Alternativisten Henrik Marstal havde 24. august et indlæg i Politiken, hvor han kollektivt beskylder danskerne for at være ”udpræget” racistiske. Baggrunden for denne racisme er blandt andet en episode, hvor danskerne ikke er blevet forfærdet over en isbod på Ærø, der brugte en sort dreng som logo på deres plakat. Sikke da en omgang, hva'?

Men Marstals grundløse anklage er ikke det mest opsigtsvækkende i hans indlæg. Nej, det virkelig kontroversielle i Marstals indlæg indfinder sig, idet han velsigner os med sin analyse af (hvide) danskeres omtale af sorte mennesker:

»Derved antager vi også, at afsenderens intentioner altid må gå forud for modtagerens oplevelser«,skriver Marstal. Og han fortsætter:

»Men det er en falsk præmis. For det, at jeg finder det sjovt, profilerende og velgørende at tale nedladende om dig, betyder ikke nødvendigvis, at du ikke finder min tale dybt sårende og ydmygende«.

Marstal anklager her danskerne for at operere på falske præmisser. Men i virkeligheden gør Marstal sig selv skyldig i præcis den samme synd, som han anklager os andre for at begå. For hvis Marstals påstand er rigtig, altså at det er modstanderens følelser, der altid skal tages højde for, så ville det blive umuligt at ytre sig, uden først at have rådspurgt sig hos krænkelsespolitiet.

Hvis vi tog Marstals holdning for gode varer, ville vi derfor udføre det største overgreb på ytringsfriheden siden en gruppe imamer forsøgte at få Anders Fogh til at straffe Jyllands-Posten for Muhammed-tegningerne.

For selve kernen i ytringsfriheden er jo netop, at modtageren ikke har ret til at forbyde ytringer, bare fordi vedkommende føler sig stødt. Prøv at forestille dig, hvis det var muligt.

Tænk, hvis det var muligt, hver eneste gang vi ikke bryder os om en anden persons ytring, at få dem forbudt eller udskammet. Tænk, hvis det var muligt for politikere at lukke munden på kritikere, hvis de bare påkaldte sig krænkelse. Og tænk hvis det var muligt for Marstrals krænkelseskor at lægge låg på al tale, som de følte sig stødt af.

Vores forfædres kamp for retten til det frie ord ville med ét være pulveriseret. Hvis modtageren altid kunne påkalde sig krænkelse, ville det ikke være muligt at sige hverken magthavere eller religiøse autoriteter imod. Ytringsfriheden ville de facto være aflivet.

Så ligesom Danmark stod fast under Muhammed-krisen og fortalte verdens islamister, at de altså måtte finde sig i hån, spot og latterliggørelse, så bliver vi også nødt til at stå fast over for Marstal og de andre krænkelsesfundamentalister.

For deres ageren er ikke en kamp for tolerance og imod diskrimination. Det er derimod en kamp mod frihedsrettigheder og for en effektiv udrensning af alle holdninger, der ikke matcher deres. De synes så overbevist om deres egne rettigheder til ikke at blive fornærmet, at de vil ofre vor andres ret til at ytre sig frit.

Det er ikke en sund udvikling. Den skal vi stå imod. I hvert fald alle os, der helhjertet brænder for ytringsfriheden.

fortsæt med at læse

Stop krænkelsespolitiet på Københavns Universitet