Det er vanskeligt at forestille sig den politiske debat anno 2017 uden eksistensen af tænketanke. Den offentlige samtale er i dag en fuldkommen anden, end den var for bare 20 år siden, blandt andet fordi en lang række tænketanke bidrager med forskellige perspektiver til debatten.
Jeg sætter personligt stor pris på Cepos, som på alle måder kan takkes for at have sat liberalismen tilbage på det politiske landkort. Jeg glæder mig ofte over nye analyser fra tænketanke som Kraka og Justitia. Der er god grund til at være taknemmelig over, hvor meget disse tænketanke opkvalificerer den offentlige debat.
Kære Martin Henriksen: Stigmatisering og fremmedfjendsk retorik hører ikke til danskhedSå meget desto mærkeligere er det, at vi i en af de helt store debatter ikke har en dedikeret tænketank. Udlændingedebatten er toppolitik, men alligevel er den offentlige modstand mod udlændinge i bedste fald baseret på ideologi og værdier, i værste fald på fordomme. Det er sjældent fakta, der driver debatten, og derfor er det på mange måder bemærkelsesværdigt, at der endnu ikke er investeret penge og tid i et foretagende, der har som primært mål at ophøje udlændingedebatten.
Et tydeligt tegn på behovet er det simple faktum, at debatten ikke afspejler de faktuelle forhold for nydanskere. Vi er eksempelvis ikke ved at blive oversvømmet af muslimer, hvilket man kunne tro fra den offentlige debat. En undersøgelse fra 2016 af det britiske opinionsinstitut Ipsos Mori viste, at danskerne tror, at 15 pct. af Danmarks befolkning består af muslimer. I virkeligheden taler vi om 4-5 pct.
I en bog fra sidste år skrevet af cand.polit. Hjarn v. Zernichow Borberg, ’Nydanskere – er nydanskere og danskere virkelig så forskellige?’, kan man også læse, at 97 pct. af nydanskere ikke er kriminelle, og at 90 procent af nydanskerne ikke bor i ghettoer.
Alligevel er opfattelsen i den brede befolkning klart et anden, hvor fordommene om de ’ghettokriminelle’ indvandrere jævnligt er udgangspunktet for samtaler om udlændinge. Det er naturligvis prisværdigt med udenlandske undersøgelser og bogudgivelser, men vi kan ikke sætte vores lid til sporadiske udgivelser i en debat, der i en sådan grad hungrer efter viden og fakta.
Det har løftet integrationsdebatten gevaldigt, at nydanskere som Ahmad Mahmoud, Natasha Al-Hariri, Abdel Aziz Mahmoud og mange flere er trådt ind i debatten med deres oplevelser og perspektiver. Det løft mangler debatten bare på det analytiske. Hvilke problemer er der med udlændinge? Hvorfor opstår de? Og hvordan kan de løses?, er spørgsmål som mangler kvalificerede svar. Forskere giver deres bidrag, men de er forskere og er ikke sat i verden for stædigt at skubbe politiske dagsordener. Det tomrum, der i dag eksisterer mellem enkelte debattører og forskning, må tænketankene udfylde.
Danmark kan ikke fastholde vores stærke velfærdssamfund, hvis indvandringen fortsætterEvner vi ikke at tage et gennemgribende opgør med den nuværende debat, vil det med sikkerhed få store konsekvenser. Politisk vil det betyde, at enkelthistorier om udlændinge fortsætter med at skubbe til en opportunistisk politisk dagsorden, der næppe hjælper med reelt at løse problemerne.
Demokratisk vil vi fortsætte med at se en undergravning af både rettigheder og sammenhængskraft, hvis debatten bliver ved med at grave kløfter. Den manglede integration og generelle modvilje mod udlændinge kan også let blive dyr for den danske økonomi.
Det letteste er at påpege behovet. Det er naturligvis sværere at gøre til virkelighed. Men det kan simpelthen ikke passe, at vi i udlændingedebatten må skele misundeligt over til de økonomiske debatter, velfærdsdebatten, klimadebatten, EU-debatten og se tænketankene gøre en væsentlig forskel dér. Behovet er der.
Så mangler vi bare, at globalisterne, humanisterne, erhvervslivet og alle vi andre, der har en interesse i en integrationsdebat baseret på fakta, kommer i gang.
fortsæt med at læse
