Den tidligere LA-ungdomspolitiker Rasmus Brygger foreslår i Politiken 24. maj at lave en udlændingepolitisk tænketank, fordi »den offentlige modstand mod udlændinge i bedste fald baseret på ideologi og værdier, i værste fald på fordomme«.
Jeg er selvsagt uenig i Bryggers konklusion. Den folkelige modstand mod masseindvandring fra Mellemøsten og Afrika bygger ikke på fordomme. Den bygger på det faktum, at netop denne indvandring har medført en masse sociale, kulturelle og økonomiske problemer for Danmark.
Rasmus Brygger: Lav en udlændinge­politisk tænketank, så vi kan få gang i en faktabaseret debatOg selv om Brygger måske ikke er enig, så behøver han ikke tage mine ord for gode varer – han kan bare kigge på det faktagrundlag, som han selv efterlyser.
Lad os starte med det økonomiske. Finansministeriet udgav tidligere i år en rapport, der klart og tydeligt slog fast, at ikke-vestlig indvandring er en dårlig forretning for Danmark. Hvor det samlede nettobidrag for indvandrere og efterkommere fra vestlige lande var positivt, udgjorde den samlede nettoudgift for indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere hele 33 milliarder kroner – om året vel at mærke.
Der mangler altså ikke fakta på dette område. Rigets fornemmeste regnedrenge har allerede kigget på tallene og konkluderet, at ikke-vestlig indvandring er vanvittigt dyrt.
Der findes faktisk også tal fra andre lande, som viser det samme. Fra den norske pendant til Danmarks Statistik ved vi også, at hver gang en indvandrer fra et ikke-vestligt land kommer til Norge, koster det de norske skatteyderne 4,1 millioner norske kroner i fremtidige omkostninger. Så også den internationale empiri er krystalklar: Ikke-vestlig indvandring koster kassen.
Lad os dernæst gå til faktagrundlaget vedrørende det kulturelle. Også på dette område er der tonsvis af data, som viser, hvilke udfordringer indvandringen fra Mellemøsten og Afrika udgør. I hvert fald er der afgørende forskel på, hvordan muslimer i Danmark ser på samfundsopbygningen, og hvordan det store flertal af os andre ser på emnet.
En undersøgelse fra Wilke i 2015, der blev bragt i Jyllands-Posten viste, at næsten 4 af 10 muslimer i Danmark ønsker, at Koranen skal indgå som selve fundament for dansk lovgivning.
11,3 pct. mener, at Koranen alene skal være fundamentet for lovgivningen, mens 26,5 pct. mener, at et mix af grundloven og Koranen skal være fundamentet.
Samtidig viser Capacents undersøgelse for DR i 2009, at 55 pct. af muslimerne i Danmark ønsker at forbyde religionskritik, mens hele 80 pct. mener, at det burde have været forbudt at trykke Mohammed-tegningerne.
Det er holdninger, der står i stærk modsætning til den danske tradition og kultur for frihed, magtens tredeling samt adskillelse af religion og politik.
Mattias Tesfaye i ny bog: Det er, som om vi begynder forfra hele tiden i debatten om udlændingeOg hvad så til sidst med fakta på det sociale område? Selvom den eksisterende empiri måske er ubelejlig for mennesker med Rasmus Bryggers politiske observans, så findes der ganske glimrende data, som viser de massive sociale udfordringer, masseindvandringen har medført.
Det er f.eks. tankevækkende, at otte ud af de ni etniske grupper med den højeste kriminalitetsrate stammer fra Afrika eller Mellemøsten. Selv hvis man renser for socioøkonomiske faktorer og alder, er somaliere 89 pct. mere kriminelle end etniske danskere, mens libanesere er hele 254 pct. mere kriminelle end den typiske Jens, Anna eller Alfred.
Tal fra Danmarks statistik viser da også, at der i perioden 2004-2013 stod en indvandrer eller efterkommer bag 34,5 pct. af samtlige voldtægter. I top fem over voldtægtsdømtes nationaliteter finder man således både irakere, tyrkere, somaliere og libanesere.
Københavns Politi har også tidligere oplyst, at det i 2015 var det tæt på at være fire ud af fem fremstillede i dommervagten, der var udlændinge.
De sociale problemer er altså ikke baseret på fordomme, som Brygger ellers påstår. Nej, de er baseret på hårde kendsgerninger.
Så konklusionen er egentlig ganske klar: Lige meget hvor mange gange Rasmus Brygger påstår, at debatten om udlændinge ikke er baseret på fakta, bliver det ikke sandt. Statistikken taler nemlig sit krystalklare sprog.
Og selvom empirien i denne situation burde være skræmmende læsning for enhver, ved jeg simpelthen ikke, hvad en udlændingepolitisk tænketank skulle kunne bidrage med? Alternative fakta, måske?
fortsæt med at læse
