Da jeg voksede op i 1970’ernes og 80’ernes Danmark, var der ikke tvivl om, at venstrefløjen var dem, der råbte højest.
Revolutionen var lige om hjørnet. Kapitalismen skulle omstyrtes og magtens lakajer fjernes. Sproget var hårdt og direkte. Hadet til overklassen lå hele tiden under overfladen.
Had er et overordentlig voldsomt ord, som slet ikke hører hjemme i en demokratisk kultur. Men det et det eneste ord, der dækker det flydende grænseland, hvor indædthed og indestængt vrede bliver til en farlig form for selvretfærdighed, som lag for lag skræller den grundlæggende respekt for ens modstandere af, indtil der kun er netop had tilbage.
I dag kommer det politiske had ikke fra venstre, men fra højre. Vreden er overvældende, når man læser debatsiderne og til tider lederne i Jyllands-Posten, Berlingske for slet ikke at tale om 180Grader og Den Korte Avis, og hvad man ellers kan finde i underskoven af borgerlige medier, der føler sig undertrykt af den offentlige debat.
For undertrykt og forfulgt er man selvsagt. Til trods for at Danmark siden 1982 har haft 20 års borgerligt styre og 14 år med socialdemokratisk ledede regeringer, insisterer man på at repræsentere den stemme, magten altid forbigår.
BRIAN ESBENSEN
Særligt fire emner kan få hadet til at syde og boble over.
1) For det første er velfærdssamfundet en »taberfabrik«, som Liberal Alliances Ole Birk Olesen så kækt formulerede det i sin bog af samme navn. Absolut systemkritik, men også en lige højre fulgt op af Joachim B. Olsens myriader af udfald med Dovne Robert og Fattig-Carina, og hvem der ellers ikke passer ind i Saxo Banks skabelon om det perfekte menneske anno 2016.
2) For det andet har 68-generationen ødelagt Danmark. Fri sex. Fri børneopdragelse. Fri undervisning. Fri alting. Det hele flyder, og det er ganske få menneskers skyld. Der er ikke grænser for, hvad en lille gruppe pensionister har på samvittigheden i historien om Danmarks forfald.
I den konkurrence har den politiske midte med partier som Venstre, Socialdemokraterne og Radikale Venstre ikke meget at stille op
Noa Redington
3) For det tredje fremkalder den såkaldt kulturradikale elite myrekryb. Bare læs følgende fra Berlingskes Anne Sophia Hermansen:
»Jeg tror på alt andet end verdensfjerne humanist-typer, der sidder med caffelatten i Børge Mogensen-sofaen og belærer os andre om, at forbryderen er det største offer«.
Ja, fy for fanden. Sikken en gang impotente skvatmikler.
4) For det fjerde kampen mod folkevandring, flygtninge, immigranter, naturligvis. For et par uger siden spurgte Eva Selsing retorisk i Berlingske, om Danmark overhovedet har en regering. For kun fraværet af ledelse kan forklare det historiske svigt, som medfører »overgreb«; at »Europa splintres«; »systematiske seksuelle krænkelser, voldtægterne, de antisemitiske overfald, de ’almindelige’ hadoverfald og røverierne«; og »at vores land forråes til ukendelighed, mens medierne koreograferer solstrålehistorier«. For blot at citere et par højdepunkter.
ÖZLEM CEKIC
Naturligvis er der grund til at diskutere, om velfærdssamfundet er gået i stå i sin higen efter tryghed, om den kulturelle frisættelse giver et stærkt eller svagt fundament i en globaliseret verden. Og diskussionen om migration er uden tvivl den vigtigste af alle. Så fint med det.
Skriv kommentar