Jeg hører til dem, der bliver i forrygende humør af tonerne fra 4. sats af Beethovens 9. symfoni. Pompøst, svulstigt og kraftfuldt. Og når man så tilsætter Schillers glædesdigt ’Ode an die Freude’ – så er det lige før, der falder en glædeståre eller to. »Alle Menschen werden Brüder«. Sådan! Vi er alle i samme båd. Hvem kan dog være uenig? Ikke os, der har set Berlinmurens fald. Set Europa blive genforenet og demokratiet slå rod.
Alligevel er jeg begyndt at trække gardinerne for og skrue helt ned for musikken, når jeg hører europahymnen. Og jeg taler stille og tyst, når jeg møder en lidelsesfælle, for man skal jo nærmest være idiot for at sige, at man faktisk er en stor fan af Den Europæiske Union. Altså på den uforbeholdne måde uden et lille eller stort men.
