Fire emner der kan få højrefløjens had til at syde og boble

Da jeg voksede op i 1970’ernes og 80’ernes Danmark, var der ikke tvivl om, at venstrefløjen var dem, der råbte højest.

Revolutionen var lige om hjørnet. Kapitalismen skulle omstyrtes og magtens lakajer fjernes. Sproget var hårdt og direkte. Hadet til overklassen lå hele tiden under overfladen.

Had er et overordentlig voldsomt ord, som slet ikke hører hjemme i en demokratisk kultur. Men det et det eneste ord, der dækker det flydende grænseland, hvor indædthed og indestængt vrede bliver til en farlig form for selvretfærdighed, som lag for lag skræller den grundlæggende respekt for ens modstandere af, indtil der kun er netop had tilbage.

I dag kommer det politiske had ikke fra venstre, men fra højre. Vreden er overvældende, når man læser debatsiderne og til tider lederne i Jyllands-Posten, Berlingske for slet ikke at tale om 180Grader og Den Korte Avis, og hvad man ellers kan finde i underskoven af borgerlige medier, der føler sig undertrykt af den offentlige debat.

For undertrykt og forfulgt er man selvsagt. Til trods for at Danmark siden 1982 har haft 20 års borgerligt styre og 14 år med socialdemokratisk ledede regeringer, insisterer man på at repræsentere den stemme, magten altid forbigår.

BRIAN ESBENSEN

Særligt fire emner kan få hadet til at syde og boble over.

1) For det første er velfærdssamfundet en »taberfabrik«, som Liberal Alliances Ole Birk Olesen så kækt formulerede det i sin bog af samme navn. Absolut systemkritik, men også en lige højre fulgt op af Joachim B. Olsens myriader af udfald med Dovne Robert og Fattig-Carina, og hvem der ellers ikke passer ind i Saxo Banks skabelon om det perfekte menneske anno 2016.

2) For det andet har 68-generationen ødelagt Danmark. Fri sex. Fri børneopdragelse. Fri undervisning. Fri alting. Det hele flyder, og det er ganske få menneskers skyld. Der er ikke grænser for, hvad en lille gruppe pensionister har på samvittigheden i historien om Danmarks forfald.

3) For det tredje fremkalder den såkaldt kulturradikale elite myrekryb. Bare læs følgende fra Berlingskes Anne Sophia Hermansen:

»Jeg tror på alt andet end verdensfjerne humanist-typer, der sidder med caffelatten i Børge Mogensen-sofaen og belærer os andre om, at forbryderen er det største offer«.

Ja, fy for fanden. Sikken en gang impotente skvatmikler.

4) For det fjerde kampen mod folkevandring, flygtninge, immigranter, naturligvis. For et par uger siden spurgte Eva Selsing retorisk i Berlingske, om Danmark overhovedet har en regering. For kun fraværet af ledelse kan forklare det historiske svigt, som medfører »overgreb«; at »Europa splintres«; »systematiske seksuelle krænkelser, voldtægterne, de antisemitiske overfald, de ’almindelige’ hadoverfald og røverierne«; og »at vores land forråes til ukendelighed, mens medierne koreograferer solstrålehistorier«. For blot at citere et par højdepunkter.

ÖZLEM CEKIC

Naturligvis er der grund til at diskutere, om velfærdssamfundet er gået i stå i sin higen efter tryghed, om den kulturelle frisættelse giver et stærkt eller svagt fundament i en globaliseret verden. Og diskussionen om migration er uden tvivl den vigtigste af alle. Så fint med det.

Det interessante ved højrefløjen er imidlertid ikke alene, hvad den siger, men den aggression og voldsomhed, den bringer ind i debatten.

Modstandere karikeres, så man tænker, at den politiske debat foregår i Weimarrepublikkens sidste dage og ikke i et af verdens mest velhavende og harmoniske samfund.

Men hvorfor dette had? Jeg hører ikke til dem, der vil psykologisere og konsultere diverse kognitive lingvister for at finde et svar. Jeg tror, at årsagen er ganske simpel: Det virker at hade. Det er let at hade.

I en kompleks virkelighed med et kakofonisk mediebillede er vrede den mest præcise kommunikationsform. Det trænger igennem sprækkerne.

Jo voldsommere, jo mere eksponering. Spørg bare Donald Trump og Marine Le Pen. Og logikken er absurd nok, at holdninger og påstande helst skal være så vilde, at det ikke giver mening at diskutere dem, at validere dem.

I den konkurrence har den politiske midte med partier som Venstre, Socialdemokraterne og Radikale Venstre ikke meget at stille op. Spørg bare Lars Løkke Rasmussen, hvordan det er at blive jagtet af pressen, fordi man har været så uforsigtig at tale om ’Panoramamanden’. Kamppladsen er overladt til yderfløjene.

LARS TRIER MOGENSEN

Det påfaldende ved højrefløjens vrede er, at den er så direkte rettet mod modstanderne. Der er navn på de skyldige, og der bliver ikke taget mange fanger.

Tænk på, hvordan et ord som humanist konstant bliver præsenteret som et skældsord, der nærmest kræver, at man vasker sin mund med vand og sæbe. Tænk på, hvordan ord som landsforrædere føg gennem luften efter terrorangrebet i København. Altså ikke bare om terroristen, men om det politiske parnas.

Hvad så med venstrefløjen? Den er skam også sur og vred. Men nej, det handler ikke om de ’rige svin’, ’overklassen’, ’burgøjserne’ eller ’bonderøvene og grisepryglerne’. Væk er 1970’ernes og 80’ernes paroler. Og tak for det.

I dag er man først og fremmest arrig på resten af venstrefløjen for konstant at svigte egne idealer, for at have ’pisset på vælgerne’, som det så formfuldendt bliver udtrykt. I enkelte lommer på den yderste venstrefløj diskuterer man fortsat, om Marx’ arbejdsværditeori holder eller ej – vi venter i spænding på afgørelsen.

Venstrefløjen er som altid optaget af at fortære de 10-12 procent af vælgerne, der placerer sig til venstre for Socialdemokraterne og de radikale. Lidt har også ret. Venstrefløjens vrede er en taktisk konstruktion, der skal vælgeroptimere, hvorimod højrefløjen er dybtfølt og passioneret. Derfor er højrefløjen ved at vinde debatten om fremtidens Danmark.