed for at kigge seriøst på flertallets bekymring. Her er det så en yderligere pointe, at flertallet var det snævrest mulige: 334-315 (63 stemte blankt). Med Connie Hedegaards betydelige politiske talent og jernvilje anser jeg det for en formssag for hende at sikre et JA fra de blot 10 nej-stemmer, der skal til for at vippe flertallet.
