Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dengang. Özlem var 10 år, da familien Cekic flyttede til Danmark og bosatte sig på Vesterbro i København. Her er hun i Tivoli med sin bror og mor for første gang. Privatfoto

Dengang. Özlem var 10 år, da familien Cekic flyttede til Danmark og bosatte sig på Vesterbro i København. Her er hun i Tivoli med sin bror og mor for første gang. Privatfoto

Özlem Cekic
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Den danske drøm vil redde dig, Özlem

Du tror, at du er din egen lykkes smed. Men du tager fejl, skriver Özlem Cekic i et brev til sig selv som 13-årig.

Özlem Cekic
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kære Özlem

For nogle måneder siden havde du fødselsdag – du blev 13 år. Jeg ved, der er mange ting, som plager dig. Din største frygt er angsten for, at du aldrig bliver til noget, selv om mange fortæller dig det modsatte.

Min fødselsdagsgave til dig er historien om, at det lykkedes! Du bliver til noget. Du bliver godt nok ikke nødhjælpsarbejder i Afrika, som du tavst drømmer om lige nu, men du opnår blandt andet at få studenterhue, selv om du om et par år kun bliver betragtet som ’måske egnet’.

Mit første råd til dig er derfor: Lyt til dem, der taler dig op og ikke ned.

Du er givetvis lige kommet ud af endnu en tysktime, hvor din lærer for første gang siger til klassen, at »det er utroligt at se, hvor meget I kæmper, når man ved, at I aldrig bliver til noget«. Men han tager fejl, Özlem. Selv om mange af jer i klassen er børn af kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse, syge og førtidspensionister, så bliver de fleste af jer til noget.

Når du de næste mange år tager til gammel-elev-fest på din folkeskole, så gør det, fordi det er sjovt. Gør det, fordi det er en glæde at møde dine gamle kammerater og huske hinanden på, hvor langt I er kommet. Og gør det for at vise de lærere, som troede på dig, at de havde ret.

ANDERS KRAB-JOHANSEN:

Lad være med at gøre som jeg, der år efter år tog til gammel-elev-fest udelukkende for at vise tysklæreren, hvor meget han tog fejl. Han er ligeglad med, at du bliver den første i familien med en studentereksamen. Han bliver ikke imponeret af, at du læser videre og tager sygeplejerskeuddannelsen. Og når du en kold novemberdag i 2007 tager dine første skridt op ad trappen til Christiansborgs som medlem af det danske Folketing, så lov mig, at det ikke er ham, der fylder i dine tanker. Tænk i stedet på den fantastiske skolebibliotekar på Vesterbro Bibliotek, som utrætteligt hjælper dig med dine lektier og får dig igennem skolen. Hun, og folk som hende, er årsagen til din succes – ikke ham.

Mit andet råd til dig, unge Özlem, er: Tilgiv mor for tilbudsjagten. Hun har ikke andet valg.

Jeg ved, du hader tilbudsaviser. Du hader alle de lørdage, de bliver leveret, hvor mor kigger dem igennem for at lægge køplaner. Ofte er der begrænsninger for, hvor mange pakker smør, man må købe, og mor har derfor den idé, at hvis du, storebror og lillebror tager med, kan I hver købe fem pakker smør – altså 20 pakker i alt.

Jeg ved, du skærer tænder, når du ser hende smile, mens hun fryser det hele ned, og når hun udtrykkeligt fortæller om alle de sparede penge, når hun tør en ny pakke op. Men Özlem, tænk dig om. Mor og far er arbejdere fra Tyrkiet, hvor uddannelse og gode jobs lige så godt kunne have været en by i Rusland.

Mor kom hertil med kun tre års skolegang, og far lærte først at læse, da han kom i militæret. De kom til Danmark med drømmen om at spare op til 40 får og et hus, og jo flere penge de kunne spare, jo tættere kom de på deres drøm.

Jeg ved ikke, om du skal fortælle dem, at deres drøm ikke går i opfyldelse. De vender ikke tilbage, selv om de får råd til fårene og huset. Men de pakker heller aldrig deres kuffert ud i Danmark. Så, Özlem, når Lasse fra klassen om et par måneder ser dig i supermarkedet i smørkøen, så lad være med at skamme dig. Giv i stedet mor et kram fra mig og tak hende for det tandsmør, hun trods alt smurte på madpakken.

SØRINE GOTFREDSEN:

Mit tredje og sidste råd til dig, er: ro på. Det er ikke den amerikanske drøm, men den danske drøm, der vil redde dig.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lige nu tror du på den amerikanske drøm. Du tror, at du, og du alene, skal sikre dig og din egen lykke. Derfor knokler du i døgndrift, fordi du tror, at alt afhænger af din egen indsats. Men ro på, min pige. Det kan godt være, at mor er rengøringsdame, far arbejder på fabrik, og du ikke er særlig god til dansk, men i Danmark er det ikke dine forældres pengepung, der afgør, om du kan få en uddannelse.

Det er ikke det, der er afgørende for, at du bliver en mønsterbryder. Du er kun 13 år, så du behøver ikke tage så stort et ansvar alene. Selv om du ikke rigtig skænker det en tanke, er der allerede et samfund, som har taget god hånd om dig.

Lyt til dem, der taler dig op og ikke ned

Den skole, du går i nu, er gratis, og der vil være fantastiske voksne, som hjælper dig på vej, og som du kan læne dig op ad. Om et år starter du i skolepraktik i Føtex, og selv om du endnu ikke er fyldt 15 år og næsten ikke kan snakke dansk, vælger din chef, Anne, alligevel at ansætte dig efterfølgende.

Husk at takke hende, Özlem, for det er takket være hende og Føtex, at du får lært det vigtigste redskab til at blive en del af Danmark. Nemlig dansk.

Og kære Özlem, husk nu også, at ikke alle er sin egen lykkes smed. Det kan godt være, at mor og far tog skæbnen i egen hånd og vandrede ud af Tyrkiet alene i håb om at give jer børn en bedre fremtid. Men det er ikke turen ud af Tyrkiet, men vejen ind i Danmark, der gør, at jeg kan fortælle dig denne historie i dag.

PERNILLE ROSENKRANTZ-THEIL:

Det er det danske velfærdssamfund, som mor og far takker i deres bønner til Gud. Det er Danmark og de mennesker, der har hjulpet jer – og os – gennem tiden, som har sikret, at der altid har været brød på bordet og en fremtid for deres børn. Tænk, hvis de også skulle have sparet op til din skolegang og al den sundhedsbehandling, de fik, da deres arbejderkroppe begyndte at falde fra hinanden.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Om 27 år sidder du hjemme i din egen have, i dit eget hus og fejrer din 40-års fødselsdag. Solen skinner, og rundt omkring dig er familie og venner – samlet for at fejre dig.

Du har tre børn, og jeg lover dig for, at deres barndom er meget anderledes end din. Det er ikke kun fordi, de er vokset op med et nej-tak-til-reklamer-klistermærke på postkassen og bliver puttet med Astrid Lindgrens historier. De er ikke børn af gæstearbejdere. De er først og fremmest danskere. Danmark er en del af dem, og de er en del af Danmark.

Ligesom deres mor bliver de også til noget. Takket være velfærdssamfundet.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden